I påsken delte Bibelselskabet påskebuketter ud for at skabe opmærksomhed omkring de syriske børn. Her ses en mor og sin datter med en af buketterne. Foto: Bibelselskabet.

Københavnere er med til at sprede håb for Syriens børn

Påsken er håbets tid. Bibelselskabet vil skabe opmærksomhed omkring de syriske børn med uddeling af påskebuketter i København. Mærk velviljen i medrivende video fra uddelingen. Anne Linnet har sat musik til

Forleden delte Bibelselskabet påskeliljer ud på gaden i København. ”Giv buketten videre inden tyve minutter og få håbet til at gro hos Syriens børn,” lød budskabet.  

Krigen i Syrien er gået ind i sit femte år. Ifølge FN er Syrien et af de lande i verden, hvor det er farligst at være barn. Mere end 1 million børn er flygtet ud af landet. Bibelselskabet hjælper syriske flygtningebørn i Jordan og lader påsken være en anledning til at sende håb til en håbløs region.

International chef, Synne Garff, har besøgt Jordan og mødt mange syriske børn. Hun er i tæt kontakt med Bibelselskaberne i Mellemøsten:

”Jeg har oplevet syge og fattige børn i en del lande efterhånden. Men mine oplevelser i Jordan er det mest forfærdelige, jeg har været vidne til. Situationen for mange børn er katastrofal. De er stærkt traumatiseret, går ikke i skole og bor uden for FN’s lejre.” 

Samtidig er der stor efterspørgsel på Bibelen. Når maven er mættet, er der i håbløsheden en enorm åndelig søgen. Hvorfor sker det her for mig? Hvis Gud er god, hvorfor lader han så det her forfærdelige ske? I desperate situationer vender nogle mennesker Gud ryggen, mens mange andre søger trøst hos Gud. Her er Bibelen væsentlig og kan bibringe håb og budskaber om kærlighed og tilgivelse midt i al håbløsheden.

I påsken sejrer livet over døden. Det gode vinder over det onde. Det ender godt. Størst af alt er kærlighed. Det er påskehåbet.

Hjælp syriske flygtninge

En humanitær katastrofe truer Jordan; der er tæt pakket med flygtninge i den nordlige del af landet, som i forvejen er fattigt. I denne kritiske situation bestræber Bibelselskabet sig på at tage vare på både sjæl og krop.



For 248kr kan du give en nødhjælpspakke med bl.a. mad, bleer og modermælkserstatning til en syrisk familie.