Bibelen online

Paulus' Brev til Romerne Kapitel 4

Abraham, fader til alle troende

Hvad skal vi da sige om Abraham, vort folks stamfader? Hvad opnåede han? Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud. For hvad siger Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:

Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet,

og hvis synder er blevet skjult;

lykkeligt det menneske,

som Herren ikke tilregner synd.

Gælder denne saligprisning nu kun de omskårne eller også de uomskårne? Vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.« Hvordan blev den tilregnet ham? Efter at han var blevet omskåret, eller mens han endnu var uomskåret? Ikke som omskåret, men som uomskåret! Omskærelsen fik han som et tegn og som et segl på den retfærdighed ved tro, som han havde, inden han blev omskåret, for at han skulle være fader til alle de uomskårne, som tror, for at retfærdigheden også skal tilregnes dem; men han blev også fader til de omskårne, når de ikke kun har omskærelsen, men også går i sporene af den tro, som vor fader Abraham havde, før han blev omskåret.

For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro. Hvis det er dem, som har loven, der er arvinger, er troen gjort til intet og løftet sat ud af kraft; for loven fremkalder vrede, men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse. Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere, ikke kun dem, som har loven, men også dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle, sådan som der står skrevet: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag,« fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre. Og derfor blev det regnet ham til retfærdighed.

Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev tilregnet ham; det gælder også os, som det skal tilregnes, os, som tror på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.

Krydshenvisning:

Rom 3,27

Ef 2,9

Krydshenvisning:

1 Mos 15,6

Gal 3,6

Jak 2,23

Krydshenvisning:

Rom 11,6

Krydshenvisning:

Rom 3,28

Krydshenvisning:

Sl 32,1-2

Krydshenvisning:

Sl 32,1-2

Krydshenvisning:

1 Mos 17,11

Krydshenvisning:

Gal 3,7

Krydshenvisning:

Matt 3,9

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Gal 3,18

Krydshenvisning:

Rom 5,13 7,8-10

1 Kor 15,56

Gal 3,19

Krydshenvisning:

Gal 3,7 3,29

Krydshenvisning:

1 Mos 1,1 17,5

Krydshenvisning:

1 Mos 15,5

Krydshenvisning:

1 Mos 17,17

Hebr 11,11-12

Krydshenvisning:

1 Mos 18,14

Luk 1,37

Krydshenvisning:

Rom 4,3

Krydshenvisning:

Rom 15,4

1 Kor 10,11

Krydshenvisning:

ApG 2,24

Krydshenvisning:

Es 53,5

Rom 8,32

1 Kor 15,17