Bjarne Reuter Portræt
”Jeg ved, det her er det vigtigste, der nogensinde er skrevet for mange mennesker”, siger Bjarne Reuter om Bibelen, som han har brugt mere end et år på at genfortælle i et sprog, som mennesker, der aldrig har læst i Bibelen, bliver suget ind i.

22.12.2018 Bjarne Reuter

En folketælling, en stjerne og en jomfrufødsel

Med dramatik og indlevelse har Bjarne Reuter genfortalt 60 af Bibelens væsentligste beretninger. Her bringer vi hele hans genfortælling af juleevangeliet, som giver et nyt blik på den velkendte beretning om Jesus' fødsel

Uddrag fra Bogen - Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter. Teksten tager udgangspunkt i Lukasevangeliet, kap. 2 og Matthæusevangeliet, kap. 1-3.

NATTEN HAR SÆNKET sit slør over landsbyen Nazaret. En herreløs hund gør ad månen, men ellers hører man kun vinden, der har fundet et ekko i gyden.

I et af byens huse bor en familie med en pige på femten år. Pigens navn er Maria, hun er forlovet med den lidt ældre Josef, og sammen har de planlagt en tilværelse i gaden, hvor tømrersvendene har deres værksteder. Parret ser frem til at blive gift, få deres eget og leve et stille familieliv, men denne nat vil det anderledes.

Maria har båret på en hemmelighed i adskillige uger, men kan ikke være alene med den længere, så hun har hentet Josef i nabogaden. De sætter sig under citrontræet i byens yderkant, som altid har været deres foretrukne sted, når de ville være alene, men det, Maria har at fortælle, gør Josef så forfærdet, at han føler tilværelsen smuldre.

Maria forklarede, at hun for nogle uger siden havde været på marken sammen med de andre kvinder. Det havde været en varm og fugtig dag, og pludselig stod himmel og jord i ét. Regnen fossede ned i tætte grågrønne slør, og en krafig torden rystede jordsoklen. Maria havde søgt læ under et træ, hvor et lyn slog ned foran hende. Da hun så op, fik hun øje på en engel, som sagde, at Maria skulle blive gravid, dog ikke med sin forlovede, for det var Guds vilje, at Maria skulle blive mor til Guds søn.

Efter den forklaring sad Josef et stykke tid fordybet i sine egne tanker, inden han skævede til Marias mave.

 – Skal jeg forstå det sådan, at du er med barn?

Maria nikkede.

– Det tror jeg.

Josef trak sig væk, men Maria tog fat i ham.

– Josef, du er nødt til at stole på mig, jeg har ikke været sammen med en mand. Jeg har ikke svigtet det løfte, jeg gav dig. Det kunne jeg aldrig drømme om, det ved du.

Josef rystede på hovedet.

– Hvad skal vi sige til folk, når man begynder at kunne se, at du er gravid? Hvilken forklaring vil du give dem?

Maria satte sig foran Josef.

– Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige, jeg har slet ikke tænkt så langt, jeg ved bare, at det nok skal gå.

Josef sagde, at det var han ikke så sikker på, men samme nat faldt han i en urolig søvn. Han drømte, at han fik besøg af Guds sendebud, som sagde, at Maria ikke havde været sammen med en anden mand, og at Josef roligt kunne tage Maria til hustru.

– Det barn, hun føder, sagde sendebuddet, er undfanget ved Helligånden, og barnet skal I give navnet Jesus.

I Rom havde kejser Augustus besluttet at lave en folketælling, for at skatteopkrævningen kunne blive mere præcis og i sidste ende mere lukrativ. Optællingen skulle foregå på den måde, at alverdens mennesker – det vil sige dem, som boede i Romerriget – skulle begive sig hen til den by, de oprindelig kom fra for at lade sig indskrive.

Josefs familie var fra Betlehem, som lå et hundrede og halvtreds kilometer syd for Nazaret, og da tiden var inde, tog han og Maria af sted, vel vidende, at det ville blive en lang og strabadserende rejse for den nu højgravide pige.

Betlehem var på det tidspunkt pakket med mennesker, som var kommet i samme ærinde, og Josef måtte gå fra herberg til herberg blot for at få at vide, at alt var optaget. Han og Maria havde været på landevejen i fire uger, og Marias tilstand var nu sådan, at hun ikke kunne gå et skridt længere. Uden for et gæstgiveri i byens yderkant sank hun sammen på jorden.

