Bibelen online

Habakkuks Bog Kapitel 3

Herrens åbenbaring til dom og frelse

Profeten Habakkuks bøn. Al-shigjonot.

Herre, jeg har hørt dit ry,

Herre, jeg har set din gerning.

Lad den ske igen, før årene går,

kundgør den, før årene går!

Glem ikke barmhjertigheden, skønt du er vred.

Gud kommer fra Teman,

den Hellige fra Parans bjerge. .

Hans herlighed dækker himlen,

jorden er fuld af hans pris;

glansen er som lyset,

stråler udgår fra hans hånd;

dér er hans styrke skjult.

Foran ham går pest,

feberbrand følger i hans spor.

Hvor han træder, ryster jorden;

hvorhen han ser, skælver folkene.

De ældgamle bjerge slår revner,

de evige høje synker sammen.

Her går hans vej fra ældgammel tid.

Midjans teltduge rives i stykker,

Kushans telte vælter.

Gælder din vrede floderne, Herre,

er du vred på floderne, Herre,

er din harme vendt mod havet,

siden du rider frem på dine heste,

og dine stridsvogne bringer sejr?

Du tager din bue frem

og mætter dens streng med pile.

Du kløver jorden til vandløb,

bjergene ser dig og skælver,

skybruddene raser,

og havdybet løfter sin røst.

Solen glemmer at sende sine stråler,

månen bliver i sin bolig;

de flygter for lyset fra dine pile,

for lysskæret fra dit lynende spyd.

I harme skrider du frem over jorden,

i vrede søndertramper du folkene.

Du drager ud for at frelse dit folk,

for at frelse din salvede.

Du knuser taget på den ugudeliges hus

og river grundmuren ned lige til klippen.

Du gennemborer med dine pile

hovedet på hans høvdinge,

der stormer frem for at drive mig bort.

De jubler, som når man fortærer

de hjælpeløse i det skjulte.

Du drager gennem havet med dine heste,

de vældige vande bruser.

Da jeg hørte det, skælvede mit indre,

ved lyden klaprede mine tænder;

der gik edder i mine knogler,

mine fødder vaklede under mig.

Jeg venter på, at trængslens dag

skal ramme det folk, der vil overfalde os.

For figentræet sætter ikke blomst,

vinstokken bærer ikke frugt;

olivenhøsten slår fejl,

marken giver ingen afgrøde.

Fårene er forsvundet fra folden,

der er intet kvæg i indhegningen.

Jeg vil juble over Herren

og fryde mig over min frelses Gud.

Gud Herren er min styrke,

han gør min fod let som hindens

og lader mig løbe over højderne.

For korlederen. Til strengespil.

Note:

Al-shigjonot er et musikudtryk af ukendt betydning, jf. Sl 7,1.

Krydshenvisning:

Hab 1,5 2,3

Note:

Sela er et i Salmernes Bog hyppigt forekommende musikudtryk af ukendt betydning.

Krydshenvisning:

5 Mos 33,2

Es 6,3

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Visd 5,21-22

Krydshenvisning:

Visd 5,21-22

Krydshenvisning:

Visd 5,21-22

Krydshenvisning:

Visd 5,21-22

Krydshenvisning:

Visd 5,21-22

2 Mos 14,21-31

Krydshenvisning:

Visd 5,21-22

Krydshenvisning:

Es 61,10

Mika 7,7

Luk 1,46-47

Krydshenvisning:

2 Sam 22,34

Sl 18,34