I bogen Nye dyder undersøger Amalie Langballe, gennem samtaler med Bibelen, syv alternative kardinaldyder: Lediggang, blødhed, pligt, grimhed, enfoldighed, skam og ødselhed. 

Her får du hele kapitlet om lediggang, som tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 1 og Første Mosebog kapitel 2, vers 1-4.

Lediggang

Hvad er en helligdag?

Hver nat klokken 02.30 er der nogen, der skal dø. Eller det tror min krop i hvert fald, for det er der, jeg vågner hver nat. Jeg vågner, som om jeg slet ikke har sovet; min krop er uden tyngde, mine tanker er hårde og skarpe. Jeg er beredt på den måde, man er beredt på i en nødsituation. Klar til at slukke enhver tænkelig slags ildebrand.

Mine natlige beredskabsøvelser har stået på i et par uger. Normalt sover jeg let og nemt. Jeg kan godt lide at sove, og jeg kan godt lide at vågne. Om aftenen glæder jeg mig til at drikke den kop kaffe, som min kæreste kommer til at brygge til mig om morgenen. Imellem aftenen og morgenen er der som regel kun hvilen og drømmene, begge dele behagelige og ukomplicerede.

Sådan er det ikke for tiden. Jeg vågner 02.30, nogle gange fem minutter før og nogle gange fem minutter efter, og jeg har det, som om noget frygteligt er sket. Eller rettere: Jeg har det, som om der er sket noget frygteligt på grund af en forglemmelse fra min side. Så snart jeg vågner, gennemgår jeg i tankerne alt det, jeg synes, jeg forsømmer. Listen er lang, det har den været i nogle år. Der er altid arbejde, jeg er bagud med. Der er min far på Fyn, som fik en blodprop i hjernen for to år siden og nu er afhængig af sine børn, kommunens hjemmehjælp og en madordning for at komme igennem sine dage. På Fyn er også min gamle kat Dagmar, der en gang om måneden skal fragtes til dyrlægen for at få en injektion med gigtmedicin. Hun er gammel og – frygter jeg efterhånden – en smule forsømt. Der er min veninde, der mistede sin mor for under et år siden. Hun klarer det så flot, at man næsten glemmer det. Der er min anden veninde, som er blevet mor for første gang, og som havde noget ... formørket over sig, sidst jeg var på besøg. Der er pengene, der skal tjenes, hvilket aldrig giver sig selv, når man er to freelancere med kunstneriske karrierer, der har forelsket sig i hinanden. Der er vores forestående flytning, hvor jeg skamløst har overladt banklån, ejerskifteforsikring, booking af flyttemand og alt andet praktisk til min kæreste.

Når jeg vågner, står jeg op, laver mig en kop te og sætter mig i sofaen for at læse. At blive liggende er at give tankerne plads, og får de først overmandet mig, falder jeg ikke i søvn igen. I det hele taget prøver jeg ikke at tage den tabte nattesøvn for tungt. Jeg siger til mig selv, at jeg kan sove længe, det går nok. Jeg er selvstændig, jeg kan gøre, hvad jeg vil. Min tid er min egen.

Om natten er jeg begyndt at læse Søren Kierkegaards dagbøger. De kan være min forberedelse til at læse Bibelen, har jeg tænkt. Jeg ved knap, hvorfor jeg har dem. Jeg fandt dem i en genbrugsforretning i Odense, da jeg boede der i mine starttyvere, og jeg troede vel, at de ville se kloge ud på bogreolen. Sådan har de fulgt mig alle årene, indimellem har jeg taget dem ned af hylden og læst lidt i dem og lovet mig selv, at jeg ville komme videre fra Forførerens dagbog, som er alt, jeg har læst af vores nationalfilosof.

