Fredag gik han stadig og ærgrede sig over en parkeringsbøde på 510 kroner. Lørdag kom næste slag. En mekanikerregning på “mindst 17.000 kroner” til familiens i forvejen plagede Peugeot. Søndag var begge dele ligegyldigt.

“Bilen virkede i al ubeskedenhed total ligegyldig, da jeg frygtede, at det var mig selv, der måske ikke kunne reddes,” siger Daniel Øhrstrøm, som er forfatter og mangeårig kulturjournalist på Kristeligt Dagblad.

Sommeren 2022 skulle Daniel Øhrstrøm og familien have været i Disneyland. I stedet blev han bedt om at tage afsked med sine børn, før han kort efter blev båret ind i en hospitalshelikopter og fløjet fra Bornholm til Hvidovre Hospital med blodforgiftning.

Daniel Øhrstrøm er nu aktuel med ”Det er om natten man ser nordlys” på Bibelselskabets Forlag. En personlig fortælling om sygdom, tro og uventede velsignelser. Men i begyndelsen var det, han skrev, ikke tænkt som en bog til udgivelse. Det var et forsøg på at få sagt det vigtigste, før det blev for sent.

“Jeg begyndte at skrive som en form for eksistentielt testamente til mine børn, fordi jeg simpelthen ikke troede, jeg ville overleve,” forklarer han.

Ordene måtte ud, mens oplevelsen stadig var rå. For kriser kan åbne noget i et menneske, som ikke altid står lige så klart, når hverdagen lukker sig om én igen.

“Der er nogle sluser, der åbner sig, når man står midt i en kritisk tilstand. Man kan skrive mere råt. Men når det kommer på afstand, begynder man at lægge forfængelighed og efterrationaliseringer ind over,” siger Daniel Øhrstrøm.

Fra voksen til spædbarn

Blodforgiftningen blev begyndelsen på et sygdomsforløb, der vendte tingene på hovedet for Daniel Øhrstrøm. Pludselig var det ikke længere ham, der bar andre, men andre, der bar ham.

“Jeg har været vant til at være en ‘fikser’. Og så ligger man pludselig på intensivafdelingen og kan ikke engang hente sin egen mad i kantinen,” siger han med en blanding af alvor og mild selvironi.

Blodforgiftning er en livstruende tilstand, hvor en infektion spreder sig i blodbanen. For Daniel Øhrstrøm betød det akut livsfare og indlæggelser, hvor kroppen ikke længere kunne tages for givet. Senere fik han også konstateret kræft og en autoimmun leverlidelse, der førte til flere operationer.

Daniel Øhrstrøm beskriver i dag sine mange indlæggelser, især på Rigshospitalet, som at blive rullet tilbage til spædbarnsstadiet. Ikke som en tanke, men som en erfaring: at være voksen og far, men uden kræfter til det mest basale.

Hjælpeløsheden tog ikke bare energi. Den ændrede også blikket. For når man ligger der og ikke kan det, man plejer, bliver man tvunget til at tage imod. Og når man først har mærket, hvor meget andre bærer én, kan der opstå et behov for at give bare en lille smule tilbage.

“Selv når man har det allerværst, kan man jo stadig være venlig,” konstaterer Daniel Øhrstrøm med den største selvfølgelighed.

På en af de lange dage kom en laborant ind på stuen for at tage prøver. Daniel Øhrstrøm kunne ikke gøre ret meget, men han kunne se, at hun var træt, og han kunne høre sig selv sige det, der faldt ham naturligt.

“Jeg sagde: Hvor er du bare dygtig til dit arbejde. Og så smilede hun.”

Hvor kom det overskud fra? Svaret ligger i en oplevelse, Daniel Øhrstrøm havde, da han var allermest bange på Hvidovre Hospitals intensivafdeling.

“Efter den oplevelse var jeg ikke længere bange”

Daniel Øhrstrøm har troet på Gud hele sit liv. Troen har været en del af hans sprog og hans måde at være i verden på. Men det er én ting at tro i hverdagen. Noget andet er at tro, når kroppen er ved at give slip.

På Hvidovre Hospital blev han så syg, at han ikke længere kunne gøre andet end at være i det. Og netop dér, fortæller han, skete der noget, som stadig er svært at beskrive.

“Jeg havde sådan en mystisk oplevelse, som jeg har svært ved at sprogliggøre,” siger han.

I bogen folder Daniel Øhrstrøm oplevelsen ud som et syn. Først et lys, så stærkt at det gennemlyste ham. Som om han blev ført ind i sin egen krop og ind i en kamp, han ikke kunne styre. Og midt i det hele kom en skam og et mørke, der ikke handlede om sygdom, men om alt det i ham, der ikke var kærlighed.

