Bibelen online

Første Mosebog Kapitel 33

Jakob og Esau mødes

Jakob fik øje på Esau, og da han så, at han kom med fire hundrede mand, fordelte han børnene på Lea og Rakel og de to trælkvinder; han stillede trælkvinderne og deres børn forrest, Lea og hendes børn længere tilbage og Rakel og Josef bagest. Selv gik han foran dem, og han kastede sig til jorden syv gange, mens han nærmede sig sin bror. Esau løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd. Da Esau fik øje på kvinderne og børnene, sagde han: »Hvem er det, du har med?« Jakob svarede: »Det er de børn, Gud i sin nåde har givet din tjener.« Nu kom trælkvinderne og deres børn og kastede sig ned. Derefter kom Lea og hendes børn og kastede sig ned, og til sidst kom Josef og Rakel og kastede sig ned. Esau spurgte: »Hvad ville du med hele den lejr, jeg mødte?« Jakob svarede: »Jeg ville finde nåde for dine øjne, herre.« Men Esau sagde: »Jeg har rigeligt, bror. Behold du, hvad der er dit.« »Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig. Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog han imod den.

Derpå sagde Esau: »Lad os nu bryde op og drage videre; jeg vil gå foran dig.« Men Jakob svarede: »Du ved, herre, at jeg må tage hensyn til, at børnene er små, og at fårene og køerne er diegivende. Hvis man blot én dag driver dem for hårdt frem, vil alle fårene dø. Gå du i forvejen, herre, så vil jeg drage videre i ro og mag med den fart, som passer kvæget og børnene, indtil jeg når frem til dig i Se'ir, herre.« Esau sagde: »Jeg vil i det mindste lade nogle af mine folk blive tilbage hos dig.« Men han sagde: »Hvorfor dog det? Måtte jeg blot finde nåde for dine øjne, herre.« Samme dag begav Esau sig da på vej tilbage til Se'ir. Men Jakob brød op og drog til Sukkot. Dér byggede han sig et hus og lavede hytter til sit kvæg. Derfor hedder stedet Sukkot.

Sikem og Dina

På sin rejse fra Paddan-Aram kom Jakob i god behold til byen Sikem i Kana'an og slog lejr uden for byen. Han købte det stykke jord, hvor han slog sit telt op, af Sikems far Hamors sønner for hundrede kesita. Dér rejste han et alter og kaldte det »Gud, Israels Gud«.

Krydshenvisning:

1 Mos 32,7

Krydshenvisning:

Sl 127,3

Krydshenvisning:

1 Mos 32,14-21

Krydshenvisning:

1 Mos 32,31

2 Sam 14,17

Note:

Det hebraiske ord for hytter er det samme som Sukkot.

Krydshenvisning:

Jos 24,32

Joh 4,5

ApG 7,16

Krydshenvisning:

1 Mos 12,7-8