Evangelisten Lukas og Oksen
Lukas bliver i kunsten næsten altid vist sammen med en okse. Foto: Wikimedia Commons

Rasmus Nøjgaard, Tidsskriftet Bibliana, nr. 1, 2011

Magi og undere i Apostlenes Gerninger

Det fantastiske hører uløseligt sammen med Apostlenes Gerninger. Allerede åbningssætningen rummer mange fantastiske elementer: ”I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag han blev taget op til himlen, efter han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle han havde udvalgt” (ApG 1,1-2)

Forfatteren Lukas introducerer os fra første færd til et univers der sprænger rammerne for det umiddelbart forventelige. Lukas er bevidst om sin strategi: I åbningssætningen fortæller han at Jesus farer til himmels, og med den største selvfølgelighed er Helligånden på arbejde og giver apostlene guddommelige befalinger. Vi bevæger os i en verden som på een gang er genkendelig og fantastisk, og samtidig troværdig og overbevisende. Philip Pullmanns åbningsscene i Det Gyldne Kompas har samme litterære strategi mellem det genkendelige og det fantastiske: ”Lyra og hendes daimon bevægede sig varsomt gennem den mørknende spisesal.” Med sådanne åbninger ved vi at vi er i et univers hvor alt kan ske, og i stedet for at bruge vores energi på om det ligner noget vi kender, så kan vi skærpe vores sanser for at begribe hvad der er på færde, og – i en teologisk sammenhæng – hvad der er på spil.

Den fantastiske litteratur og teologien

Ian Rankin, forfatter til serien om kriminalkommissær Rebus, lader i Bundet af Blodet sin hovedperson sige: ”Fiktion er modsat virkeligheden nødt til at være realistisk.” Underforstået at virkeligheden opfattes som alt andet end realistisk. Samme syn har den engelske sprogforsker Tom Shippey på litteraturen i det 20. århundrede. I sin monumentale biografi om Tolkien hævder han at den dominerende litterære genre i forrige århundrede var den fantastiske. Shippeys pointe er at den klassiske skelnen mellem fantastisk litteratur og mainstream realisme ikke holder. Det giver ikke mening at opretholde en skelnen mellem en realistisk genre som fx den historiske roman og selvbiografien på den ene side, og så en fiktiv på den anden, som fx fantasy, horror og sciencefiction. Den historiske roman og selvbiografien udgør også fiktive iscenesættelser med en uendelig række af valg og fravalg af begivenheder og deres mulige fortolkning. 

Det har teologien længe vidst. Alligevel har den bibelske videnskab i lange perioder været fuldstændig opslugt af en interesse for den historiske sandhed. De bibelske skrifter er blevet endevendt for at imødekomme behovet for en sand urtekst, den virkelige, uforfalskede historie og den rigtige teologi. Man har forsøgt at destillere myter og fantastiske fortællinger væk fra Det Gamle Testamente som fusel fra brændevin, og skræmmende beretninger og mærkværdige historier er bortforklaret for at få en ’realistisk’ gengivelse af Jesus’ liv. På samme måde udmaler skiftende tiders forståelser af Paulus ofte en gennemkomponeret skikkelse der kan være alt fra en jødisk skriftlærd til en græsk filosof, vældig realistisk og meningsfuld, men aldrig ligeså pålidelig og troværdig som han kommer til orde i sine breve eller i fortællingen om ham i Apostlenes Gerninger. I vores iver efter realistiske beretninger og historisk-kritiske udredninger har vi glemt det fantastiske som en litterær virkelighed der kan virke fuldstændig overbevisende, og som kan accepteres som troværdig af læseren. Der er næppe mange der vil sætte spørgsmålstegn ved om Frodo er en troværdig karakter; han er jo en hobbit der bor hyggeligt i en jordhule. 

Tolkiens univers er befolket med hobitter, orker og mange andre fantastiske væsener som vi accepterer eksistensen af og finder troværdige og har fornøjelse af at være i selskab med. Når Alice falder ned gennem kaninhullet og ender i Eventyrland, lægger vi heller ikke historien til side fordi den er urealistisk. Den overbeviser. Den fantastiske litteratur fungerer fordi den gør det utænkelige tænkeligt, det uvirkelige virkeligt, det utroværdige troværdigt.

Bindeled mellem verdener

”Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket… Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem når han kom forbi.” (ApG 5,14-15)

De fantastiske begivenheder omkring apostlene og de første kristne ledere, der fortælles om i Apostlenes Gerninger,er med til at bygge en levende historie op omkring de første kristne om hvordan de med Guds hjælp udbreder Kristus-troen. De fantastiske elementer udpeger for læseren at udbredelsen af troen er et led i Guds plan. Den egentlige fortælling foregår på et dobbelt plan hvor det sande og virkelige ikke er af denne, men af en anden overnaturlig virkelighed. Men der er ikke vandtætte skotter imellem de to verdener. 

De fantastiske fænomener forener eller binder de to verdener sammen så de udgør ét rum som personerne kan bevæge sig i. Nytestamentlige forskere som Robert Wilson og Philip Davies foreslår at personer med adgang til magiske, overnaturlige kræfter, som fx Stefanus og Filip, kan fungere som bindeled mellem to verdener, den jordiske og den himmelske. I dette tilfælde understreger Lukas meningen med at Gud giver mennesker overnaturlige kræfter. Deres fantastiske handlinger kan i følge Lukas vække troen på Kristus. Det er med til at underbygge Lukas’ syn på frelsen som universel og ikke kun rettet mod jøder.

