"Holy Women at Christ's Tomb" - af Annibale Carracci. Foto: Wikimedia Commons.
"Holy Women at Christ's Tomb" - af Annibale Carracci. Foto: Wikimedia Commons

Eve-Marie Becker, Tidsskriftet Bibliana, nr. 1, 2011

Den fantastiske påskemorgen

Markusevangeliet ender pludseligt. I Markus 16,1-8 møder vi tre kvinder der tidligt om morgenen efter sabbaten går ud til Jesu grav for at salve hans lig

De venter at døren til graven vil være lukket med en stor sten, og diskuterer derfor hvordan de skal få den væk. Men da de når frem til graven ser de at den allerede står åben. En ung mand i hvidt tøj sidder i højre side af gravkammeret. Denne englelignende mand forklarer situationen for kvinderne: Graven er tom fordi Jesus er opstået fra de døde. Den opstandne Jesus vil møde sine disciple i Galilæa. Kvinderne skal sige det videre til Peter og de andre disciple. De tre kvinder bliver forskrækkede og løber bort. De siger ikke noget om det de har oplevet, for de er bange.

Hvor blev opstandelsen af?

Med omtalen af kvindernes frygt ender Markusevangeliet ikke alene pludseligt, men også på en måde der er svær at forstå. For vi hører intet om hvordan påskedagen forløber, eller om hvordan kvinderne bryder deres tavshed, eller om hvordan og hvor Jesus viser sig for sine disciple. I modsætning til Matthæus, Lukas og Johannes fortæller Markus hverken om at kvinderne efterkommer opfordringen til at viderefortælle det de oplevede ved den tomme grav, eller om først kvindernes og siden disciplenes oplevelser af at Jesus viste sig efter sin død. Det vi med et græsk ord for at komme til syne kalder epifanierne. Man kan stille sig spørgsmålet om Markus overhovedet kendte til sådanne fortællinger. For hvorfor viderefortæller han dem så ikke? Fortællinger om menneskers oplevelser af den genopstandne Kristus er jo det som den kristne tro bygger på. Den opstandne Kristus er også centrum for Paulus, fx i Første Korintherbrev 15,3-8. I forhold til det vi kunne forvente, er Markusevangeliets pludselige afslutning altså utilfredsstillende og kalder på en forklaring.

En litterær forklaring

I historiens løb har fortolkerne søgt mange andre typer forklaringer på Markusevangeliets mærkværdige slutning. Igen og igen har man spurgt om evangeliets oprindelige slutning er gået tabt i overleveringen. Kan et evangelium virkelig slutte med sætningen ”for de var bange“? På originalsproget græsk står ordet ”for“ (gár på græsk) ovenikøbet som det allersidste ord. Det er da også påfaldende at de fleste håndskrifter som overleverer Markusevangeliet, har tilføjelser til dette sted. I Markus 16,9-20 finder man forskellige fortællinger om Jesu påsketilsynekomster. Men hvordan skal man vurdere disse udvidelser? Hvis man tager tekstens historie alvorligt, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved at Markus 16,9-20 er en slutning der er kommet til senere. For de ældste håndskrifter, som stammer fra det 4. årh. e.Kr., slutter med Markus 16,8.

Hvad betyder det? Markusevangeliet slutter faktisk med vers 8 i sin ældste, overleverede form (jf. K. Aland). Det kan ikke udelukkes at en oprindelig slutning på Markusevangeliet har været længere, men det er slet ikke sandsynligt, for Det Nye Testamentes tekster er usædvanlig godt og pålideligt overleveret. Det er mere nærliggende at evangeliets pludselige slutning på påskemorgensfortællingen faktisk er den som forfatteren mente at hans tekst skulle ende med. Der er forskellige måder man kan forstå forfatterens intention på.

Hvis vi sammenligner Markusevangeliet med den form som historieskrivning generelt havde i antikken, bemærker man at oldtidens historieskrivere ofte vælger en slutning på deres fremstilling som ikke svarer til hvad man faktisk vidste om et givet forhold. I årene 111 til 105 f.Kr. førte romerne krig mod kong Jugurtha af Numidien, et nordafrikansk rige nogenlunde svarende til Algeriet i dag. Den romerske historiker Sallust (ca. 86-35/34 f.Kr.) fortæller i sin beretning om krigen (Bellum Iugurthinum) intet om den numidiske konges død, selv om vi ved at han havde kendskab til at Jugurta blev henrettet i romersk triumf. Men det undlader han og nøjes med at fortælle at Jugurtha blev ført i lænker til Rom (114,3). Sallust afslutter sin beretning med en fremstilling der støtter hans ærinde – nemlig at fortælle læserne at de gode romerske tilstande er genoprettet.

Også blandt de skrifter der stammer fra den tidlige kristendoms tid, finder vi en vigtig tekst som ender overraskende. Den præsenterer os for en gåde: Hvorfor taler Lukas i slutningen af Apostlenes Gerninger om at Paulus kunne prædike i Rom med frimodighed og uden hindring (ApG 28,31), og hvorfor tier han om Paulus’ voldsomme endeligt – som han helt sikkert kendte til? Også Lukas kan have valgt denne åbne slutning fordi dette særlige perspektiv på Paulus’ virksomhed som missionær var en del af hans litterære idé og ærinde. På samme måde har Markus tydeligvis ikke fortalt alt det han vidste ud fra overleveringen: Forkyndelsen om at den opstandne Jesus ville vise sig for sine disciple var tydeligvis vigtigere for ham end beretningen om at han faktisk havde vist sig.

