"Den ødelagte verden er ikke sidste kapitel"

Hvornår har du selv haft brug for håb?

”En af de tydeligste episoder var for nogle år siden, kort efter at min kone, Maria, var blevet gravid med vores andet barn. Jeg begyndte at få ubehag omkring hjertet og tryk for brystet. Lægen kunne ikke finde noget, men bad mig holde øje med det.

Samtidig havde vi i den udvidede familie oplevet, at en far til fire pludselig døde om natten. Så da ubehaget en aften kom tilbage, blev det meget voldsomt. Det udviklede sig til det, der senere viste sig at være et panikanfald.

Det stærke var ikke bare, at jeg bagefter fandt ro. Det var, at jeg midt i spidsbelastningen og skrækken ikke oplevede det som sort, tomt og ensomt. Indeni bad jeg: Gud, pas på min familie – og måske ses vi om lidt. Dér erfarede jeg, at troen ikke bare er et klistermærke oven på livet, når alt går godt. Den er et fundament, der kan bære.”

Hvilken bibeltekst vender du tilbage til, når håbet skal have ord?

”Johannesevangeliet 1,14: ‘Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.’ For mig rummer den tekst tre grunde til håb: Gud er med os, Gud forstår os, og Jesus har vundet over døden.

Gud er ikke fjern eller ligeglad. Han har taget bolig iblandt os. Og Jesus har selv oplevet smerte, lidelse og død på korset. Derfor er han ikke kun med som tilskuer, men med empati.

Jeg kan ikke altid svare på, hvorfor noget svært sker. Men jeg kan sige, hvad svaret ikke er: Det er ikke, at Gud er ligeglad.”

Hvordan har din kirkelige baggrund formet den måde, du forstår håb på?

”Jeg er vokset op i en kristen familie med baptistisk og frikirkelig baggrund i Slovakiet og er senere blevet præget af en mere karismatisk og pinsekirkelig sammenhæng.

Jeg voksede op med Gud som både almægtig og personlig: stor og stærk, men også nær og kærlig som en far. Det blev et filter, jeg lærte at se virkeligheden igennem.

Det var trygt, men også en barnetro, som måtte modnes. Livet bliver ikke altid nemt, og bønner bliver ikke altid besvaret hurtigt. Men tilliden til, at Gud ser længere end mig, har været dybt betryggende.”

Hvor ser du lys og glæde bryde frem omkring dig lige nu?

”På Mariager Højskole oplever jeg noget nyt. Vi møder unge, som ikke nødvendigvis kommer fra kristne familier, men som stiller store spørgsmål om Bibelen, teologi og tro. Nogle begyndte måske først at læse i Bibelen for et eller to år siden.

Nogle er kommet ind i kristendommen gennem YouTube-algoritmer eller søgninger efter Gud og mening. Andre har været omkring krystaller, New Age, katolsk indhold eller andre åndelige miljøer, før de kom til vores højskole.

Det gør noget ved fællesskabet, når unge kommer med den nysgerrighed. De har ikke fået det hele med hjemmefra, men de søger Gud og vil gerne forstå, hvad troen betyder. Det giver mig håb.”

Hvad vil du sige til et menneske, der har svært ved at tro på det gode?

”Jeg ville først anerkende det menneskes svære oplevelse, lytte godt og sætte mig ind i situationen.

Senere ville jeg måske dele billedet af en smuk by, der er blevet ødelagt af krig. Gaderne ligger i ruiner, og bygningerne er bombet. Men så begynder blade langsomt at vokse frem gennem ruinerne. Mennesker vender tilbage. Byen bliver bygget op igen.

Den er stadig mærket, men genoprettelsen er begyndt. Sådan ser jeg verden i kristendommens lys: Den er ødelagt, men den er ikke forladt. Gud er i gang med at genoprette det, der er gået i stykker. Den ødelagte verden er ikke sidste kapitel.”