Bibelen online

Judits Bog Kapitel 10

Judit begiver sig ind i fjendens lejr

Da Judit havde ophørt med at råbe til Israels Gud og endt sin bøn, rejste hun sig op, kaldte på sin pige og gik ned i huset, hvor hun plejede at tilbringe sine sabbatsdage og festdage. Den sørgedragt, hun bar, tog hun af, og hun lagde også enkedragten. Så badede hun sig, salvede sig med fin olie, satte sit hår op, tog en turban på og iførte sig sine festklæder, som hun havde båret, dengang hendes mand Manasse levede. Hun tog sandaler på fødderne, pyntede sig med ankelkæder, armbånd, fingerringe, øreringe og med alle sine andre smykker, og gjorde sig så smuk, at hun kunne besnære alle de mænd, som fik hende at se. Derefter gav hun pigen en lædersæk med vin og en krukke med olie, og madsækken fyldte hun med ristet korn, figenkage og rene brød. Hun bandt alle tingene forsvarligt sammen og lod pigen bære dem.

De gik så ud til byporten i Betylua; dér fandt de Uzzija stående sammen med to af byens ældste, Kabris og Karmis. Da de så Judit, hvis udseende og påklædning var helt forandret, blev de fulde af beundring over hendes skønhed og sagde til hende: »Måtte vore fædres Gud lade dig finde nåde og lade dit forehavende lykkes, til israelitternes ære og Jerusalems ophøjelse!« Og de tilbad Gud. Judit sagde nu til dem: »Giv besked om at åbne byporten for mig; så vil jeg gå ud og gennemføre det, vi har talt om.« De gav så de unge mænd befaling til at lukke op for hende, sådan som hun havde bedt om. Det gjorde de, og så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige. Mændene i byen fulgte hende med øjnene, indtil hun var kommet ned fra bjerget og var nået ind i dalen, så de ikke længere kunne se hende.

Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: »Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl.« Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: »Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt; nogle af os vil følge med og fremstille dig for ham. Når du så står over for ham, skal du ikke være bange, men fortælle ham, hvad du lige har sagt, og han vil behandle dig godt.« Så udvalgte de hundrede mand til at ledsage Judit og hendes pige, og de førte dem til Holofernes' telt. Folk stimlede nu sammen fra hele lejren, for det var gået som en løbeild fra telt til telt, at hun var kommet. De flokkedes om hende, som hun stod dér uden for Holofernes' telt, mens han fik melding om hende. De beundrede hendes skønhed, og på grund af hende beundrede de også israelitterne og sagde til hinanden: »Ingen skal undervurdere dette folk, som har sådanne kvinder! Det er ikke klogt at lade en eneste af dem blive tilbage, for lader vi dem undslippe, vil de være i stand til at overliste hele verden.« Så kom Holofernes' livvagter og alle hans folk ud og hentede Judit ind i teltet. Holofernes lå og hvilede sig på sin seng under et moskitonet af purpurfarvet stof med indvævet guld og besat med smaragder og andre ædelsten, men da de havde givet ham underretning om hende, gik han ud i teltets forrum, og der blev båret sølvlysestager foran ham. Da Judit trådte frem for ham og hans folk, beundrede de alle hendes skønhed. Hun kastede sig ned for at hylde ham, men hans tjenere rejste hende op.