Soldat, Det Nye Testamente. Foto: Shutterstock.
Felttestamentet har stor betydning for mange danske soldater. Foto: Shutterstock.

29.01.2020 Af Thomas Godsk Larsen

Felttestamentet lukker Bibelen op for danske soldater

KFUMs 14 soldaterhjem rundt omkring i Danmark og ét i Irak fungerer som fristeder for soldater, både veteraner og soldater i aktiv tjeneste. På soldaterhjemmene kan de snakke med andre, spise sammen, spille spil, slappe af, deltage i aftenandagt – og møde Bibelen.

Siden 1940 har KFUMs Soldatermission uddelt felttestamenter til tjenestegørende i forsvaret. Et felttestamente er en bibel i lommeformat, der rummer Det Nye Testamente, et udvalg fra Salmernes Bog, en række bønner, salmevers og skriftord samt korte tekster om Bibelen.

Hver anden rekrut tager imod et felttestamente

På KFUMs Soldaterhjem i Høvelte i Nordsjælland uddeles felttestamenterne blandt andet, når nye rekrutter fra Den Kongelige Livgarde besøger Soldaterhjemmet. Soldaterhjemsleder Bjarne K. Andersen fortæller, at cirka hver anden rekrut tager imod et felttestamente, og at de har uddelt over 600 eksemplarer sidste år:

”Vi har også soldater, der kommer og spørger, om de må få byttet deres slidte felttestamente. De må altid gerne få et nyt, men jeg plejer også at opfordre dem til at gemme det gamle,” siger han.

Hvis bare én af dem får lukket Bibelen op, og de føler, den har noget at sige dem i deres liv, er det fantastisk.

I Høvelte bor der 14 veteraner fast, og tre gange om året får Soldaterhjemmet besøg af 400 rekrutter fra Den Kongelige Livgarde. Hen over året, fortæller Bjarne K. Andersen, får soldaterhjemmet besøg af ca. 25.000 soldater, hvoraf omkring 7.000 deltager i andagten:

”Hvis bare én af dem får lukket Bibelen op, og de føler, den har noget at sige dem i deres liv, er det fantastisk,” siger han.

Bibelen har været uvurderlig

Felttestamentet er det eneste læsestof, det er tilladt for soldater at have med i felten eller på skydebanen, og det lille format passer nemt i uniformlommen. Bjarke K. Andersen har ofte hørt fra soldater, hvordan den lille bog findes frem, når ventetiden er lang derude:

”Nogle soldater kom og fortalte mig, hvordan de var kommet til at læse Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13, og de spurgte, om der var andre steder i Bibelen, der var så smukke. Jeg læste lidt op fra Højsangen, og én rekrut blev så betaget, at han ville skrive et citat fra Højsangen i et brev til sin kæreste. Senere fortalte han, at det havde fået kæresten til at hyle, og nu ville hun giftes,” griner Bjarke K. Andersen.

Soldat med Det Nye Testamente

Der er også mere alvorlige situationer, hvor Bibelen giver trøst og eftertanke:

”Når vi har haft de store udsendelseshold, blandt andet til Irak og Afghanistan har konstablerne skrevet deres sidste vilje og afskedsbreve til deres pårørende i det tilfælde, at det værst tænkelige skulle ske under deres udsendelse. Her har jeg haft sjælesørgeriske samtaler med soldater, hvor Bibelen har været et uvurderligt redskab.”

Lukker Bibelen op

Bjarke K. Andersen fortæller også om rekrutter på en 12-mands stue, der hver aften skiftedes til at læse et stykke op fra Bibelen, de selv havde valgt, og andre, der udfordrede hinanden til hver dag at finde ord fra Bibelen, der relaterede sig til noget, de havde oplevet i løbet af dagen:

”Mange af dem er ikke vokset op med kristendommen. Men de møder Bibelen i felttestamentet, og de møder os i soldaterhjemmet, der gerne stiller op til en snak om vores tro. Vi giver dem aldrig nogen færdige svar, men forsøger at gøre dem nysgerrige og opmuntre dem til at læse mere. Det gør en forskel for dem. Det har jeg oplevet igen og igen.”

Rejsebibelen (med lynlås)

Den autoriserede bibel i en kompakt størrelse, der kan tages med overalt. Lynlåslukningen beskytter Bibelen i rejsetasken
Rejsebibelen
799,95

Sidetal: 1424 sider.
Indbinding: Indbundet, sort skind med lynlås
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-810-1
Mål: 15 x 20,5 cm