Kim Fupz Aakeson og Lilian Brøgger
Kim Fupz Aakeson har gendigtet tre bibelske lignelser, og Lilian Brøgger har illustreret. Foto: Rune Hansen.

30.08.2018 Af Bibelselskabet

Kim Fupz Aakeson har gendigtet tre kendte lignelser

Nyhed fra forlaget: Nu udkommer tre billedbøger af Kim Fupz Aakeson og Lilian Brøgger. Det er moderne gendigtninger af klassiske bibelske lignelser

Kim Fupz Aakeson er kendt af både børn og voksne for sine fantasifulde fortællinger, skæve humor og sproglige overskud. Nu har han fået til opgave at gendigte bibeltekster, nemlig nogle af Jesus’ lignelser fra Det Nye Testamente. Det er der kommet tre ”Fupz’ke lignelser” ud af. Om arbejdet siger forfatteren:

"Det er utroligt så skarpt mange af Bibelens tekster står stadigvæk, de går lige i eksistensen, vores medfølelse, vores afmagt, vores empati, vores tvivl, alt det vi mennesker render rundt og slås med."

Forfatteren har sat scenen i dagens Danmark, men fortællestruktur og temaer er hentet fra Det Nye Testamente. Det kan man forvisse sig om ved at læse den bibelske tekst, som er gengivet bagest i hver af bøgerne. 

Det er Lilian Brøgger, der står bag illustrationerne i serien. Hun har illustreret en perlerække af anmelderroste og prisvindende børne- og voksenbøger. Lilian Brøgger er kendt for at hele tiden at forny sit udtryk og evner at give teksten både med- og modspil.

Fupz’ke lignelser – som består af "Per, Poul og farmand", "Næste" samt "Det Store Party" – er oplagte til højtlæsning i familien. I skolen vil de uden tvivl ofte blive udlånt fra skolebibliotekets samling, og de er også velegnede i undervisningen i kristendomskundskab og dansk. I undervisningen af
minikonfirmander vil de være et skævt og sjovt, men stadig relevant indslag.

Per, Poul & Farmand

Fupz'ke lignelser
per poul og farmand
179,95

Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Illustrator: Lilian Brøgger
Sidetal: 40 sider
Indbinding: Hardback
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-876-7
Mål: 17 x 24,50 cn.