I hans egne dagbøger er der imidlertid ikke meget erotik, i stedet spekulerer han stolpe op og stolpe ned over kristendommens væsen – hvad er tro over for overtro, og hvordan kan man forstå Goethes Faust over for Molières Don Juan? I lange stræk forstår jeg ikke, hvad han mener, eller hvad han hentyder til. Han ved vist godt selv, at han er kryptisk. Et sted skriver han i hvert fald: “Folk forstår mig så lidt, at de ikke engang forstår mine klager over, at de ikke forstår mig.”

Lige dét er meget morsomt, selvom jeg ikke læser for at blive underholdt, men for at falde i søvn. Det virker dog ikke: Uanset hvad jeg læser, indfinder søvnen sig først ud på morgenen. Jeg blunder som regel fra klokken 05-07, og så vågner jeg igen. Ude af stand til at sove længere.

I en af disse tidlige morgentimer beslutter jeg mig spontant for at tage hjem til min far. En blanding af dårlig samvittighed og bange anelser trækker mig ud af sengen og ned mod metroen. Før jeg ved af det, er jeg på banegården, så en perron, så en stillekupe, så bevægelse. Man må tage sine bekymringer fra en ende af, siger jeg til mig selv. Solen står op over Storebælt, jeg misser med øjnene, jeg er så træt. Det irriterer mig, at jeg ikke kan tøjle mine bekymringer: Det ville være bedre for alle, hvis jeg annoncerede mine besøg i god tid og ikke kom anstigende uanmeldt. På grund af blodproppen og den hjerneskade, den forårsagede, trives min far bedst med en velkendt rytme, og hans dage skal helst ligne hinanden. Mine besøg skal helst skabe så få krusninger som muligt på den overflade, der er min fars bevidsthed, og det sker bedst gennem planlægning.

Men mine bange anelser viser sig at holde stik. Da jeg ankommer til mit barndomshjem, møder min far mig med et flækket øjenbryn og et blåt øje.

Er dette min far i døren med tøvende stemmeføring og størknet blod langs tindingen og ned ad halsen? Jeg kommer til at tænke på noget, han sagde en af de første dage efter blodproppen: at han var “omskabt til et andet menneske”.

Min ældste søster har tilkaldt hjemmehjælpen, der allerede har tilset hans sår. Det er ikke så dybt, men det bløder kraftigt på grund af hans blodfortyndende medicin. Han har ikke hovedpine eller kvalme, ingen tegn på hjernerystelse.

Han kan ikke huske, hvad der er sket. Vi finder hans blodindsmurte briller i indkørslen, men han nægter at have været ude. Hans seng er også smurt ind i blod, puden kan ligefrem vrides – han er tilsyneladende bare gået i seng igen efter at være kommet til skade.

Det er ikke så godt. Han skal helst kunne skaffe hjælp, hvis han skal blive boende i eget hjem.

Vi skifter sengetøjet og lagnerne, så han kan hvile sig. Jeg skyller puden i koldt vand under bruseren, blodet vil slet ikke gå af. Jeg dækker den med salt bagefter, det er et trick, min mor lærte mig, da jeg fik min menstruation og blødte igennem. Men mest af alt har jeg bare lyst til at smide puden ud, købe en ny og glemme, hvad er skete med den gamle.

Resten af dagen sidder jeg og arbejder inde i spisestuen. Min far sover, men bliver ved med at få det bedre. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke behøver at blive og overnatte.

På hjemturen får jeg en lille, egoistisk tanke: I det mindste kan jeg nu se frem til en god nats søvn. Det er vel dette uheld, jeg på en eller anden måde har fornemmet var på vej?

Men jeg stopper ikke med at vågne klokken 02.30 hver nat. Jeg fortsætter. Efter et par uger mere sådan er jeg blevet grådlabil og søvngængeragtig. Jeg afventer mere ulykke, samtidig med at jeg gradvist genkender symptomerne. Jeg har været her før, flere gange endda. Jeg får det sådan her, når jeg har arbejdet for meget.

Mit kollaps er velopdragent. Det kommer som regel først, når der er tid til det, og da jeg i den seneste måned har afsluttet to store projekter, kunne jeg næsten have sagt mig selv, at det her ville ske.

