08.11.2021 Synne Garff, international chef
Nådens hus
Sergei levede som hårdkogt kriminel i Kiev, men endte med at tjene Ukraines udstødte
Tre timers kørsel syd for Kiev ligger Nådens hus. Den aflange, hvidmalede bygning ud til landevejen tager sig perfekt ud i efterårssolen med grøn græsplæne, små farverige blomster og marker med pittoreske bunker af græskar, lange baner af hjemmedyrkede kartofler og folde med geder, grise, køer og glammende hunde. Tre medarbejdere er i fuld gang med deres hakker. Stedet er stort set selvforsynende.
Bagsiden af huset er mere rå og vidner om det liv, der udfolder sig for de logerende. En lille park af kørestole, reservedele og småvogne stimler sammen langs huset. Et par grå-hvide killinger ligger og slænger sig i en kørestol, mens ukrudtet får frit spil ved siden af vasketøjsstativet, hvor sengetøj med dyremotiver hænger til tørre.
Sergei sidder og venter på en stol ved indgangen til bagdøren. Hans blik udstråler viljestyrke og autoritet. Han rejser sig straks ved hjælp af et par krykker, nikker venligt og fører mig direkte ind til husets epicenter. Der er ingen glidende overgang, ingen optakt, øjeblikket efter står jeg midt på en firesengsstue med logerende, der er så dårlige, at de mere eller mindre tilbringer det meste af tilværelsen i sengen.
Sergeis liv er flettet tæt sammen med de logerende. Det er ham, der sammen med tre hjælpere i årevis har plejet de dårligste. Mens han fortæller de logerendes historie, hiver han sin mobiltelefon frem og viser eksempler på sår, som han har behandlet. Det giver mindelser om en krigszone. Den tidligere kriminelle har drevet det vidt, efter han tog skridtet fuldt ud og besluttede sig for at tjene Gud i stedet for sig selv.
På bunden
De fleste logerende har haft misbrugsproblematikker inde på livet. Sergei ved, hvad det handler om. Hans egen transformation begyndte for 20 år siden i en container fuld af skrald, som dækkede Sergeis krop. Han vågnede og kunne ikke røre sig. Det gjorde ondt i hele kroppen. Han fik krabbet sig ud af containeren, slæbte sig hen ad jorden og blev kørt på hospitalet af en tilfældig forbipasserende. Sergei var blevet gennempryglet af tre politimænd. Hvorfor? Fordi han havde brækket kæben på en af deres kolleger.
Sådan var Sergeis liv dengang. I mørkets tjeneste, ind og ud af fængslet, kriminelle venner og masser af alkohol og stoffer. På hospitalet fik han god tid til at overveje sit liv. I måneder lå han på hospitalet og lægerne fortalte hurtigt, at han aldrig ville komme til at gå igen. I sin desperate situation stødte han på en af sine gamle venner, der havde været ude i et voldsomt misbrug. Han havde fundet sammen med en kvinde og skulle giftes.
– Jeg kunne slet ikke genkende ham. Han så fantastisk ud. Der var en helt ny gnist i hans øjne. Vennen fortalte, at han havde været på en afvænningsklinik, som blev ledet af kirken. Sergei blev både inviteret med til brylluppet og opmuntret til at komme på afvæ nning. Der skulle dog komme til at gå flere år, før Sergei nærmede sig afvænningsklinikken. Hver gang han var sammen med vennen og andre, der var kommet på ret køl, mærkede han noget trække i sig.
– De sagde, de havde viet deres liv til Gud. Min kone har altid gået i kirke, men det var ikke noget for mig, blev jeg ved med at hævde. Hvad skulle jeg bede sådan for? Hvad var ideen?
Det endte dog med, at Sergei kom igennem et afvænningsprogram og besluttede sig for at udforske det med Gud. Nemt var det selvsagt ikke, for det betød, at han måtte give definitivt afkald på sine dårlige vaner, ændre sin livsholdning og blive ydmyg. Det tog flere år. Sergei mødte efterhånden flere unge mennesker, som var blevet lammet ved ulykker eller på grund af alvorlig sygdom. Han besøgte dem og havde hver gang Bibelen med og læste som regel i Det Nye Testamente først.
