26.05.2026 Af Hans Majestæt Kongen
Læs Hans Majestæt Kongens ord om Ansgar
Bibelselskabets Forlag har udgivet "Ansgars liv" i ny dansk oversættelse ved Torben Bramming. Bogen bygger på Rimberts beretning fra 800-tallet om Nordens apostel og har forord af H.M. Kongen, som her bringes i sin fulde længde.
Historien om Ansgar og hans tid er på mange måder historien om begyndelsen på vores samfund, som vi kender det.
Hvordan ville Danmark have set ud uden kristendommen? Hvordan havde vores samfund udviklet sig, og hvordan havde vi levet med hinanden, hvis ikke kristendommen havde slået rod i land og folk? Hvis ikke munken Ansgar havde fundet modet til at vandre lige ind i vikingernes barbariske lande?
Sikkert er det, at det danske kongehus, som vi kender det, ikke havde været her. Det danske monarki som en kristen foranstaltning kan føres tilbage til Harald Blåtand, og ifølge Kongeloven fra 1665 var kongen Guds personlige bindeled til folket og dermed i besiddelse af en guddommelig autoritet. Siden ophørte enevælden som bekendt med Grundloven i 1849, og opfattelsen af en direkte forbindelse mellem kongen (eller dronningen) og det hinsides hører i dag hjemme i den historiske afdeling.
Munken Ansgar var præst og åndelig rådgiver for den danske kong Harald Klaks familie, da han ankom til Danmark. Her mødte han et fremmedartet og ikke altid venligsindet klan- og stammesamfund – kendt som vikingetiden. Det var ikke ufarligt at gå rundt blandt hedninge og tale om ”Hvide Krist”, som Jesus dengang blev kaldt, men Ansgar lod sig ikke skræmme og fulgte sit kald. Han satsede på at blive martyr og var klar til at dø for sin tro – det blev derfor også hans livs skuffelse, da han mange år senere måtte indse, at han ”bare” ville dø af sygdom.
Ansgar grundlagde den første kristne kirke i Hedeby og senere i Ribe, og i de følgende århundreder bølgede kristendommens indflydelse frem og tilbage. For eftertiden er Ansgar derfor blevet kendt som Nordens Apostel, den ydmyge munk, der bragte kristendommen til Danmark.
For os, der er fascineret af danmarkshistorien, er det inspirerende at komme tæt på et menneske som Ansgar, der levede for så mange år siden, og som har betydet så meget for Danmark. Med hans historie i hænderne har vi en oplagt anledning til at tænke over og tale om, hvad kristendommen betyder for os i dag.
Ansgars liv
| Forfatter: | Rimbert |
|---|---|
| Illustrator: | Claus Muldstrup |
| Sidetal: | 160 sider |
| Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
| Varenummer: | 978-87-7232-328-2 |
|---|---|
| Mål: | 17 x 24 cm. |