Læs bibelteksterne til nytårsdag

På denne dag, hvor et nyt år åbner sig for os, mødes vi med Herrens ord: ”Gå ind i dit kammer og luk din dør!” Altså, ingen tale om at træde ud ad døren i det nye år, åbne et ubeskrevet kladdehæfte eller andre af de klassiske nytårsmetaforer. Derimod: Gå ind i dit kammer og luk din dør. Der sidder en som venter på dig derinde.

Nytår er jo ellers netop tiden, hvor vi ser os omkring. Et år er gået, et nyt er på vej. Hvad er der sket? Hvad kan vi forvente? Den slags betragtninger har værdi og kan lede til sund statusopgørelse og selvbesindelse. Men inden da, inden vi orienterer os i verden, analyserer udviklingen og overvejer vores egen plads i det alt sammen, opfordres vi altså til at foretage den modsatte bevægelse: at gå ind i kammeret, lukke vores dør og tale med vores himmelske fader.

Det er ikke hoveddøren, der i teksten er tale om, men døren til kammeret. Det græske ord som er anvendt betegner, som det danske, et rum inde i huset uden vinduer. Når den dør bliver lukket, er man således udelukket fra det omgivende liv og adskilt fra de sammenhænge, hvori vi gør nytte og vores liv giver mening. Omtrent som man er nødt til at gå et mørkt sted hen og blive der nogen tid, hvis man vil se stjerner. At gå ind i kammeret indebærer, at vi for en tid lægger det fra os, som gør os til noget i samspillet med andre, som et frø, der bliver skjult i jorden og et legeme, der bliver lagt i en kiste. 

Men døren skal lukkes, ikke for at lukke os inde, men for at åbne en forbindelse til vores ”fader, som er i det skjulte” og ”som ser i det skjulte.” Meningen er ikke, at vi skal leve bag en lukket dør, men at vi skal søge derind først. Dernæst, når vi har åbnet os for ham, der venter i det skjulte, og har taget imod budskabet om, at det ikke er en fremmed men vores fader, som venter på os der, så kan vi igen træde ud i verden som mennesker, der er klar til at tage livet på os.

Af tekstens sammenhængen fremgår det, at alternativet til kammeret er forstillelse og hykleri. I samtiden viste det sig, når farisæerne og de skriftkloge stillede sig frem og  bad eller gav almisse for at blive lagt mærke til. I vor tid er hykleriet mere raffineret, og måske også mere potent. Ingmar Bergmans film Fanny og Alexander giver et uhyggeligt billede af, hvordan et liv i forstillelse kan ende. I en afsluttende scene siger den strenge biskop Edvard Vergérus til sin meget yngre hustru, skuespilleren Emilie:

”Du sagde engang, at du havde skiftet masker, indtil du ikke vidste, hvem du var. Jeg har kun én maske, men den er brændt fast til min hud.” 

Der er altså stadig tale om en maske, men masken er brændt fast, så det ikke længere er muligt at lægge den fra sig. Intet tæppefald, ingen adgang til kammeret, synes længere at være mulig.

Hvis ikke der er et kammer, hvori vi bliver gjort til intet af Guds kærlighed, vil vores liv uimodståeligt komme til at handle om, hvordan vi tager os ud for andre mennesker, og vi risikerer at spilde året på selvkredsende tanker og fordømmende forestillinger om andre.

Lad os derfor på årets første dag tage imod Herrens opfordring til at lukke døren til kammeret, før vi åbner den igen og træder ud i det nye år. Giv slip, før du tager fat! Den, der træder ud i verden fra sit kammer, kan tage fat på en lidt anden måde, og møde årets udfordringer med et mere uhildet blik, når vi træder ud i verden fra et rum, hvori Guds kærlighed er enerådende. 

Det er nytårsdag i dag. Foran os ligger 2026. Vi lever i en global tid, hvor meget af det, som for blot et år siden syntes at være givet, nu står til forhandling. Og meget af det, som syntes at stå fast, nu er i bevægelse. Vi kan ikke og skal ikke forsøge at unddrage os disse bevægelser. Vi kan derimod give slip på det, idet vi overgiver os til Gud, og dernæst gå ud i verden og med sindsro tage fat på det kald og de opgaver, det nye år bringer. Ikke som magtfulde aktører, men som et af de mange hvedekorn, der skal falde i jorden og dø, for at høstens time kan komme. 

Niels Nymann Eriksen er sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro. Han er desuden forfatter til flere bøger, bl.a. Bønnens vej – en personlig bog om bønnens vigtighed i en sekulariseret kultur