25.08.2026
Brevkassen: Er det kun nogle, der er bestemt til evigt liv?
Hvad betyder ordene i Apostlenes Gerninger kapitel 13 vers 48: "Og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro"? Sådan spørger Per og Johannes Værge giver et svar i brevkassen
Kære Brevkasse
Jeg undrer mig over, at der i Apostlenes Gerninger kapitel 13 vers 48 står: "og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro".
Betyder det, at det var dem af Gud som var bestemt der kom til tro, og at øvrige ej kom til tro samt fik glæde af det evige liv?
Jeg tænker, vi alle af Gud må være bestemt til evigt liv i Jesus Kristus, om vi tror eller tvivler, ja endda fornægter, dersom Gud er sikker I sin sag – han har skænket os alle det evige liv.
Hvad tænker I derom?
Kærlig Hilsen
Per
------------------------------------------------
Kære Per
Apostlenes Gerninger har samme forfatter som Lukasevangeliet, og et gennemgående træk i hele dobbeltskriftet – slået an fra begyndelsen med bebudelsen til Maria og med juleevangeliet – er "Frygt ikke!" Og baggrunden for at leve tillidsfuldt er åbenbaringen af, hvordan Gud nu rækker ud og åbner sin favn for hele menneskeheden. Som det fremgår af verset forud for det, du citerer: Forkyndelsen gælder "frelse til jordens ende". Det er baggrunden for Paulus' missionsrejser, som er det store emne i Apostlenes Gerninger.
Samtidig kan man dog medgive, at Lukas har formuleret sig lidt uforsigtigt i verset, du citerer – som om, der kunne være tale om, at nogle var forudbestemt til frelse, og andre ikke. Men det er kun, hvis man læser verset isoleret. Meningen med hele sammenhængen er at fastslå, at Paulus' forkyndelse om den universelle frelse (vers 47) blev modtaget med glæde og effekt (vers 48 og 49), og deraf følger, at de pågældende, som nu er kristne, har del i opstandelseslivet i Kristus.
Det er en status som arving til evigt liv, der er "bestemt" for dem, der tager imod Kristus-budskabet, ikke at andre ikke kan frelses.
Venlig hilsen
Johannes Værge
Johannes Værge er forfatter og foredragsholder samt tidligere sognepræst. Se hans andre brevkassesvar her.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk
Studiebibelen
| Forfatter: | Redigeret af Bodil Ejrnæs, Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen |
|---|---|
| Sidetal: | 1872 sider |
| Indbinding: | Hæftet |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7523-728-9 |
|---|---|
| Mål: | 16,2 x 23 x 3,3 cm |
| Andet: | 1131 g |