30.09.2026 Fortalt til Nanna Endahl Jørgensen
Ida Auken: "Der er brug for Bibelen lige nu"
I forbindelse med Folketingets åbning den 6. oktober fortæller kirkeminister Ida Auken her om Bibelen som både personlig rettesnor og kulturelt fundament. Hun mener, dens fortællinger kan give mening og retning i en urolig tid
Hvad er dit eget forhold til Bibelen?
"Bibelen er en bog, der altid overrasker mig, når jeg læser den. Dens fortællinger giver mig nye perspektiver og er med til at åbne mit syn på tilværelsen. For mig kan den trøste, opmuntre og forpligte. Og den kan udfordre.
Jeg ser også Bibelen som den vigtigste tekst for den vestlige kultur og tænkning. Den ligger som en slags kode gennem vores moral, værdier, kunst, sprog og lovgivning gennem mere end tusinde år. Sammen med romerretten, græsk filosofi, oplysningstidens tænkning og en lang række andre kulturelle påvirkninger er Bibelen centralt flettet ind i den vestlige og europæiske tænkning."
Hvornår og hvordan læser du i den?
"Når jeg er i kirke eller til andagt, læser jeg de tekster, der følger kirkeåret. Derudover ligger Bibelen også ved min seng, og jeg får tilsendt et bibelcitat hver dag gennem Bibelselskabets nyhedsbrev 'Dagens vers'. Jeg har også en veninde, som af og til sender mig en bibeltekst, når hun synes, jeg trænger til det. For mig er Bibelen derfor et tydningslag på verden, som jeg både får i kirken og i min hverdag."
Hvem er din yndlingsperson fra Bibelen og hvorfor?
"Det er Jesus, uden tvivl. Han er evangeliets centrum. Det, jeg synes er så stærkt, er tanken om, at det allerstærkeste og mest magtfulde bliver et menneske, som samtidig indtager den mest udsatte og sårbare position. Det vender vores forestilling om magt på hovedet. For Jesus bliver symbolet på, at magten er ikke den stærkestes ret. Tværtimod opstår styrken ved at gå ind i afmagten. Det er noget af det, der gør kristendommen enestående for mig.
Og det står i et meget stærkt modsætningsforhold til noget af det, vi ser i øjeblikket. Der var engang, hvor vi stræbte efter at efterligne Kristus, og hvor det handlede om at passe på de svageste, de syge, og om at vende den anden kind til. I dag ser vi i stedet en tendens til, i hvert fald blandt nogle techgiganter og autokrater, at samle mest mulig magt og rigdom hos sig selv."
Hvad er dit yndlingsvers eller din yndlingsskrift?
"Jeg har to. Det ene er Galaterbrevet 3,28, hvor Paulus skriver, at der ikke er forskel på mand og kvinde, træl og fri. For mig er det et af de mest centrale steder hos Paulus. Nok er vi forskellige, vi har forskellige køn, etniciteter og sociale positioner. Men vi er stadig ét, og vi er alle lige meget værd. Det er på mange måder en rettesnor i mit politiske liv.
Og så er der Lukasevangeliet 11,35, hvor der står "Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke!". Det er en mere eksistentiel rettesnor og måske det mest opmuntrende sted, jeg kender. Jeg tror på, at alle mennesker har ånd og lys, og at meget i livet handler om at finde lyset og glæden i det, der er. Derfor ligger der også en forpligtelse i ikke at blive i mørket, men forsøge at se lyset i sig selv og i andre. Og at huske, at man ikke kan se lyset i andre, hvis ens eget lys er slukket."
Hvorfor skal vi læse i Bibelen?
"Fordi det er der brug for lige nu. Siden murens fald har vi haft omkring fyrre år, hvor vi ikke for alvor har følt os truet. Men kriser, usikkerhed og truslen om krig, der rykker tættere og tættere på, har rystet ved den tryghed. Derfor tror jeg, at der er behov for at vende tilbage til noget, der er større end os selv. Noget der forbinder os. At vi retter blikket opad mod noget, der kan give mening, retning og rammer.
Jeg tror også, det er noget af det, børn og unge i vores samfund længes efter. At høre til et sted. At vide at de er noget værd. At få hjælp til at finde en mening med livet. Børn og unge, særligt dem, der ikke trives, skal vide, at der er noget, der er større end dem selv, så de ikke skal bære det hele alene."
VIL DU OGSÅ MODTAGE "DAGENS VERS"?
Kirkeminister Ida Auken modtager hver dag et vers fra Bibelen direkte i sin indbakke. Vil du også det? Skriv dig op her.
Bibelen i lærred – livets træ
| Sidetal: | 1440 sider |
|---|---|
| Indbinding: | lærredsbind |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7232-250-6 |
|---|---|
| Mål: | 14 x 18,50 cm. |
| Andet: | Med 2 læsebånd |