Midt i utryghed i Aleppo fortsætter arbejdet med traumeheling

“Undskyld mit sene svar. De seneste dage har vi oplevet en periode med øget sikkerhedstension i Aleppo, som har påvirket både kommunikation og mulighederne for at bevæge os rundt. Men vores team er i sikkerhed og fortsætter arbejdet,” skriver Abdallah Sayegh, programkoordinator i Bibelselskabet i Syrien, i en mail.

Midt i utryghed og mange års krise lever mennesker stadig med sorg, tab og erfaringer, der sætter sig i både krop og sind. Derfor arbejder Bibelselskabet i Syrien blandt andet med bibelsk traumehjælp og støtte til mennesker, der bærer på dybe sår.

“Jeg vil gerne dele nogle vidnesbyrd fra deltagere i vores seneste aktiviteter. Det er fortællinger om håb, heling og møder med Guds ord,” skriver Abdallah Sayegh.

Det arbejde mærkes tydeligt hos dem, der deltager i forløbene.

Når hjælperne får nye redskaber, kan flere få hjælp

Et af de vidnesbyrd, Bibelselskabet i Syrien har delt, kommer fra en psykolog, der arbejder med mennesker på flugt i Aleppo. Hun fortæller, at hun i længden begyndte at føle sig fastlåst i sit arbejde.

“Med tiden begyndte jeg at føle mig fastlåst, som om jeg serverede det samme varme måltid igen og igen med de samme ingredienser,” skriver hun.

Hun kunne se, at mennesker havde det svært, men at deres dybe smerte ofte blev ved med at være den samme, selv efter mange samtaler. Derfor deltog hun i en træning i Narrative Exposure Therapy, som Bibelselskabet i Syrien arrangerede i landsbyen Al Mishtaya nær Homsi det vestlige Syrien. 

“Det, der først tiltrak mig, var den tydelige metode: hvordan man kan forvandle et smertefuldt minde fra spredte brudstykker til en samlet fortælling med mening,” fortæller hun.

I de praktiske øvelser arbejdede deltagerne med en såkaldt livslinje, først med deres egne minder. Det gav hende en ny forståelse af, hvordan minder hænger sammen, og hvordan man kan hjælpe andre med at genopbygge deres historie.

“Da vi arbejdede med vores egne minder, gik noget op for mig: For at kunne hjælpe andre med at genopbygge deres fortællinger, måtte jeg først forstå, hvordan minder bliver til og hænger sammen i mit eget liv,” skriver hun.

Hun beskriver også, at hun lærte at skelne mellem det, hun kalder varme minder, som er fyldt med stærke følelser, og kolde minder, som er mere organiserede og rolige.

“Bare den enkle skelnen gav mig en ny måde at forstå, hvad mine klienter går igennem,” fortæller hun.

Pludselig stod menneskers smerte ikke som én tung blok, men som flere kapitler, der kunne forstås og samles på en ny måde. Hun fortæller, at hun ikke længere følte sig som en passiv lytter, men som en aktiv hjælper:

“Det vigtigste var, at jeg ikke længere følte mig som en passiv lytter til smerte. Den narrative terapi gav mig en aktiv rolle". 

Efter træningen gik hun ind i samtalerne med en ny ro.

“Når jeg går ind til en samtale i dag, bærer jeg en anden form for tryghed med mig. Ikke stolthed, men den stille ro, der kommer af at have et klart kort i hånden,” skriver hun.

“Til sidst gav træningen mig ikke bare et nyt klinisk redskab. Den gav mig noget dybere tilbage: håb,” skriver hun.

Et rum, hvor sorgen får lov at blive sagt højt

Et andet vidnesbyrd stammer fra en samtalegruppe for kvinder arrangeret af Bibelselskabet i Syrien. Her mødtes kvinder i alle aldre og med forskellige baggrunde. Blandt dem var en kvinde i 60'erne, som bar på tunge minder.

Hun havde ikke forventet, at mødet skulle åbne noget i hende. Men under en øvelse blev hun inviteret til at sætte ord på det, hun havde båret alene. Først tøvede hun, men stemningen i rummet var rolig og omsorgsfuld, og langsomt begyndte hun at fortælle.

“Under en af øvelserne blev hun nænsomt inviteret til at dele det, hun bar på indeni,” lyder det i vidnesbyrdet.

Hun delte smertefulde oplevelser, som hun aldrig før havde turdet tale om. Hun fortalte om tabet af sin bror og sin mand, og om den sorg, hun havde båret i mange år.

I vidnesbyrdet fortæller hun, at hun aldrig havde fået lov til at sørge rigtigt. Omgivelserne havde sagt, at hun skulle være stærk og komme videre. Derfor var sorgen blevet lukket inde, og den var blevet tungere med tiden.

I mødet med de andre kvinder blev det et vendepunkt. Det var ikke bare ord, men tårer, der endelig fik lov at komme frem. For første gang oplevede hun, at hun kunne trække vejret frit og tale uden frygt.

Da samlingen sluttede, gik hun derfra med en oplevelse af at være et andet sted i sig selv. Hun var ikke længere kun tynget af sorg, men bar også en ny form for håb med sig.

“Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår,” står der til sidst i vidnesbyrdet.

Selv i en tid præget af utryghed fortsætter Bibelselskabet i Syrien arbejdet for at give mennesker støtte, redskaber og rum til at finde fodfæste igen.