»Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«
Johannesevangeliet 8,12

Jacob Holst Mouritzen vender tilbage til ordene fra Johannesevangeliet. De er både store og personlige. 

“Det er mit bibelord,” siger han. “For mig handler det om den rejse, jeg selv har været igennem.” 

Ordene kommer efter fortællingen om kvinden, der er grebet i utroskab. Mændene vil stene hende, men Jesus afvæbner dem og fordømmer hende ikke. 

“Og lige efter rejser han sig og siger: ’Jeg er verdens lys.’ Det er jo helt vildt sagt,” siger han. “Det er et mic drop.” 

For ham rammer ordene noget, han selv har erfaret. 

“Jeg befandt mig et meget mørkt sted i mit liv. Jeg vandrede i mørket. Jeg syntes, det var håbløst og meningsløst. Livet var uden formål.” 

Så fik han en pludselig trang til at gå i kirke, og troen begyndte at åbne sig. 

“Jesus gav mig den største gave, en mand kan få. Han gav mig et formål, som var højere end mig selv. Og det har hjulpet mig.” 

At følge Jesus betyder ikke, at alt bliver enkelt. Troen har åbnet nye spørgsmål: Hvad betyder den for hans arbejde, familie og måde at være far, ven, søn og samfundsborger på? 

“Jeg prøver at spørge: Hvad ville Jesus have gjort? Hvad ville han have sagt? Og så prøver jeg hele tiden at revidere mine handlinger.”

Ofte sker det først bagefter. Men troen flytter langsomt noget i ham, selv i små hverdagsting. 

“Noget så banalt som at sælge brugt børnetøj. Hvis nogen spørger, om det har været vasket med parfume, kunne jeg tidligere have tænkt: Det er ligegyldigt. Bare sælg det. Men nu vil jeg holde mig til sandheden og stole på, at Gud har bolden.” 

For Jacob Holst Mouritzen handler det om at slippe kontrollen. Ikke at styre fortællingen med små fikserier, men øve sig i at tale sandt. 

Han kalder sig selv ny kristen og lægger ikke skjul på, at troen er fuld af friktion. Jesus er et forbillede, han gerne vil følge, men også et ideal, han kommer til kort over for. 

“Man ved jo godt, at man ikke lever op til det, man gerne vil. Samtidig giver det mig ro, at det ikke er mig selv, der skal bære det hele.” 

Derfor står han midt i spørgsmålene om, hvad det konkret betyder at sige ja til troen. 

“Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer i bund med troen. Lige nu er jeg nok nede i dalen af alt det, jeg ikke forstår og ikke ved.” 

Alligevel bliver ordene fra Johannesevangeliet ved med at lyse for ham som en retning at gå efter.