Græskarsuppe fra en orientalsk bazar. Foto: Kirsten Skaarup.
Græskarkødet har en smuk farve, men ikke alverdens smag. Derfor skal der masser af dejlige, varme krydderier i suppen. Foto: Kirsten Skaarup.

31.10.2018 Kirsten Skaarup

Græskarsuppe fra en orientalsk bazar

I de kolde efterårsmåneder er der ikke noget bedre end gode og sunde supper til at varme sig på. Her får du opskriften på en enkel og eksotisk græskarsuppe til 4 personer med strejf af en orientalsk bazar

Gyldent er græskarkødet, men desværre har det ikke alverdens smag. Derfor må man finde de duftende og sanseglædende varme krydderier frem. Jeg har valgt kardemomme, koriander og spidskommen plus ingefær.

Det hårdeste ved at lave græskarsuppe er at få “bærret”, som græskarret retteligt er, skrællet. Det kræver både fingerkræfter og en god kniv. Men til denne suppe behøver du ikke at skrælle græskarret. Skrællen bliver nemlig helt blød, når den koges.

Græskar er sundt. Det indeholder A- (caroten), B- og C-vitaminer samt mineraler som kalk, magnesium, fosfor og flere andre mineraler.

Ingredienser

Ca. 6 kardemommekapsler

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

50 g skalotteløg

100 g porre

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

700 g græskar

150 g kartofler

7-8 dl grøntsagsbouillon

2-3 spsk frisk reven ingefær

1 ½ dl sojafløde eller piskefløde

1 økologisk limefrugt

frisk koriander

Krydderurter
Drys suppen med friske krydderurter, eksempelvis koriander. Foto: Kirsten Skaarup.

Fremgangsmåde

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og rist dem i en tør gryde sammen med spidskommen og koriander.

Rist til frøene begynder at dufte. Hæld frøene i en morter og knus dem.

Hak løg, porre og hvidløg. Svits dem i lidt olie i gryden, til de er let gyldne.

Skær græskar og kartofler i små terninger (fjern kernerne fra græskarret).

Kom grøntsagerne i gryden og hæld bouillonen ved sammen med krydderierne og ingefær. Kog suppen under låg i ca. 10 minutter. Lad suppen afkøle lidt og blend den, til den er helt glat.

Tilsæt det meste af fløden og evt. mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag til med salt, peber, ingefær og limesaft.

Varm suppen igennem og servér den i fire tallerkener. Dryp lidt fløde på og drys med frisk koriander.

Se mange flere opskrifter på Kirsten Skaarups blog www.kirstenskaarup.dk

Det daglige brød

En indbydende bog med 12 essays om mad og bibel. Bogen indeholder også opskrifter.
Det daglige brød
25,00

Forfatter: Redigeret af Kristian Ditlev Jensen
Sidetal: 164 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-785-2