Josef løb ind på kroen og fik fat i kromanden, Tobiel, som sagde, at alle værelserne var lejet ud, men ved synet af Maria forbarmede han sig og lod det unge par overnatte i stalden, hvor de i det mindste havde tag over hovedet.

Samme nat fødte Maria en dreng.

På kløvermarken syd for Betlehem sad fem hyrder omkring et bål og talte om stort og småt, men mest om en stjerne, som skinnede med en usædvanlig styrke. Hyrderne havde levet hele deres liv under åben himmel og set det meste, når det kom til stjerner, men denne stjerne havde de aldrig set før. Den stod over Tobiels gamle staldbygning, og dens lys var så stærkt, at resten af verden syntes mørkelagt.

Hyrderne gennede deres fåreflok gennem Betlehems nattetomme gyder, til de nåede frem til stalden, hvor Maria sad med sin nyfødte, og som enhver anden nybagt mor, var hun så stolt af sin lille dreng, at det betød mindre, at det ikke var familien, som blev de første til at beundre ham.

Himlens stjernevrimmel havde altid været genstand for menneskers interesse. Søens folk brugte firmamentet som kompas, mens andre tog bestik af himmellegemerne i forsøget på at finde en mening med det gådefulde liv.

Tre af de bedste stjernetydere boede på grænsen til Mesopotamien, og nu havde astrologerne opdaget en stjerne, som var varslet i århundreder. Talrige var de skrifter, der havde bebudet dette lys, således havde profeten Esajas sagt, at »det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og lyset skal skinne for dem, der bor i mørkets land.«

Astrologerne kunne kun opfatte det sådan, at den længe ventede kongesøn, den bebudede Messias, var født.
For at få syn for sagn begav de tre mænd sig vestover, og da de nåede til Jerusalem, gik de op til kongeslottet, sikre på, at det var her, at kongesønnen var kommet til verden. Der var dog ingen på slottet, som havde hørt om en fødsel af så stor vigtighed, at det stod skrevet på nattehimlen.

– Og her er i hvert fald ingen spædbørn, sagde hoffolkene.

– Men så må kongesønnen jo være født et andet sted, sagde stjernetyderne, for ifølge vores optegnelser er der for nylig sket noget af stor betydning for alle jøder.

Rygtet begyndte nu at florere i Jerusalem, som summede af forventningens glæde, og skønt historien fik flere ben at gå på, end der reelt var dækning for, var der ingen af rygtesmedene, som fattede rækkevidden af det, der var sket.

Kongen i Judæa hed Herodes den Store. Han var udpeget af det romerske senat efter sin far Antipaters død.

Herodes havde stor indflydelse, når det kom til det jødiske folk, men ellers regerede han på romernes nåde. Kongen var kendt som en skånselsløs tyran, der i et ondt lune havde ladet sin kone henrette, og under mistanke om sammensværgelse havde hans tre første sønner lidt samme skæbne.

Da det kom Herodes for øre, hvad folk talte om i byen, kaldte han sine rådgivere til sig.

– Hvad er det, man hører på markedet, spurgte han, får I ikke løn for at følge med i den slags?

– Det er en vandrehistorie om en stjerne, sagde rådgiverne, oven i købet en ny stjerne, som ifølge astrologerne har varslet en kongefødsel.

– Ser man det, sagde Herodes, og jeg som troede, at det var på kongeslottet, at kongesønner kom til verden.

– Det er den slags rygter, som kommer den ene dag og forsvinder den næste, sagde rådgiverne, som tjente til livets ophold ved at sige det, Herodes helst ville høre.

Men den efterfølgende nat gik kongen op på sit tag, hvor han fik udpeget den stjerne, som ingen før havde set. Den havde, syntes Herodes, et særpræget lys og lignede ikke himlens andre stjerner.

– Interessant, sagde kongen, skønt han syntes, at det var alt mulig andet end interessant. Han brød sig ikke om, at firmamentet ændrede sig, og sendte bud efter de bedste stjernetydere, der kunne opdrives, og snart stod de tre astrologer fra Østerland foran Herodes, som bad dem fortælle, hvad de vidste om det længe varslede lys.

– Stjernen, forklarede de, står ved nattetide over byen Betlehem.

– Og den bebuder en kongefødsel? sagde Herodes.