– Det var ikke sådan, at folk med det samme blev kristne. Slet ikke. Det var virkelig op ad bakke, så indimellem spurgte jeg Gud, om det var det, jeg skulle. Konen kom trofast i kirke, mens Sergei kun gik i kirke halvdelen af året. De boede nemlig i en landsby, hvor det var for smattet om efteråret og vinteren for kørestolen. En dag kæmpede Sergei sig alligevel derhen, fordi der var en prædikant på besøg, som var ret formidabel. Præsten spurgte, om nogen havde noget, de ville dele. Sergei tøvede, men endte med at række hånden i vejret og fortalte, hvor ked af det han var over at sidde i kørestol.
– Vil du gå? spurgte prædikanten. Helt ærligt, tænkte Sergei. Jeg sidder i kørestol!
– Vil du arbejde for Gud? blev prædikanten ved. Det ville Sergei.
– Godt, så lad os bede sammen. Derpå hev prædikanten Sergei op af kørestolen og sagde: – Godt. Så gå ud og tjen!
Præsten gav ham et kærligt skub, og Sergei vandrede ud i livet med krykker. Dem har han beholdt siden. Engang imellem bruger han dog kørestolen, når han skal aflaste sin krop.
En daglig kamp
Sergeis liv er ikke en dans på roser. Et liv med troen på Kristus kræver alt af ham. Hver dag.
- Jeg blev ikke født sådan her, siger han og peger ned på sine ben. –Mange af de andre handicappede var blinde, spastiske eller syge fra fødslen. Jeg turde
ikke fortælle andre handicappede om Gud. Jeg var usikker på, om de ville lytte til mig. Men det gjorde de.
Han er mange gange blevet kaldt ud for at skifte forbindinger på brandsår og andre grimme sår, som er opgivet af hospitalet. Han er selvbestaltet
sygeplejer, klarer at pleje tunge, sengeliggende patienter og har reddet mange menneskeliv med sin ukuelighed. En dag kom han ud til en stakkels kvinde, der var opgivet af sin familie og lå i en seng. Han blev rasende på de pårørende, som bare havde ladet den unge kvinde ligge. Selv om han rensede sårene, døde hun. Sergei sparer ikke på detaljerne og viser flere voldsomme fotos med sin mobiltelefon. Det er ham magtpåliggende, at jeg forstår, hvad det er han gennemlever.
- Den unge kvinde er noget af det værste, jeg har oplevet. Det stank ligesom jeg forestiller mig, at det lugtede i hulen, hvor Lazarus lå død. Jeg har kastet op mange gange og indimellem spurgt Gud, hvad pokker han havde forestillet sig. Hvorfor skulle jeg udsættes for alt det, som ingen andre ville have med at gøre? Men jeg har oplevet, at mange andre menneskers liv forandredes lidt efter lidt.
Med årene kom der flere og flere henvendelser fra pårørende til handicappede, der spurgte, om ikke Sergei kunne kigge forbi. Det endte med, at Sergei for 10 år siden købte et hus, som han åbnede og kaldte Nådens hus. Her blev værelserne hurtigt fyldt op med voksne mænd i alle aldre. Nogle sengeliggende, andre på krykker eller i kørestol. Samfundets mest udstødte, dem som familie og venner har opgivet. Misbrugere, tidligere kriminelle, voldsramte, sygdomsramte. Telefonen ringer ofte.
Vil du være rask?
Sergei giver altid folk en chance. 45 dage har de helt præcist til at aflægge dårlige vaner og lægge misbrug på hylden. Omsorgen er massiv, samtalerne og sangene centreret om Gud. Hylderne i dagligstuen fyldt med bibler.
– Vil du have et nyt liv? Så må du vende dig mod Gud. Kom, lad os bede sammen, opfordrer Sergei nye logerende. Sergei oplevede, at han vendte en ny side i sin egen livsbog og fik lov til at skrive et nyt kapitel. I dag har han over 20 logerende. Dertil kommer de mange i området, som han trofast besøger. Mange er blevet døbt, men det sidste år har været barsk:
– Vi måtte sige farvel til seks logerende på grund af COVID.
Vi slutter besøget med at spise hjemmelavet borsch, kartoffelmos og frikadeller sammen med varm ingefærthe. I baggrunden synger nogle af de frivillige aftensange sammen med de logerende. Da vi tager afsked, stiller han sig op i døråbningen til sit livsværk:
– På gensyn. Enten her eller der, siger han og peger op mod den mørke himmel, hvor funklende stjerner er på vej. Om lidt vil Sergei køre den lille kilometer hjem til sin egen familie for at lade op til en ny dag. Det får han brug for. For i Nådens hus ved man aldrig, hvad dagen bringer.
Du kan støtte via MobilePay 62 903 mærket 'Ukraine' eller SMS 'GIV100' til 1414og støt med 100 kr.
