Marianna Iben Hansen. Foto: Bibelselskabet.
“Det er den vigtigste bog, jeg har skrevet,” siger Marianne Iben Hansen om “Jesus tættere på”. Arbejdet med de bibelske fortællinger har forandret hendes forhold til Jesus og åbnet en dør til den kristne tradition, hun tidligere følte afstand til. Foto: Bibelselskabet.

08.10.2026 Nanna Endahl Jørgensen

Marianne Iben Hansen: “Det er den vigtigste bog, jeg har skrevet”

For at gendigte fortællingerne om Jesus måtte Marianne Iben Hansen selv mærke dem. I arbejdet fandt hun en forståelse af Jesus og en dør ind i den kristne tradition, som hun tidligere havde følt afstand til.

I flere år arbejdede Marianne Iben Hansen med “Jesus tættere på”, en poetisk gendigtning af Det Nye Testamentes fortælling om Jesus. Da den sidste tekst var skrevet, spurgte mange, om hun ikke var glad. Selv mærkede hun mest det tomrum, arbejdet efterlod.

“Det har været så spændende og meningsfuldt, at jeg faktisk gerne ville blive ved,” siger hun.

Marianne Iben Hansen har gennem mere end 20 år skabt et prisbelønnet forfatterskab med rim, rytme og sproglig opfindsomhed som kendetegn. Mange af hendes bøger, bl.a. “Axel elsker biler” og “Hele herligheden”, har fundet vej ind i skolernes danskundervisning, og hun modtog i 2011 Gyldendals Børnebogspris.

På Bibelselskabets Forlag har hun tidligere udgivet børnebøgerne “Guds ABC” og “Også der!”. Med “Jesus tættere på” skriver hun nu til unge og voksne. Bogen udkom på samme forlag den 1. oktober 2026.

“Det er den vigtigste bog, jeg har skrevet. Den har forandret mig og bevæget mig et sted hen, hvor jeg ikke troede, jeg ville komme,” fortæller Marianne Iben Hansen om arbejdet med bogen.

Hun kunne ikke lægge det fra sig

Før “Jesus tættere på” var Marianne Iben Hansen nysgerrig på kristendommen, men følte også afstand til den. Dogmatikken, skylden og skammen stod i vejen. Som kvinde havde hun svært ved at finde sig selv i en tradition, hvor mændene fyldte, og kvinderne var bifigurer.

Men Jesus ville hun gerne skrive om.

Bibelselskabets Forlag sagde ja til ideen, men hvordan nærmer man sig så stort et emne? Der gik lang tid, før bogens form begyndte at tone frem.

“Jeg turde på en måde slet ikke. Mit hoved sagde: Det kan du ikke finde ud af. Noget andet i mig sagde: Men jeg vil virkelig, virkelig gerne. Jeg må bare blive ved, til jeg finder vejen,” fortæller hun.

Hun nærlæste fortællinger om Jesus og fandt blandt andet inspiration i den kristne visdomstradition og hos en franciskanerpræst, hvis åbne læsning af Bibelen blev afgørende for hende. Den spørgende tilgang lod hende undersøge teksterne uden at skulle finde en endegyldig forklaring. Selve gendigtningen sammenligner hun med at oversætte fra et andet sprog:

“Man bliver nødt til virkelig at kunne mærke teksten. Man kan ikke bare oversætte ord for ord og sige: Sådan her var det. Teksten skal hele vejen ind, og når den så er modnet derinde, kan den komme ud i et nyt udtryk,” forklarer hun.

Korsfæstelsen var nok den sværeste tekst. Den del af historien er blevet tolket og forstået på mange måder, og hun ville give plads til læserens egen reaktion frem for at fastlægge betydningen.

“Vi er jo vant til at se billeder af Jesus på korset. Det er nærmest et symbol, som vi kan holde lidt ud i strakt arm. Men jeg ville ind bag symbolet, ind og mærke det, som næsten ikke er til at holde ud: Der var faktisk nogen, der bankede nagler gennem Jesus’ hænder! Der var folk, der hånede ham og spyttede på ham. Det havde jeg aldrig taget ind før: Jesus’ totale afklædthed og menneskers forhærdelse over for ham,” siger hun.

Også når man er bange

“Jesus tættere på” handler også om de helt almindelige mennesker omkring Jesus og om, hvor stærkt og udfordrende det er at følge ham. Peter svigter ham, disciplene falder i søvn i Getsemane Have, og Judas angiver ham.

“Vi kan jo alle sammen genkende de menneskelige svagheder: Trangen til sikkerhed, kontrol og smertefri løsninger. Over for dem står Jesus med sit ubetingede ja til at følge det, Gud taler i ham,” siger Marianne Iben Hansen.

“Jeg tror måske, vi længes efter en større hengivelse, hvor vi ikke skal gå og fikse det hele selv. Og efter at standse op, lytte og tage det at være menneske virkelig alvorligt,” siger hun.

At ville kontrollere alting forbinder hun med angsten for at slippe. I fortællingen om disciplene i båden under stormen hæfter hun sig ved Jesus’ spørgsmål: Hvor var jeres tro?

Billedbogskunstner og illustrator Tea Bendix har illustreret “Jesus tættere på”, hvor Marianne Iben Hansen gendigter Det Nye Testamentes fortællinger om Jesus som poesi for unge og voksne. Foto: Carl Johan Schween Madsen.
Billedbogskunstner og illustrator Tea Bendix har illustreret “Jesus tættere på”, hvor Marianne Iben Hansen gendigter Det Nye Testamentes fortællinger om Jesus som poesi for unge og voksne. Foto: Bibelselskabet.

“Tro er at blive ved. Også når man er bange,” siger hun.

Om sit eget forhold til Jesus fortæller hun:

“For mig står Jesus allermest for mod, sandhed og kærlighed. For nogle er han den, man beder til: Pas på mig, så jeg ikke bliver syg. Beskyt min familie, så der ikke sker dem noget. Jeg tror, min egen bøn snarere er: Hjælp mig med at møde alt det, livet er. Og døden,” fortæller hun.

En tone, hun ikke kunne høre før

I Jesus’ ord og handlinger finder hun ikke den afvisning af kvinder og tvivlere, hun har forbundet med traditionen. Nu oplever hun selv at blive modtaget.

“Den kristne tro har jo hele tiden ligget i mit blod og mit DNA, så ved at få åbnet den dør, jeg havde lukket, er der noget, der er faldet på plads. Det er ligesom at finde fred med sit ophav,” siger hun.

Den religiøsitet, hun havde før bogen, har fået forbindelse til den tradition, hun er vokset ud af. Hun nærmer sig stadig, understreger hun, i respekt for Bibelen og Kristus.

“Der er en tone nede i bunden, som jeg kan høre nu, men som jeg ikke kunne høre før,” siger hun.

“At åbne og lytte er nøgleord. Jeg har ingen svar, men jeg har sat mit personlige præg på fortællingerne og håber virkelig også, at de kan rive andre med, sådan som de er begyndt at leve for mig,” siger Marianne Iben Hansen.

Som mulige læsere af “Jesus tættere på” nævner hun konfirmander og mennesker, der søger en personlig vej ind i kristendommen. Hun håber også, at kristne læsere vil blive berørt af den inderlighed, hun har forsøgt at tilføre de historier, de allerede kender og elsker.

Jesus tættere på

Nye døre ind i den store fortælling
jesus tættere på
269,95

Forfatter: Marianne Iben Hansen
Illustrator: Tea Bendix
Sidetal: 128 sider
Indbinding: Hardback
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-383-1
Mål: 19 x 26 cm.