Steen Skovsgaard. Foto: Nils Roland.
”Det føltes som at miste en del af sig selv. Men nu er jeg i gang med at finde ud af at bruge en ny bibel”, siger tidligere biskop Steen Skovsgaard om at få stjålet sin bibel. Foto: Nils Roland.

Thilde Thordahl Andersen

”At få stjålet sin bibel er som at miste en del af sig selv”

DET BETYDER BIBELEN FOR MIG

Tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard læser to sider i Bibelen hver dag, men Bøgernes Bog overrasker ham stadig gang på gang

Det var tidligere biskop Henrik Christiansen, som kom med opfordringen: Læs to sider i Bibelen hver dag – så kommer du igennem Bibelen hvert tredje år.

Det råd har Steen Skovsgaard taget til sig, og i mange år har det været en fast del af morgenrutinen for den tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift. I morges var han nået til Anden Mosebog.

”Moses og Aron kommer til Farao. Men jeg havde helt glemt, at der faktisk er et helt kapitel – en slags mellemspil – inden plagerne kommer. På den måde sker det engang imellem, at jeg bliver forbløffet, selv om jeg har været igennem Bibelen mange gange,” fortæller han.

Steen Skovsgaard var fra 2005 til 2017 biskop over Lolland-Falsters Stift og har før det været både sognepræst og provst. Han har endvidere beskæftiget sig med mødet mellem kristendom og islam, blandt andet som formand for Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom.

Jonas’ Bog hænger ved

Steen Skovsgaard tænker i sin hverdag ofte over morgenens bibeltekst. Men nogle steder har en særlig betydning for biskoppen, der fortæller:

”Jonas’ Bog står for mig som et meget dybt og spændende skrift, der siger noget om, hvad det vil sige at være kristen. Om at kunne havne på det dybe vand og så alligevel vide sig omsluttet af en kraft, som holder en i live.”

Et andet bibelvers, som tiltaler biskoppen, er Salmernes Bog, kapitel 34, vers 19, hvori der står:

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.

”Det er et vers, der handler om, at Gud er nær og måske særlig nær ved det knuste hjerte og den brudte ånd. Det er et gudsnærvær, der er specielt stærkt i magtesløsheden. Dette vers er godt at give videre til nogen, der er midt i noget smertefuldt og konfliktfyldt. På den måde er kristendommen ikke et spørgsmål om at være fri for lidelse, men et spørgsmål om at leve med lidelse,” siger Steen Skovsgaard.

"Nogle gange oplever jeg, at det her ord er talt lige til mig."

Han tyr selv til Bibelen, hvis han bliver grebet af mismod eller bekymringer:

”Nogle gange oplever jeg, at det her ord er talt lige til mig. På den måde kan Bibelen øse af en enorm rigdom af trøst, fred og glæde, som der er hold i – som ikke er letbenet.”

Johannes’ Åbenbaring er svær

Selv om Steen Skovsgaard har Bibelen tæt på livet, er det ikke alt, der er lige let at tilgå. Johannes’ Åbenbaring er den evige uknækkelige nød, og biskoppen er usikker på, om han nogensinde vil komme helt ned i skriftets dybere lag:

”Jeg har ofte tænkt på, at jeg burde gå til nogle forelæsninger eller læse noget mere om Johannes’ Åbenbaring, for jeg tror, der er noget, jeg går glip af ved ikke at trænge ind i dens mystiske univers.”

En stjålet bibel

Steen Skovsgaard mistede for et par år siden den bibel, der havde fulgt ham siden 1992. Der havde været indbrud i hans bil, og en taske med Bibelen var blevet stjålet.

”Det føltes som at miste en del af sig selv. Men nu er jeg i gang med at finde ud af at bruge en ny bibel.”

Steen Skovsgaard

Steen Skovsgaard, født 1952, er cand.theol.

Han har siden 2005 været biskop over Lolland-Falsters Stift.

Tidligere har han blandt andet været sognepræst i Gellerup.

Bøn - en indføring i bønnens univers

En letlæst guide til kristen bøn
Bøn profilhæfte
20,00

Desværre udsolgt fra forlaget

Forfatter: Steen Skovsgaard
Sidetal: 23 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-705-0