Filip

Filip er et herligt eksempel på den udveksling mellem verdenerne som de fantastiske elementer muliggør. Selv er Filip en fantastisk figur der forbinder to verdener. På grund af sin ånd og visdom udvælges han som en af De Syv som alle får apostlenes håndspålæggelse der udstyrer dem med så stor en kraft at de kan helbrede og gøre tegn (6,3.6). Herudover kan Filip rejse i tid og rum (8,39), og han har fire døtre der alle er jomfruer hvilket også i antikken giver en særlig ren og magtfuld status; de fire døtre er da også alle profetinder (21,8-9). Man kan spørge hvorfor fortællingen om Filip fremstilles med så mange fantastiske scener. Et svar kunne være at de skal legitimere De Syvs mission i Samaria og Judæa. Efter Stefanus’ stening indleder jøderne en voldsom forfølgelse af de kristne som spreder sig for alle vinde. Kun de stålsatte apostle forbliver i Jerusalem; de andre, inklusive Filip, flygter og giver sig i stedet til at forkynde budskabet om Jesus i landskabet Samaria og Judæa (8,1). Situationen eskalerer, og det gør frekvensen af fantastiske elementer også.

Et godt stykke nord for Jerusalem nede i en af Samarias byer prædiker Filip om Kristus, og byens folk tager godt imod ham og glæder sig over alle de undere han præsterer (8,5-9). I byen opholder der sig en anden mand, Simon, hvis magiske evner helt har bjergtaget folk. De kalder ham ’Den Store’, og er overbeviste om at han har Guds kraft (8,9-12). Man fornemmer at byens beboere er splittet mellem magikeren Simon der synes at have slået sig ned i byen, og så Filip der er den forbipasserende. De ender dog med at tro Filip, og læseren forstår hvorfor, for selv magikeren Simon lader sig omvende af de mægtige tegn og undere som Filip gør, og de føres til tro på Guds rige og Jesus Kristus’ navn. Som tegn på deres omvendelse døber Filip dem, og her er alene tale om en omvendelsesdåb. Filips evner rækker ikke til at give dem Helligånden. Da apostlene hører om byens omvendelse, sendes Peter og Johannes ned til Samaria, og hér velsigner de byens folk og lægger hånden på dem med Helligåndens kraft. Vi ser her hvordan teksten skelner mellem forskellige typer af fantastiske handlinger, og dermed tildeles forskellige personer i fortællingen en forskellig status.

Lukas er ikke uden humor da han fortæller hvordan Simon er forbløffet over Peter og Johannes’ særligt kraftfulde magi så de magter at give Helligånden videre, og han vil rigtig gerne have del i deres særlige kundskab så han selv kan præstere samme magi. Men Peter og Johannes afviser hans pengegave: Helligånden kan ikke købes for penge (8,18-24). Scenen afspejler antikkens accept af magi og viser at et velkendt skel mellem acceptabel og uacceptabel magi har dybe rødder i antikkens historie, nemlig mellem den gode magiker som er uegennyttig og arbejder til samfundets bedste, og den onde magiker der søger sit eget. En skelnen der i skiftende tiders magiske universer har leveret brændstof til heksebål og kætterjagt. Magien, underne og de fantastiske hændelser er ofte elementer i kampen om magt og tildelingen af teologisk autoritet. Lukas fremstiller Simon som en magtfuld magiker, men får samtidigt sagt at hans magt ikke er legitim. Og læseren forstår at nok er Filip et fantastisk bindeled mellem himmel og jord – men forbindelsen er langt stærkere for Peter og Johannes.

Teologiske strategier

Anvendelsen af de fantastiske elementer i historierne i Apostlenes Gerninger kan på mange måder læses som led i Guds plan med at omvende jøder fra alle nationaliteter, kvinder og mænd, og proselytter. Initiativet kommer hver gang efter en guddommelig indgriben hvis kraft spreder sig til det jordiske gennem Guds udvalgte medarbejdere. Gennem de fantastiske hændelser markeres udvidelsen som anerkendt og sat i gang af Gud selv. Apostlenes Gerninger markerer vha. forskellige typer af fantastiske elementer de forskellige personers status. Det ser vi for eksempel i Peter og Johannes’ anerkendelse af Filips missionsvirksomhed i Samaria og Judæa. Den udvides senere gennem Paulus til et større universelt perspektiv for frelsen. Og modsat tilfældet med Filip er det fantastiske eksemplarisk iscenesat gennem Paulus der ligesom apostlene råder over den ultimative forbindelse til det guddommelige ved at besidde Helligåndens magiske kræfter. De fantastiske elementer i Apostlenes Gerninger er med til at markere for læserne at den videre historie også følger Guds plan, og bruges også til at markere de forskellige personers status. På samme måde markeres teologiske synspunkters legitimitet eller mangel på samme. Den forbindelse mellem det guddommelige og det jordiske som Jesus’ død og opstandelse etablerer, holdes i Apostlenes Gerningers fortællinger ved lige og bredes ud ved hjælp af en række fantastiske personer som Stefanus og Filip, men selvfølgelig langt mere kraftfuldt af apostlene hvor Paulus fremstilles som det nye, store forbindelsesled mellem himmel og jord i tiden efter Jesus. Magien og underne i Apostlenes Gerninger er uden tvivl teologisk centrale. Meget af tekstens betydning mistes ganske enkelt, hvis vi ikke tager disse elementer med i betragtning.

Rasmus Nøjgaard er Cand.theol. et fil. og sognepræst

Her kan du læse mere:

Geert Hallbäck, Apostlenes gerninger, København: Det Danske Bibelselskab. Kommentarserien, 1993

Jakob Levinsen: ”Herfra til virkeligheden. Om fantastisk, fiktion og troværdighed”, Kritik nr. 187, København: Gyldendal, 2008

Allan A. Lund, Magi og hekseri, Historie, kultur og mytologi, København: Gyldendal, 2010