Klaus Højgaard Laursen svarer på 6 skarpe om Bibelen.
Hvis Bibelen skulle have et andet navn, ville Klaus Højgaard Laursen kalde den for "Bogen om Kærligheden". Foto: Jesper Smalbro.

Iben Grummesgaard Gjesing

"Også de ting, som er svære at forstå, kan vi sagtens læse for børn"

Klaus Højgaard Laursen har en stor passion for at formidle Bibelen gennem recitation, og han optræder ofte med "Bibelen Live" i blandt andet kirker og missionshuse landet over. Her svarer han på seks skarpe om sit forhold til Bibelen.

Hvornår begyndte du selv at læse i Bibelen?

Jeg har hørt Bibelen hele mit liv. I mit barndomshjem var Bibelen den mest brugte bog, og vi børn fik læst højt af diverse børnebibler. Efterhånden, som jeg lærte at læse, begyndte jeg også selv at læse i Bibelen.

Kan du nævne et af dine yndlingscitater?

Der er mange! Et lidt underfundigt citat er Jesus, der i Markusevangeliet kap. 9 vers 25 taler til en ånd og siger: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Hvis man siger sådan til en døv ånd, så er man enten gal i hovedet eller Guds søn ...

Er der noget, du tager afstand fra i Bibelen?

Ja! Bibelen beskriver livet i al dets skønhed, mangfoldighed men også dets syndighed. Og denne syndighed tager jeg naturligvis afstand fra. Også noget af det, som er Bibelens egen lære kan være svært ikke at blive stødt af og ønske anderledes. Men i Fadervor lærer Jesus os en bøn, vi da må bede: ”Din vilje ske”.

Hvad vil du helst læse højt for (dine) børn fra Bibelen?

Børn elsker at høre historier. Min søn har – pga. mit arbejde med Bibelen Live – hørt hele Markusevangeliet mange gange og han elsker det! Nogle beretninger forstår han bedre end andre, men også de ting, som er svære at forstå, kan vi sagtens læse for børnene. Det er i evangelierne, at vi møder Jesus og børnene kan ved hjælp af disse beretninger få et forhold til ham. Historierne fra Det Gamle Testamente er sværere at læse op fra ende til anden, men som genfortælling er der stof til en hel barndom!

Hvis Bibelen skulle hedde noget andet. Hvad skulle navnet så være?

Bogen om Kærligheden.

Hvad betyder historien om Den Barmhjertige Samaritaner for dig?

Denne historie viser mig to ting: 1) Jesus er den barmhjertige samaritaner! Han har – imod jødernes og mange andres forventning – gjort det, som ingen andre kunne. Han har hjulpet og vil fortsat hjælpe. 2) Jeg skal gøre det samme. Jeg skal stoppe op i hverdagen og hjælpe andre. Jesus elsker mennesker og siger til mig: ”Gå du hen og gør ligeså!”

Om Klaus Højgaard Laursen

Klaus Højgaard Laursen er født i 1978 og er bachelor i teologi. 

Under navnet "Bibelen Live" optræder han ofte med recitation af blandt andet Markusevangeliet og Filipperbrevet og laver også workshops om recitation.

Besøg hjemmesiden for Bibelen Live.