Alligevel falder det mig aldrig ind, at det kan være svært for mig at komme tilbage til mig selv. Jeg glæder mig altid til pusterummet. Det er så tiltrængt, jeg kan slet ikke lide at arbejde så meget. Jeg identificerer mig som doven, jeg kan bedst lide at lave ingenting.

“Dit arbejde kan ikke elske dig.” Jeg kan ikke længere huske, hvor jeg hørte citatet første gang, men i en periode tænkte jeg meget over de ord. Hvorfor taler vi om at elske vores arbejde, når det i sagens natur aldrig vil kunne gengælde vores kærlighed? Hvorfor skal vores kostbareste, mest åndfulde timer hældes i noget så bundløst?

I dag har jeg erkendt, at mit arbejdes manglende følelsesliv er underordnet. Arbejdet er det korset, der holder mig oprejst. Da min ekskæreste slog op med mig for et par år siden, sagde han, at hans største ærgrelse var, at vi i vores to år lange forhold ikke havde haft en rigtig ferie sammen. Jeg indvendte, at vi da havde besøgt hans hjemby, Stockholm, et par gange, hvortil han svarede, at det ikke kvalificerede til rigtig ferie, for hver gang var der dukket arbejde op. For mig, altså.

Han havde ret. På vores første tur nordpå fik jeg tilbudt at anmelde en titel, som alle forventede ville være et hovedværk i et stort dansk forfatterskab, hvilket for en ny litteraturkritiker var en stor mulighed at få tilbudt. Hvordan kunne jeg sige nej? En anden gang var det et manus om grønne virksomheder, som jeg fik tilbudt en månedsløn for at gennemskrive. Et sympatisk projekt og en vellønnet opgave. For god til, at jeg kunne sige nej.

Sådan var der noget hver gang, og det har ikke ændret sig. Da min nuværende kæreste og jeg var på vores første ferie sammen sidste år, var der en portrætartikel, som jeg ikke nåede i mål med, før vores fly lettede. Da vi et halvt år senere var i sommerhus, manglede avisen nogen, der kunne skrive noget om De Olympiske Lege. Kunne jeg overtales?

Jeg kan altid overtales. Det føles hverken som faglig stolthed, pengemæssig ærgerrighed eller en særligt protestantisk arbejdsmoral. Hver gang når jeg bare at sige ja, før jeg har overvejet, at man også kunne sige nej.

Resultatet er, at jeg er udspændt mellem stress over at arbejde for meget og angst for at lave for lidt.

Sidst vi skændtes, sagde min kæreste, at han ikke forstod, hvorfor jeg i det hele taget havde en kæreste, for han følte sig som en forstyrrelse fra det, jeg egentlig ville: arbejde.

Sådan har jeg ikke lyst til at være, men han har ret. Arbejdet ligger mig altid på sinde, og det er selvforstærkende. Jo dårligere jeg synes, jeg forvalter resten af mit liv, jo større er trøsten, jeg kan finde i at arbejde. Trøsten er en særlig form for bevidstløshed.

Det føles også, som om det er ekstraordinært slemt for tiden, men jeg ved ikke, om jeg faktisk har det ekstraordinært dårligt, eller om jeg bare når at glemme, hvor skidt jeg faktisk kan have det. Lige nu ved jeg bare dette: Vi har ikke råd til, at jeg skal have det så dårligt.

“På den syvende dag var Gud færdig med sit arbejde. Den dag holdt han fri. Og Gud gav den syvende dag en særlig betydning og et særligt formål, for det var på den dag, han var færdig med at skabe alting.”

Min redaktør har foreslået, at jeg starter fra begyndelsen. På min liste over ord, som jeg gerne vil tage op til genovervejelse, står “lediggang”, og hvis jeg gerne vil vide, hvad Bibelen har at sige om at holde fri, så kan jeg starte med historien om, hvordan den første gudsbenådede fridag blev til.