En teologisk forklaring

Men hvorfor skulle læseren af Markusevangeliet ikke høre noget om Jesu påskeåbenbaringer, hvorfor nøjes med en meddelelse om at det ville ske? Den bulgarske litterat Tzvetan Todorov har i sit arbejde med moderne fantastisk litteratur udarbejdet en vigtig skelnen som også kan være relevant og en god hjælp i vores arbejde med en antik tekst som Markusevangeliet: Todorov skelner mellem tekster som fremstiller de overnaturlige begivenheder som virkelige, og tekster som skildrer de overnaturlige begivenheder som usikre: dér hvor læseren ikke kan afgøre om begivenhederne er virkelige eller blot forestillede. Den første gruppe tekster hører til genren ‘det vidunderlige’, mens den anden gruppe hører til genren ‘det uhyggelige’ eller ’det fantastiske’(jf. F. Burwick, 1483). I Markus 16,1-8 ser vi begge dele – både det vidunderlige og det fantastiske.

Vi har nemlig at gøre med en scene som er præget af en særlig åndsretning som kaldes apokalyptikken, der – som her – gengiver tegn og billeder på begivenhederne i verdens sidste tider. En sten er rullet til side, graven er tom, en englelignende figur giver en tydning af den tomme grav, og kvinderne reagerer med frygt. Men hvordan skal man forstå det der fortælles? Er fortællingen om den tomme grav kendetegnet ved det vidunderlige eller det fantastiske? Jeg mener begge dele. Markus 16,1-8 fortæller om den overnaturlige begivenhed som den tomme grav er. Hvis et lig er lagt i graven, kan denne grav ikke pludselig stå tom få dage senere. Kvindernes frygt, der menneskeligt er fuldt forståelig, viser at begivenheden er virkelig. Den tomme grav symboliserer altså en ‘vidunderlig begivenhed’ – en overnaturlig begivenhed der fremstilles som virkelig.

Men den englelignende figurs rolle må vurderes på en anden måde: Læseren kan ikke bedømme budskabet om at Jesus vil vise sig som opstanden for sine disciple i Galilæa. Markus giver nemlig afkald på at fremstille budskabet om Jesu opstandelse, selv om han har kendt til det. Budskabet om at noget mere overnaturligt eller umuligt vil ske når Jesus viser sig som den opstandne, holder sig altså inden for det fantastiske. Usikkerheden bliver ikke opløst for læseren – læseren kan ikke vide om det er virkeligt eller en illusion. I Markusevangeliet hører den overnaturlige begivenhed at den opstandne Jesus viser sig, til ‘det fantastiske’, mens den tomme grav her og nu hører til ‘det vidunderlige’. For Markus beholder påskemorgen træk af ‘det fantastiske’, for det fantastiske virker kun sådan så længe usikkerheden varer ved (F. Burwick, s. 1483). Til forskel fra Matthæus, Lukas og Johannes fastholder Markus denne usikkerhed for læseren: Markus fortæller om den tomme grav som en overnaturlig virkelighed så den tomme grav for læseren bliver til et under. Men Markus skaffer ingen vished om at den opstandne Jesus viser sig, og derfor kan man ikke karakterisere Jesu tilsynekomster som undere. De er i stedet ‘en visuel oplevelse uden for den normale virkelighedserfaring’, som forskeren F. Burwick skriver i en leksikonartikel (s. 1478). Med andre ord: Markus vil ikke fremstille den opstandnes tilsynekomst som et under. Snarere sætter han tilsynekomsterne i scene som noget fantastisk, og han gør det ved intet at fortælle om dem!

Eve-Marie Becker er Professor ved Afdeling For Ny og Gammel Testamente, Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Her kan du læse mere:

Aage Pilgaard, Kommentar til Markusevangeliet, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2008

Geert Hallbäck, Om Markus. Analyser og fortolkninger, København: Anis 2002

K. Aland: ”Der Schluss des Markusevangelium”, in: M. Sabbe (Ed.): L’Évangile Selon Marc. Tradition et Rédaction, Leuven2 1988 (BEThL 34), 435-470 og 573-575

E.-M. Becker, Das Markus-Evangelium im Rahmen antiker Historiographie, Tübingen 2006: (WUNT 194)

F. Burwick, “Art. Phantastisch-groteske Literatur”, in: Das Fischer Lexikon Literatur. Bd. 3, hg. v. U. Ricklefs, Frankfurt 1996, 1478-1494

T. Todorov, Introduction à la littérature fantastique. Ed. du Seuil, Paris 1968

Faktaboks

Det Nye Testamente er affattet på græsk og overleveret i hundredvis af håndskrifter. De ældste håndskrifter til Markusevangeliet er fra 300-tallet. Det drejer sig bl.a. om Codex Sinaiticus, et håndskrift der har navn efter sit fundsted i et gammelt kloster i Sinaj-ørkenen, og Codex Vaticanus efter sit opbevaringsted i Vatikan-biblioteket i Rom

Påsken

Refleksioner over påskens fortælling
påsken profilhæfte
20,00

Forfatter: Henrik Wigh-Poulsen
Sidetal: 34 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-823-1
Mål: 10,5 x 15 cm