Luthers syn på jødedommen
Luthers udtalelser om jøder er ofte blevet trukket frem i offentlighedens lys. Nogle har endda beskyldt ham for at være den indirekte årsag til de senere jødeudryddelser. Men hvad skrev og mente Luther rent faktisk om jøderne, og hvordan kan hans holdninger forklares?
De oftest bombastiske og nedladende skrifter har hængt som en tung skygge over Luther helt op til vores dage. Nogle er endda gået så vidt som at påstå at hans antisemitiske (jødefjendske) tekster banede vejen for nazisternes magtovertagelse og 2. verdenskrigs jødeudryddelser.
Men dette er at tillægge Luther en al for stor magt og betydning for eftertiden. Antisemitismens historie er langt ældre end Luthers virke og har desværre indtil 2. verdenskrigs afslutning, været en kraft der langt overgik Luthers prædikener. Til dette spørgsmål har den tyske historiker Heinz Schilling udtalt:
”Den der erklærer Luther for at være forfader til Hitler, ser bort fra de afgørende kulturelle, politiske og samfundsmæssige udviklingsforløb, der ligger imellem Reformationen og nazismen, og som andre end reformatoren bærer ansvaret for.” (Heinz Schilling, s. 521-522)
Et omskifteligt syn på jøderne
Luthers syn på jøder undergik også en stor forvandling der hang tæt sammen med hans egen sindstilstand. I sine yngre år var jøderne ikke et problem i Luthers optik. De var blot mennesker der ventede på at lade sig kristne. Han beklagede sig over at paverne havde behandlet dem som ”hunde og ikke mennesker” og skrev endda i 1523 at pavens behandling af jøder svarede til:
”[en] Bordelmutter, der lærer en pige at hore og bagefter bebrejder hende, at hun ikke opfører sig som en jomfru!”
Paven var altså skyld i jødernes ulykke og ukristelighed. I denne periode havde Luther også kontakt til jøder og kristne der var konverteret fra jødedommen. Men på sine ældre dage stoppede Luther med at være i kontakt med, og skrive til jøder. Luthers reformation var ikke gået som han havde planlagt. Bondeopstande, interne konflikter imellem forskellige reformatorer og den katolske kirkes udholdenhed havde gjort ham bitter og deprimeret.
Djævleyngel og børnetyve
Det var i denne tid at Luther begyndte på sine meget hadefulde skrifter mod jøderne og beskrev dem som djævleyngel, børnetyve og mordere. Han drog også sammenligninger fra dyreriget og beskrev jøderne som køer og gæs. I stedet for at hente sin viden om jødisk kultur blandt jøderne selv, som mange humanistiske teologer gjorde det i Tyskland på dette tidspunkt, brugte han skrifter fra den kristne konvertit Antonius Margaritha. Denne mand, der selv var tidligere jøde, skrev direkte groteske beretninger om jøderne og blev i 1530 kendt skyldig i bagvaskelse af jøderne.
Dette viser hvor ekstreme Antonius’ tekster var, da der skulle meget til før kristne anså skrifter mod jøder som værende for grovkornede. Alligevel brugte Luther disse tekster som sit kildegrundlag (foruden Det Gamle Testamente) til at kritisere jøderne. På denne tid blev stort set alle der afveg fra Luthers egne tanker ofre for hans skarpe pen. Det var altså ikke kun jøderne han lod riste med sine grove ord, men alle andre end hans meningsfæller. På sine ældre dage lader Luther mest af alt til at være en temmeligt forbitret og deprimeret gammel mand.
