Opstandelse på skrump: Om honningen, der forsvandt

Jeg havde taget et par glas honning med til de studerende på Ilisimatusarfik fra Det Teologiske Fakultets bistader på Søndre Campus i København. Bortset fra en enkelt biavler i Sydgrønland, der arbejder med en særlig race af arktiske bier, produceres der nemlig ikke honning i Grønland. Men den arktiske honning sælges primært til de turister, der passerer gennem Narsarsuaqs lufthavn. I Nuuk må man nøjes med den udenlandske honning fra hylderne i Brugseni. I forbindelse med de første grønlandske bibeloversættelser i det 18. og 19. århundrede har der på disse kanter derfor ikke været nogen, der har haft fornemmelse for den guddommelige sødme, der også kommer til udtryk i Brorsons salme fra 1739 (DDS 389):

Guds riges evangelium
er sødt som honningkage;
når det kun får i hjertet rum,
at man det ret kan smage,
da er det sjælens honningmad,
gør hjertet let og mæt og glad
og smukt i Jesu øjne.

I dag er det dog de færreste, der har kendskab til den bibeltekst, som Brorsons pietistiske salme trækker på. Men det er der en forklaring på.

Så længe bibeloversættelserne havde Erasmus af Rotterdams Textus receptus som kildetekst, har den opstandne Kristus ifølge Lukasevangeliet 24,42 spist honningkage. Verset lyder: ”Så gav de ham et stykke af en stegt fisk og af en honningkage”. Der er dog ikke tale om honninghjerter fra Christiansfeld, men om vokstavle med honning i, altså bikage. Den diæt er imidlertid blevet sløjfet i det 20. århundredes bibeloversættelser, fordi man er gået bort fra de middelalderlige, byzantinske manuskripter, der lå til grund for Erasmus’ tekst, for i stedet at bruge de store manuskripter i pergament fra det fjerde og femte århundrede – og i disse serveres alene fisk. Med revisionen af den autoriserede oversættelse fra 1907 er desserten flyttet over i en note. Noten er stadig med i 1948-oversættelsen, men i den nuværende autoriserede oversættelse fra 1992 er der ingen spor af honningen. 

Uundgåeligt rejser denne historie spørgsmålet om, hvordan opstandelsesdiæten er blevet oversat i den version af det Det Nye Testamente, der udkom på grønlandsk i 1893, og som stadig havde Textus receptus som kildetekst. Hovedmand bag denne oversættelse var Samuel Petrus Kleinschmidt (1818-1886). Han var født i Grønland som søn af en missionær fra Herrnhut og havde en helt unik sans for sprog. Kleinschmidt etablerede med sin uovertrufne sprogbeskrivelse (1851) og sin grønlandsk-danske ordbog (1871) fundamentet for den nutidige grønlandske retskrivning. Det er i øvrigt hans ordbog, der er brugt i det følgende. 

Fra Mellemøsten til Arktis: at oversætte græsk til grønlandsk

Kleinschmidts oversættelse af det nu sløjfede appendiks til Luk 24,42 består kun af ét ord: tungusungnitsûtiminermigdlo. I det grønlandske sprog kan man danne nye ord ved at føje ord­stumper, såkaldte tilhæng, til en grundstamme, der udgøres af et navneord (substantiv) eller et udsagnsord (verbum). Det grønlandske sprog lægger derfor op til en kreativ proces med dannelse af nye ord, når man i kildeteksten støder på ukendte fænomener, der ikke lader sig oversætte én-til-én. I stedet kan man udfolde betydningen af det fremmede ord ved fx at lave en sammenligning med et parallelt, men kendt fænomen, eller man kan lade målsprogsteksten formidle en sanselig oplevelse af det ukendte fænomen: fx dets form og farver. 

Slår man op i Kleinschmidts grønlandsk-danske ordbog, finder man, at det udtryk, som bruges til at oversætte honning, er bygget op med afsæt i ordet tungo, der betyder saft presset af bær. Heraf kan man danne verbet tungusungnípok, ’smager af bærsaft’, dvs. ’smager sødt’. Dette verbum kan laves om til substantivet tungusungnitsût, ’noget tilgængeligt, der smager af bærsaft’. I bibelteksten er dette ord yderligere forlænget til tungusungnitsûtimineĸ (plus en bøjningsendelse), hvilket betyder ’et stykke af noget tilgængeligt, der smager af bærsaft’. Ordbogen henviser specifikt til saften af ’krækkebærrene’. Men hvad er så det? Historisk Ordbog over det Danske Sprog afslører med referencer til ’Egede’ (missionæren) og ’Rasmussen’ (polarforskeren), at krækkebær er de bær, som ’Quindfolkene’ i Sydgrønland samlede til vinterforrådet: altså vore dages sortebær. Honningen i den græske kildetekst bliver da i Kleinschmidts oversættelse til, at den opstandne Kristus sammen med fisken fik et stykke af noget, der smagte som sortebærsaft. Kleinschmidts bibel fremstillede på denne måde den grønlandske delikatesse som guddommelig føde. Den fine detalje er der bare ingen, der har kendskab til i dag, fordi vi ikke længere bruger den byzantinske manuskripttradition, når de autoriserede bibler oversættes fra grundsprogene. 

Kleinschmidt og forvandlingen af ord til oplevelse

Når det gælder den strategi, som ligger bag oversættelsen, var Samuel Petrus Kleinschmidt langt foran sin tid. Hans oversættelsesstrategi foregriber den ’dynamiske ækvivalens’, der kom til at præge det 20. århundredes bibeloversættelser. I stedet for en ’formalistisk’ én-til-én oversættelse af ordene sætter han fokus på tekstens indhold ved at lade oversættelsen iscenesætte en oplevelse, der trækker på velkendte erfaringer. Det lille eksempel viser også, hvordan Kleinschmidt har arbejdet med – og igen bruger jeg et begreb fra den moderne oversættelsesteori – at ’domesticere’ teksten, så den bliver hjemhørende i den kultur, den skal tjene. Faktisk gemmer der sig et særligt bibelsyn i den kleinschmidt’ske tilgang til oversættelsen. Vel kommer Ordet (med stort) fra Gud, men sproget er noget mennesket må skabe for at kunne udtrykke troen på evangeliet. Det bidrog Kleinschmidt til. 

Flemming Nielsen, lektor i teologi ved Ilisimatusarfik takkes for hjælpen med analysen af det grønlandske sprog.