Som så mange andre har jeg lært, at lediggang er roden til alt ondt, og som barn så jeg Gordon Gekko fortælle sin unge adept, at “money never sleeps” i filmen Wall Street, og da jeg blev lidt ældre, sang vi “Work hard, play hard” på Odenses diskoteker, og hverken det ene eller det andet havde særligt meget med hvile at gøre.

Derfor vil jeg gerne vide noget om at holde fri. Ikke fordi jeg gerne vil pensionere mig selv som fyrreårig, eller fordi jeg drømmer om at riste skumfiduser på stranden dagen lang, men simpelthen fordi jeg gerne vil have det anderledes, end jeg har det nu. Jeg er flittig – det har jeg på trods af livslange ambitioner om dovenskab altid været – men jeg kan ikke lide fornemmelsen af symbiose, sammensmeltning. At jeg er arbejdet, og arbejdet er mig.

Hvis man tog arbejdet ud af Amalie, hvem var der så tilbage? Det ved jeg simpelthen ikke. Et punkteret badedyr måske? Det er sådan, jeg har det på mine fridage. Flad. Jeg kan være forstenet, forvitret; når det er værst, sidder jeg virkelig bare og kigger ind i en væg.

Nogle af kvalerne ved mit arbejdsliv handler om min specifikke arbejdssituation – jeg er freelancer i den kreative branche på et tidspunkt, hvor politisk uro gør verdensøkonomien uforudsigelig – men naturligvis er jeg ikke alene om at føle mig mast. Under et bankmøde, hvor jeg ellers var mentalt fraværende, spidsede jeg ører, da min bankrådgiver begyndte at snakke om behovet for en sundhedsforsikring. Inden et eventuelt huskøb var det vigtigt, vi forbedrede vores eksisterende forsikringer, sagde han. Hvis en af os blev alvorligt syg, kunne det blive svært, velsagtens umuligt, for os at afdrage lånet.

Min kæreste og jeg udvekslede blikke og spurgte, om det sådan haste-hastede? Selvfølgelig kan man altid være uheldig, men vi er kun i vores starttredivere, så almindeligt er det vel ikke at blive livstruende syg i vores alder? Vores bankrådgiver rystede på hovedet og sagde, at de mest almindelige udbetalinger på den type forsikring, han snakkede om, var til stresssygemeldinger.

“Stress rammer alle,” sagde han, og det havde han jo ret i.

Min søster, der er sygeplejerske på Odense Universitetshospital, sagde juleaften, at hvis man som sygeplejerske påstår, man ikke har grædt på arbejde af overanstrengelse, så lyver man. Hendes udmelding kom bag på mig. Hun er ikke ufølsom, slet ikke, men hun er robust. Jeg har knap set hende græde, siden vores mor døde, og det er næsten ti år siden. Græder hun nogle gange på sygehusets toiletter, der altid har den der paradoksale lugt af noget vammelt og sterilt? Sådan skal det da ikke være.

Jeg har tidligere beskæftiget mig med skabelsesberetningen i forbindelse med en samtalebog, hvor jeg interviewede præster, men jeg dvælede kun kortvarigt ved teksten dengang. Alle kender den jo. Gud skabte lyset og mørket, himlen og jorden, det ene og det andet og til sidst det hele.

Og så holdt han fri. Vi andre skal følge hans eksempel for at ære skaberværket.

Er det ikke sådan, det er?

Nu læser jeg. Grundigt. Det første, der slår mig, er, at der står “Den dag holdt han fri”. Sætningen kan forstås på to måder: at Gud holder fri, eller at han holder dagen fri. Fri på samme måde, som jeg kan holde en dag fri til min veninde, indtil hun finder ud af, om hun skal til fødselsdag eller ej. I den ene forståelse er det afslapningen, jeg først og fremmest noterer mig. Gud holder fri. Han hygger sig. Ligger på sofaen. Spiser chips. I den anden forståelse betones noget andet. Det er en aktiv handling at holde noget fri. Man skærmer dagen mod noget andet. Man har gravet tid ud i sin kalender.