Stjernetyderne henviste til de ældste skrifter, som i århundreder havde omtalt dette jærtegn.

– Efter dette vil verden ikke blive den samme, sagde han, der hed Balthasar.

Herodes lod vinen gå rundt, men drak ikke selv noget. Tanken om, at hans verden var under forandring, havde frataget ham lysten til vin.

– Det er i sandhed store tider, sagde han, og store tider skal fejres. Man føler historiens vingesus.

– Og en frelsers komme, tilføjede stjernetyderne.

Kongen rejste sig fra sin stol og gik hen til det vindue, som vendte mod syd.

– Om alt dette er andet end blot en skrøne, vil jeg være den første, som byder den udvalgte velkommen. Hvis ikke landets konge skulle byde en nyfødt kongesøn velkommen, hvem skulle så?

Herodes betalte stjernetyderne tre guldstykker.

– Findes dette stjernebarn i kød og blod, vil jeg betale jer tifoldigt for oplysningen om hans opholdssted. Verdenshistorien er ikke noget en konge retter ind efter, men noget han skriver.

Stjernetyderne, som vidste meget om himmellegemer, men meget lidt om Herodes, forlod Jerusalem samme nat.

Dagen efter stod de i Betlehem, hvor de fandt vej til stalden, som var rammen om alt postyret.

Det var dog lidt af en skuffelse at finde kongesønnen i en primitiv krybbe, og da astrologerne løftede drengen op for at undersøge ham nærmere, fandt de intet, som antydede, at han var af ædel byrd.

Som de fleste nyfødte havde han et skær af hemmelighed over sig, men han, der hed Balthasar, mente nu nok, at have set det samme udtryk i sit barnebarns øjne, og han, som hed Melchior påpegede, at de måske skulle rejse videre, eftersom verdenshistorien ikke kendte til fortilfælde, hvor en kongesøn var kommet til verden i en stald. Men den tredje astrolog, han, der hed Caspar, var så udmattet efter rejsen, at han foreslog, at de blev til dagen efter.

Stilheden sænkede sig over den gamle stald, men skønt Caspar var så træt, at øjenlågene føltes som bly, stirrede han på det lys, der trængte ind gennem sprækker og knasthuller. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at træværket stod i flammer, men ild var der så langt fra tale om.

Caspar vækkede de to andre.

– Der er noget, I skal se, sagde han.

Og der sad de så, de tre stjernetydere, klar over, at dette lys ikke kom fra en almindelig stjerne, og at han, som det skinnede på, ikke var et almindeligt barn. I hans krybbe lagde de en håndfuld røgelse, lidt velduftende myrra samt guldstykkerne, som de havde fået af kong Herodes. Således gav de den nyfødte alt, hvad de ejede og havde, sikre på, at de på denne nat havde fået alt, hvad de nogensinde ville få brug for.

I den tidlige morgenrøde kunne man se silhuetten af tre kameler på vej op over bjergkammen. Men i stedet for at rejse op til Herodes drog de tre astrologer tilbage til Østerland, hvor de på skrift nedfældede, hvad de havde set.

Herodes ventede i ti dage på nyt fra Betlehem, men da stjernetyderne ikke dukkede op, fornemmede kongen, at han var blevet snydt. Han tilkaldte sine rådgivere, som han gav den ene besked.

– Alle nyfødte i Betlehem skal dø under mit sværd. Send hæren ud, og lad ingen drengebørn overleve.

I Betlehem var Josef i færd med at pakke sine og Marias få ejendele. Josef havde haft en uhyggelig drøm, hvor han så Herodes’ soldater ride gennem byen, og de trak et spor af blod efter sig.

Til Maria sagde Josef, at de skulle væk så hurtigt som muligt.

– Det er os, Herodes leder efter.

I nattens mulm og mørke forlod de Betlehem med alt, hvad de ejede, stuvet sammen på et æsel. Her var nogle få klæder, en smule mad, to vanddunke og en håndfuld strå fra en krybbe.

Nogle dage senere krydsede Josef, Maria og deres nyfødte dreng grænsen til Egypten.

Bogen - Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter

En modig genfortælling af Bibelen for voksne og unge
Bogen
Førpris: 349,95 299,95 kr.

Forfatter: Bjarne Reuter
Sidetal: 304 sider
Indbinding: Hardback
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7523-716-6