Bibelen online

Joels Bog Kapitel 1

Herrens ord, som kom til Joel, Petuels søn.

Klage over græshoppeplage

Hør dette, I ældste,

lyt, alle I, der bor i landet!

Er noget sådant sket i jeres dage

eller i jeres fædres dage?

I skal fortælle det til jeres sønner

og jeres sønner til deres sønner

og deres sønner til næste slægtled:

Hvad græshoppen levnede, har bideren ædt,

hvad bideren levnede, har larven ædt,

hvad larven levnede, har gnaveren ædt.

Vågn op, og græd, I berusede!

I skal jamre, I, som drikker vin,

for mosten går jeres mund forbi.

Et folk er draget op imod mit land,

mægtigt og uden tal,

dets tænder er løvetænder,

det har hunløvens kæber.

Det har ødelagt mine vinstokke

og knækket mine figentræer.

Det flåede og skrællede barken af dem,

så deres grene stod hvide.

Hold klage, som en jomfru klædt i sæk

holder klage over sin ungdoms brudgom.

Afgrødeofre og drikofre

er forsvundet fra Herrens tempel;

nu sørger præsterne,

Herrens tjenere.

Marken er ødelagt,

agerjorden sørger;

ja, kornet er ødelagt,

mosten slår fejl,

olien sygner hen.

Bønderne bliver til skamme,

og vindyrkerne jamrer

over hveden og byggen,

for høsten på marken slog fejl.

Vinstokken tørrer ud,

figentræet sygner hen,

granatæbler, palmer og æbletræer

– alle markens træer visner.

Ja, glæden er gjort til skamme

blandt menneskene.

Opfordring til bod

Klæd jer i sæk, og hold klage, I præster!

I skal jamre, I, som gør tjeneste ved alteret.

Gå ind og tilbring natten klædt i sæk,

I, som gør tjeneste for min Gud.

For afgrødeofre og drikofre

bringes ikke til jeres Guds hus.

Udråb en hellig faste,

udråb en sørgefest!

Saml de ældste

og alle landets indbyggere

i Herren jeres Guds hus,

og råb til Herren!

Ak, hvilken dag!

Herrens dag er nær,

den kommer som ødelæggelse fra den Almægtige.

Er føden ikke forsvundet

for øjnene af os

og glæden og jubelen

fra vor Guds hus?

Forråd fordærves

bag lås og slå,

forrådskamre ødelægges,

lader rives ned,

for kornet er slået fejl.

Hvor dyrene dog klager!

Kvægflokkene løber vildt omkring,

for de har intet græs,

selv fåreflokkene er forkomne.

Til dig, Herre, råber jeg,

for ilden fortærer

steppens græsgange,

flammen sætter

markens træer i brand.

Selv de vilde dyr

skriger efter dig,

for vandløbene

tørrer ud,

og ilden fortærer

steppens græsgange.

Krydshenvisning:

Joel 2,25

Krydshenvisning:

Joel 2,2

Åb 9,8

Krydshenvisning:

Joel 2,14

Krydshenvisning:

Es 24,4

Krydshenvisning:

Jer 14,4

Krydshenvisning:

Am 5,17

Krydshenvisning:

Joel 2,15-16

Jon 3,5

Krydshenvisning:

Joel 2,1 4,14

Es 13,6

Sef 1,14

Krydshenvisning:

Joel 4,18

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.