Men til hvad?

Jeg læser teksten igen. Der er lyset, “Bliv lys!”, der bliver skilt fra mørket. Der er hvælvingen, der bliver til himlen. Der er planterne, “Jorden skal blive grøn”, og Gud synes godt om det hele.

Under denne læsning bemærker jeg en sætning, der handler om skabelsens fjerde dag. Det er, når Gud skaber “de lysende himmellegemer”, altså solen, månen og stjernerne. Gud siger om himmellegemernes formål: “Man skal vide, at år og dage går, og hvornår det er helligdag.”

Det er en sætning, man forstår helt intuitivt. Ja, vi skal vide, at tiden går. Både af helt lavpraktiske årsager – hvordan skulle man ellers passe sine aftaler? – men også, fordi tidens gang er central for fornemmelsen af at være i live. Når Hamlet siger “The time is out of joint”, så forstår vi udmærket, at den er helt gal. Det kan være sundt at glemme tiden for en stund, det kan ligefrem være befriende, men at leve uden for tiden er ikke at leve overhovedet. Så er man på en eller anden måde fanget, fikseret i et edderkoppespind af intethed.

Nej. Livet skal have en rytme. Det har gode og dårlige dage, gode og dårlige år, men mellem de pendulsving skal der også findes en underliggende rytme. Hvis der ikke lige havde været vinter, kunne jeg så værdsætte, at det nu er forår? Hvis ikke i dag er i dag, og i morgen er i morgen, hvordan skulle jeg så kunne tro på, at dagen, der følger denne, kan blive bedre?

Og så er der sidste led af sætningen, “... hvornår det er helligdag.” Man skal vide, hvornår det er helligdag. Hvad er en helligdag? Det er en dag, hvor man helliger sig noget, der er vigtigere end arbejdet. Underforstået (men for mig ikke selvindlysende): Der findes noget, som arbejdet må vige for.

Passagen minder mig om noget, som jeg læste i Søren Kierkegaards dagbøger. I 1835 besøgte han Tisvilde og den nærliggende Helenekilde, som i flere århundreder er blevet tillagt særlige helbredende kræfter.

Allerede i Søren Kierkegaards samtid blev det imidlertid anset for overtro. Han skriver, at de lokale alligevel “valfarter ved St. Hansdags Tider” for at besøge kilden.

Selvom mange nok først og fremmest forbinder sankthansaften med hekseafbrændinger og Shu-bi-dua-sange, så er det i kirkelig forstand en fejring af Johannes Døberen. Det var ham, mente man, der forvandlede vandet ved Helenekilde til medicin i dagene omkring den 24. juni.

Jeg har ikke tænkt på sankthansaften i mange år og slet ikke fejret det. Det har ikke passet ind, jeg har åbenbart konsekvent travlt denne aften i højsommeren.

Man skal vide, at år og dage går, og hvornår det er helligdag.

En af udfordringerne, når jeg har travlt, er, at jeg stopper med at kunne skelne dagene fra hinanden. Jeg kan vågne midt på cykelstien, vågne midt i foråret (lige før var det vinter?), ikke rigtigt vågne i det hele taget. Mine gøremål bliver et pløre af ting, der absolut skal nås, men som bliver sværere og sværere at komme i mål med, fordi jeg bliver langsom. Ingen arbejder langsommere end en person, der har for travlt. Man japper sig igennem arbejdet, det bliver umuligt at gøre sig umage. Man kommer med undskyldninger og udsættelser. Man siger ting som “vi tager den på charmen” vel vidende, at så meget karisma har man altså heller ikke.

Jeg skriver denne bog, fordi jeg gerne vil gøre tingene anderledes, så jeg læser skabelsesberetningen igen. En ny sætning gør opmærksom på sig selv: “Gud så på alt det, han havde skabt, og han syntes virkelig godt om det.”