Så kaldte han på Jesus.

“Jeg råbte: Jesus Kristus, forbarm dig over mig.”

Og så skiftede synet karakter.

“Og så forsvandt skammen.”

Da han fortæller om oplevelsen i dag, er det især ét billede, der står tilbage:

“Jeg havde en oplevelse af at se nogle venlige, hvidlige ansigter, der tog imod mig. Og så blev de et efter et til Jesu ansigt.”

For Daniel Øhrstrøm var det ikke bare en intens oplevelse i en morfintåge. Det var en erfaring af at blive mødt midt i mørket som en slags visualisering af velsignelsen i kirken.

“Velsignelsen er i forvejen det stærkeste øjeblik for mig under en almindelig højmesse som et ugentligt lille glimt af himlen. Men her lyste Herrens ansigt helt bogstaveligt for mig med en uendelig mildhed, så jeg følte mig elsket som aldrig før. Og det var også dér, jeg havde allermest brug for at mærke det,” siger Daniel Øhrstrøm, der senere har sammenlignet oplevelsen med Grundtvigs salmevers “Guds milde ansigt skal vi se” fra “Et barn er født i Betlehem”. Og da han kom til sig selv, var han forandret.

Det var ikke sygdommen, der slap. Men noget i ham gjorde.

“Efter den oplevelse var jeg ikke længere bange,” siger Daniel Øhrstrøm.

Før havde frygten for at dø fra sine børn siddet i ham som en gift. Men bagefter var det, som om han ikke længere stod alene med den.

“Man kan være forgiftet af frygt og mørke tanker. Og så er tro, håb og ikke mindst kærligheden den bedste modgift,” siger Daniel Øhrstrøm, som også fik forstærket sin tro på næstekærligheden gennem oplevelsen.

“Ligesom de venlige ansigter forvandlede sig til Jesu ansigt i min mystiske oplevelse, tror jeg, at vi kan vise hinanden et glimt af Gud ved at være venlige over for hinanden,” siger han.

Et håbets bibliotek

I dag er Daniel Øhrstrøm stadig journalist. Men han er også i gang med at uddanne sig til præst. Ikke fordi han har forladt sit gamle liv, men fordi sygdommen gjorde noget tydeligt for ham: hvor meget mennesker har brug for håb og trøst, når det hele spidser til.

“Jeg vil gerne give det videre, som jeg selv fik,” forklarer Daniel Øhrstrøm.

Han siger, at han under sygdomsforløbet opdagede en forskel mellem sig selv og nogle af de mennesker, han lå på afdeling sammen med. Ikke en forskel i styrke, men i hvad man har at række ud efter, når man ikke kan mere:

“Jeg fandt ud af, at jeg har stået bedre end nogle af mine medpatienter.”

Det handlede ikke om at være sej, understreger han. Det handlede om, at der allerede var noget i ham, som kunne bære:

“Der var salmer. Der var bønner. Og der var ord, jeg kunne holde fast i.”

Han kalder det et håbets bibliotek. Noget man bygger op, længe før man får brug for det. Og når man så pludselig står i krise, kan man række ud efter det, man ikke selv kan skabe i øjeblikket.

Gerda Rose og det, der bliver tilbage

Hvis Daniel Øhrstrøm skal sige, hvordan han håber at blive husket, handler det ikke om karriere.

“Jeg vil gerne huskes som en kærlig far og mand. Og som en god kammerat. Og som en præst, der gav andre mennesker håb,” siger han.

Kort tid efter sit kritiske sygdomsforløb blev Daniel Øhrstrøm far til Gerda Rose, født med Downs syndrom.

Hun har, fortæller han, lært ham noget grundlæggende, han ellers let kunne have glemt:

“Hun rækker sine tilsavlede kiks smilende hen mod en, fordi hun gerne vil dele.”

Det lyder måske banalt, men for ham er det blevet et billede på en anden måde at være i verden: at række ud, at dele det, man har, og gøre det uden bagtanke.

“Det er venlighed i sin reneste form,” siger han. “Andre bliver aldrig tilfredse, fordi de hele tiden sammenligner sig med andre, så ender det enten i hovmod eller mismod.”

Med Gerda Rose har han fået et dagligt vidnesbyrd om det modsatte: et livsmod, en taknemmelighed og en umiddelbarhed, som også præger det, han forsøger at skrive og leve frem til. Han ved, at han sikkert ikke har set det sidste til sygehuse i sit liv, som jo også engang får en ende. Men i dag taler han anderledes om døden:

“Jeg tror på, at kærlighed er stærkere end døden. Og at vi ikke er skabt til at dø, men er skabt til at leve.”