Engle og monstre i Det Gamle Testamente

Men Det Gamle Testamente er i virkeligheden mere interesseret i en anden form for monstrøsitet, nemlig den midlertidige. Det er den der forekommer når vismænd tier, profeter ikke har syner, kvinder spiser deres spædbørn, fyrsterne er sortere end sod og deres hud klæber til knoglerne, fjenderne håner Jerusalem og Jahve ikke bor i sin by. Truslen om en ødelagt eller monstrøs verden her og nu er det som Det Gamle Testamente bruger mest energi på at forsøge at undgå. 

Det Gamle Testamente er således ikke en særlig god kilde til eksotiske myter, monstre og fantastiske verdener. Det Nye Testamente er egentlig heller ikke, hvis man ser bort fra Johannes’ Åbenbaring. For i Det Gamle Testamente var det interessante den almindelige verden – den der ikke adskiller sig fra vores (bortset fra alt det som teknologiske revolutioner siden bibelsk tid har medført). Denne verden er ganske vist fundamentalt ‘god’, som den første skabelsesretning siger (1 Mos 1,31). Men den er også fundamentalt ustabil. Den kan gå i stykker: Byer kan blive plyndret, templer og marker brændes af, kvinder voldtaget og mænd dræbt. Det meste af den intellektuelle og poetiske fantasi der har afsat sig i Det Gamle Testamentes tekster, er brugt på at udtænke og formulere hvordan sådanne trusler kan undgås. Svaret i al korthed er at Israel skal beholde et korrekt forhold til den guddommelige beskytter, Jahve. Hvordan der så nærmere er i Jahves guddommelige sfære, har været en luksusviden som de kredse der står bag Det Gamle Testamente, fandt mindre relevant. Alligevel er Det Gamle Testamente ikke helt tavst om det guddommelige. Når det guddommelige og det menneskelige mødes, må der jo følge lidt information.

Engle 

Engle er i Det Gamle Testamente en række mindre guddommelige væsener som omfatter ikke kun ‘egentlige’ engle – ‘budbringere’ – men også keruber og serafer. Det Gamle Testamente bruger ordet ‘engle’ om en bred kategori af væsener der kan være mere eller mindre selvstændige. De udtrykker eller virkeliggør Jahves vilje, uanset om de har et budskab med eller ej. Det er engle der bevirker Sodomas undergang (1 Mos 18 19), og en engel der ledsager Abrahams tjener Eliezer på hans rejse til Abrahams hjemstavn for at finde en passende kone til Abrahams søn Isak (1 Mos 24). Englene er en slags personer der kombinerer det kendte og det ukendte, som englene i Betel i Jakobs nattesyn der går op og ned ad en trappe mellem himmel og jord (1 Mos 28): Trapper og det de bruges til, er velkendte ting, lige som himlen og jorden er det. Men kombinationen er sær og guddommelig. Teksterne lægger ikke vægt på at skelne englene fra Jahve selv, som om de er en slags avatarer for Jahve – for at sige det på hinduistisk – snarere end selvstændige væsener. Det bliver anderledes i den tidlige jødedom hvor særlige engle begynder at få navne: Rafael, Mikael og Gabriel. Derfor vil det jeg siger om engle, også et langt stykke kunne siges om Jahve selv.

Monstre

Engle er en slags monstre. Det ser man ved at deres kroppe forener modstridende elementer. Det kan ske på to måder – en rumlig og en tidslig. I den rumlige udgave består englekroppen i en kombination af kropsdele fra forskellige, kendte væsener, fx mennesker og dyr. Keruber og serafer er af denne type, selv om de ikke beskrives i mange detaljer. Seraferne i templet har seks vinger, formentlig på en menneskelignende krop, at dømme efter deres menneskelignede sang og tale (Es 6,1 3). Også keruberne har vinger, både når de som statuer vogter arken i Åbenbaringsteltet (2 Mos 25,19 20), og når de fungerer som flyvende og transporterende væsener (Ez 10). Formen kendes fra egyptiske og græske sfinkser og fra eventyrenes drager. I den tidslige udgave består det anderledes i at en normal menneskekrop viser sig ikke at være menneskelig helt igennem når den pludselig og overraskende forvandler sig til noget andet eller forsvinder. Det kan ske mere eller mindre dramatisk. Det kan være den engel der efter at have varslet Samsons fødsel træder op i et offerbål og i ilden løftes op i himlen (Dom 6), eller englen Rafael – i den apokryfe Tobits Bog – der efter at have hjulpet Tobias på hans rejse slutter bekendtskabet med en moralsk belæring, og så blot ‘farer op’ (Tob 12). Det vil sige at den rumlige monstrøsitet udtrykkes ved at kropsdele fra forskellige væsener sættes sammen. Den tidslige monstrøsitet udtrykkes ved en forskel mellem en tilsyneladende normal fremtrædelse og en virkelighed der er svær eller umulig at fastholde for tanken, og som derfor beskrives som det vageste af det der er synligt og som kan forestilles: som en ild og / eller som en bortrejse.



Jahve befinder sig, nærmest per definition, i sin egen sfære der ikke er den kendte verden. Normalt vil denne sfære være et rum, typisk himlen, der indhyller jorden. Men den kan også være et sted inde i den kendte verden. Det kan være et forbigående sted, som Jahve eller hans engel i den brændende tornebusk (2 Mos 3), eller et mere permanent, som i den præstelige vision af templet som Guds hus (fx 2 Mos 34,26). Den guddommelige sfære må i sagens natur være anderledes end den kendte verden. Men den kan ikke forestilles som ‘fuldstændig’ forskellig. Vil man fortælle om det guddommelige, må det ske ved hjælp af elementer fra det der kendes fra denne verden. Man kan heller ikke forestille sig den guddommelige verden som anderledes i alle henseender, kun i nogle. ‘Anderledes’ vil derfor sige at være en ukendt kombination af noget kendt. Sådan forstår jeg kernen i begrebet ‘det monstrøse’. Og derfor er den guddommelige sfæres aktører – som fx englene – en slags monstre.

Her kan du læse mere:

Jensen, H.J.L.: ”Engle i Bibelen. 

Og før og efter”, i: Annegret Friederichsen, 

Charlotte Cappi Grunnet (red.): 

Engleskrift: Om engle i litteraturen, 

København: Multivers, 2006, 12-31