Det er særligt den sidste sætning i tekststykket, jeg bemærker. Der er noget barnligt bedårende ved, at Gud har skabt en masse ting, og hver gang har han kigget og syntes godt om det skabte, men når han ser helheden, så er det virkelig godt. Virkelig-virkelig godt.

Det er, efter at han ser helheden, at han holder den syvende dag fri.

Jeg tror, jeg bider mærke i sætningen, fordi jeg netop har genset Wall Street og noteret mig, at Gordon Gekko siger noget mere, efter han har fortalt sin unge aspirant, at penge aldrig sover. Hans efterfølgende dessin lyder: “You’ve done good, but you gotta keep doing good.”

Du har gjort det godt, men du skal blive ved. På en måde er det det modsatte af, hvad Gud gør. Han ser, at noget er virkelig godt, og så stopper han op (bevares, han har også skabt en hel verden, Gordon Gekko har “kun” tjent 800.000 dollars på at handle med Hong Kong-guld).

Men Gordon Gekkos tankegang lægger sig tættere op ad mit arbejdsliv end tanken om at stoppe op. At stoppe op er at komme bagud, sådan er det bare.

Nu tror jeg, at jeg vil prøve det alligevel. Som et eksperiment, mens jeg skriver denne bog og går i samtale med Bibelen. Jeg vil blive opmærksom på tiden, årene og dagene, og jeg vil være opmærksom på helligdagene. Jeg vil holde søndagen fri. Ikke fri som israelerne holdt sabbatten fri, da jeg boede i Tel Aviv, og byen blev en spøgelsesby hver lørdag, og man ikke kunne få fat på en sjæl, fordi alle telefoner var slukkede. Men fri til at gøre noget andet end at arbejde.

Hvordan ser sådan en helligdag ud? Når man læser skabelsesberetningen, står der overraskende lidt om, hvad Gud forventer, man skal stille op med søndagen. Der står: “Og Gud gav den syvende dag en særlig betydning og et særligt formål, for det var på den dag, han var færdig med at skabe alting.”

En særlig betydning og et særligt formål. Det er vel blandt andet blevet forstået som gudstjenesten, men så snævert behøver man måske ikke tolke det. Det vigtige må være, at man hengiver sig til skaberværket, løfter hovedet fra sit eget og orienterer sig mod helheden. Denne helhed sætter man så højere end arbejdet. Gennem Gud, gennem gudstjeneste, gennem åndelighed. Jeg ved ikke helt, hvilket ord der i så fald passer til min situation, men jeg ved dette: Jeg har brug for en modvægt til arbejdet. Noget er skævt, lodderne på vægten er i ubalance.

Må man selv definere det særlige formål? Eller er det blasfemisk? Må man godt sige, at Gud har skabt verden, og nu gør jeg plads – en gang om ugen – til at mærke den? Faktisk bebo den og ikke bare rende bevidstløst gennem den.

Det vil jeg forsøge i første omgang. Jeg går allerede jævnligt i kirke, men jeg ved, at jeg realistisk set ikke kan gøre det hver søndag. Men jeg kan godt lide tanken om et ritual, og jeg kan godt lide, at ritualet foregår en bestemt dag, om søndagen. Lad os holde fast i det. Et ritual er også en rytme, og en rytme kan holde en oprejst. Måske skal jeg tilberede det samme måltid, gå den samme tur, læse i den samme bog. Jeg vil holde fri uden at kollapse.

Hvis arbejdet er mit korset, så skal fridagene også kunne holde mig oppe, ikke sende mig i frit fald mod en afgrund. De skal have deres eget indhold, der skal udligne noget ved arbejdet. De skal, i mangel af et bedre ord, være helliget noget andet.

Og så vil jeg fejre sankthansaften ved at tage til Helenekilde. Hvorfor ikke

Måske er der virkelig noget i vandet.

Køb Nye dyder her.