Bibelen online

Højsangen Kapitel 7

Drej dig, drej dig, Shulamit,

drej dig, drej dig, så vi kan fryde os over dig!

Hvad fryder I jer over hos Shulamit,

som hun danser mellem rækkerne?

Hvor er dine fødder i sandalerne smukke,

fyrstedatter!

Dine hofters runding er som et smykke,

en kunstners værk.

Din navle er en rund skål,

der ikke skal mangle krydret vin;

din mave er en hvededynge,

indhegnet af liljer.

Dine bryster er som hjortekalve,

gazelletvillinger;

din hals er som et elfenbenstårn.

Dine øjne er som dammene i Heshbon

ved porten til Bat-Rabbim;

din næse er som Libanontårnet,

der vender mod Damaskus.

Dit hoved er som Karmel,

dit hår som purpur.

En konge er fanget i lokkerne!

Hvor er du smuk, hvor er du yndig,

du elskede, du vellystens datter!

Din skikkelse er rank som en palme,

dine bryster er som klaser.

Jeg siger: Jeg vil klatre op i palmen,

jeg vil gribe fat i dens grene.

Dine bryster skal være

som vinstokkens klaser,

din ånde som duften af æbler,

din gane som den dejligste vin,

der flyder rigeligt til mig

og drypper ned over læber og tænder.

Jeg er min elskedes,

og han begærer mig.

Kom, min elskede, lad os gå ud på landet,

lad os overnatte mellem hennabuskene;

lad os gå tidligt ud i vingårdene

for at se, om vinstokken har sat skud,

om blomsterne har åbnet sig,

om granatæblerne blomstrer.

Dér vil jeg give dig min elskov.

Alrunebærrene dufter,

over vore døre er alle herlige frugter,

nye og gamle,

dem har jeg gemt til dig, min elskede.

Julekort 2018

Årets julekort fra Bibelselskabet er med motiv fra Børnebibelen
julekort
29,95

Illustrator: Charlotte Pardi
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: jul-18
Mål: 15 x 18 cm