Hjerter. Foto: Unsplash.
Størst er kærligheden! Også blandt de begreber, som Bibelselskabets brugere oftest søger på. Foto: Unsplash.

24.01.2019 Af Thomas Godsk Larsen

Top 10: Hvilke begreber er mest søgt i Bibelen?

Kærlighed er det mest søgte begreb i Bibelselskabets online bibel. ’Lys’ og ’ægteskab’ kommer ind på de næste pladser

’Kærlighed’ er det mest søgte begreb i Bibelen blandt brugerne af Bibelselskabets online bibel. Det viser nye tal for 2. halvår i 2018. På andenpladsen finder vi ’lys’ – måske er det efterårets mørke, der inspirerede brugerne til at søge på, hvad Bibelen siger om lys. ’Ægteskab’ kommer ind på tredjepladsen, og det efterfølges af søgeordene ’glæde’ og ’fred’.

Hver gang, man søger i Bibelen Online, får man en liste med links til alle de steder i Bibelen, hvor ordet optræder enten i direkte eller i afledt form. Man kan vælge at få vist søgeresultaterne efter relevans eller efter kanonisk rækkefølge. Herfra kan man klikke sig videre til de enkelte skriftsteder.

De brugere, der har søgt på ’kærlighed’, får hele 304 resultater. Til venstre på siden får man et hurtigt overblik over antal ’hits’ i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente, herunder, hvor mange gange ordet optræder i den enkelte bog i Bibelen, fx Salmernes Bog eller Johannesevangeliet.

Under ’kærlighed’ er der flest, der har klikket sig videre til Johannesevangeliets kapitel 3, der rummer Jesus' ord om Guds kærlighed – de ord, vi møder i vers 16, og som kaldes "Den lille bibel":

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Den samlede top 10 ser sådan ud:

  1. Kærlighed

    Mest læste kapitel om kærlighed: Johannesevangeliet, kap. 3
  2. Lys

    Mest læste kapitel om lys: Johannesevangeliet, kap. 1
  3. Ægteskab

    Mest læste kapitel om ægteskab: Første Korintherbrev, kap. 7
  4. Glæde

    Mest læste kapitel om glæde: Femte Mosebog, kap. 12
  5. Fred

    Mest læste kapitel om fred: Johannesevangeliet, kap. 14
  6. Tilgivelse

    Mest læste kapitel om tilgivelse: Esajas' Bog, kap. 55
  7. Håb

    Mest læste kapitel om håb: Hebræerbrevet, kap. 6
  8. Nåde

    Mest læste kapitel om nåde: Romerbrevet, kap. 11
  9. Synd

    Mest læste kapitel om synd: Første Mosebog, kap. 4
  10. Lykke

    Mest læste kapitel om lykke: Romerbrevet, kap. 4

Sange til kærligheden

En oplagt gavebog om kærlighed - med smuk poesi fra Bibelen og tankevækkende essays
Sange til kærligheden
179,95

Forfatter: Essays af Poul Pilgaard Johnsen, Mattias Stølen Due, Pia Søltoft
Sidetal: 72 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-931-3
Mål: 14 x 19,5 cm.