Sara, Rebekka, Rakel

Fra Første Mosebog kender vi fortællingen om Sara, der tillader sig at være skeptisk over for Guds løfte om, at hun skal blive gravid: »Jeg er nedslidt, og min mand er gammel, hvordan skulle jeg overhovedet kunne blive gravid?« tænker hun og ler (Første Mosebog kapitel 18, vers 12). Rebekka blander sig i arvefølgen, da hun gør sin yndlingssøn, Jakob, til arving. Hun sender ham ganske enkelt ud for at finde sig en brud, der hører til inden for familien i et såkaldt fætter-kusineægteskab (Første Mosebog kapitel 27, vers 41 – kapitel 28, vers 5). Og den tredje patriarkhustru, Rakel, snyder sin far, så vandet driver (Første Mosebog kapitel 31, vers 33-36).

Der er tale om kvinder, der kan handle på egen hånd inden for det patriarkalske hierarki, hvor kvindernes område er familielivet.

Hagar

Det er sådanne stolte kvindeskikkelser, som oftest fremhæves, når man i vore dage taler om kvinderne i Det Gamle Testamente. Men der er også andre kvindeskæbner, som ikke er så heroiske, og som minder os om, at undertrykkelse pga. køn altid har eksisteret. Én af dem er Hagar.

Fortællingen om Hagars kamp er interessant, fordi den udspiller sig i familiens kvinderum, i forholdet mellem den egyptiske slavinde Hagar og den rige beduinhustru, Saraj (den senere Sara), der ejer Hagar. Vi møder de to kvinder – og manden imellem dem, Abram (senere Abraham) – i Første Mosebog kapitel 16 og 21. Her vil vi koncentrere os om fortællingen i kapitel 16.

Saraj kan ikke blive gravid, fordi Gud ikke vil lade det ske (Gud har tilsyneladende andre planer, der skal vise Abram, at Gud styrer verdens gang), og Saraj beslutter derfor at tage sagen i sin egen hånd. Hun overtaler Abram til at gøre Hagar gravid, så hun kan fungere som rugemor. Som gravid i en verden, hvor sønner sikrer en kvinde en ordentlig familiær status, begynder Hagar at behandle sin barnløse ejerinde med foragt, og det gør Saraj rasende. Hun klager til Abram, der imidlertid overlader problemets løsning til hende selv. Fra da af begynder Saraj at behandle Hagar så brutalt, at hun til sidst flygter ud i ørkenen.

Medhustruen

Der er ingen tvivl om, at fortællingen afspejler en ulige kamp mellem to kvinder. Nærlæser man teksten, opdager man, at Hagars status i familien beskrives med forskellige ord. I vers 1 får vi at vide, at Saraj havde en egyptisk slavekvinde, altså at Hagar tilhørte Saraj, som kunne behandle hende, som hun ville. Men i vers 3 skifter hun status, da Saraj giver hende til Abram som medhustru. Hermed rykker hun op i status, for en medhustru har, som mor til en (kommende) søn, visse rettigheder i familien. Men denne status forsvinder, da Abram nægter at blande sig og siger: ”Hun er din slave og ikke min. Gør, hvad du vil med hende” (vers 6).

I den hebraiske tekst bliver Hagar sågar også kaldt hustru, men desværre fortæller teksten os ikke noget mere konkret om de juridiske forhold. Derfor må vi nøjes med at se på, hvad teksten umiddelbart afslører om forholdet mellem de to kvinder.

Hagar i ørkenen

Der er ingen tvivl om, at Det Gamle Testamente anerkender, at man har slaver, men ikke desto mindre bliver Hagar også et eksempel på Guds omsorg. Da hun er flygtet for sin herskerindes brutale behandling, bliver hun fundet af en af Guds engle ved en kilde, altså et sted, hvor det er muligt at overleve i ørkenen (vers 7-8). Englen sender hende ganske vist tilbage til Sarajs brutale behandling, men han tilføjer et løfte om, at hun skal få flere efterkommere, end hun kan tælle (vers 10) – nøjagtigt som Abram i øvrigt (f.eks. Første Mosebog kapitel 25, vers 18). Og sønnen bliver beskrevet som en voldsom kriger, der vil komme til at ligge i strid med hele sin slægt (vers 12). Det er, som om den egyptiske slavekvinde Hagar her bliver lovet oprejsning for sine lidelser. Og hun kvitterer da også med at kalde Gud for ”Gud, der ser mig” og med at give sønnen navnet Ismael, der betyder: ”Gud har hørt” (vers 13-15).

Morale

Hvad vil fortællingen lære os, kunne man spørge. Hvad er denne fortællings morale? I udgangspunktet er pointen, at Gud tager sig af sit folk, repræsenteret af Abra(ha)m. Mennesker skal ikke bekymre sig, men lægge deres liv i Guds hånd. Så (Abram og) Saraj burde slet ikke have gjort noget for at skaffe sig efterkommere – det viser fortællingen om Guds besøg hos dem i kapitel 18 og senere sønnen Isaks fødsel i kapitel 21.

Inden i denne overordnede pointe, der løber som en rød tråd gennem hele Første Mosebog, finder vi en anden fortælling, nemlig at Gud også tager sig af de svageste, som slavekvinden Hagar, der ovenikøbet var egyptisk og altså ikke hørte til gudsfolket. Gud ser hende, og Gud hører hende.

Og i kernen af denne fortælling finder vi en spire til en fortælling om en undertrykt kvinde, der forsvarer sig så godt, hun kan, under sine umulige vilkår. Hun slår fra sig, hun forsøger at hævde sig, hun flygter fra brutaliteten hos en jaloux kvinde. Jeg er ikke sikker på, at fortælleren holder med Hagar; måske syntes han, hun skulle være blevet på sin plads. Men set fra min side, så er det hendes stædige modstand, der giver plads for Guds plan om at skaffe Abram en helt unik søn, Isak.

Herrens veje er så sandelig uransagelige. Selv genstridige rugemødre er der plads til i Det Gamle Testamente.

Else Holt er ph.d. i teologi og tidligere lektor ved Aarhus Universitet med speciale i Det Gamle Testamente. Hun er desuden en del af Bibelselskabets brevkassepanel. Se hendes brevkassesvar her.