Niels Nymann Eriksen havde smøget ærmerne op og hjulpet. Han var nyuddannet præst, ungkarl og kunne stille op døgnet rundt. Han forstod ikke, hvorfor nogle af de mennesker, han syntes, han havde gjort allermest for, blev vrede på ham.

"Jeg gik nok lidt for meget ind i frelserrollen. Og det mærkede jeg ikke selv, før det gik galt," siger han.

I arbejdet med flygtninge havde han hjulpet mennesker, som nu kunne stå på egne ben. På afstand begyndte han at fornemme deres behov for at frigøre sig fra ham. Hans omsorg måtte ændre form.

Niels Nymann Eriksen er i dag præst ved Apostelkirken på Vesterbro og må være opmærksom på en anden risiko.

"Min største udfordring nu er i virkeligheden ikke, at jeg kommer til at gå for langt med folk, men at jeg bliver kynisk," siger han.

Han frygter, at den romantiske forestilling om sig selv som hjælper kan blive afløst af afstand til andre. Derfor må han stadig undersøge, hvordan han møder dem.

De erfaringer følger med ind i hans nyeste bog Næstekærlighed, udgivet på Bibelselskabets Forlag. Her læser han lignelsen om den barmhjertige samaritaner i lyset af sine møder med blandt andre flygtninge og indsatte.

Et kærligt tilbageblik

Selv anvender han en praksis, som hedder "det kærlige tilbageblik", der er hentet fra den ignatianske spiritualitet. I bøn ser han tilbage på dagens møder og reaktioner og beder Gud eller Jesus om hjælp til at se det, han overså.

Det kan være et menneske, han gik forbi uden at opdage, hvordan vedkommende havde det. Eller hans irritation over en samarbejdspartners sene afbud. Måske havde han selv knyttet forventninger til arrangementet, som han ikke helt havde gjort sig klart?

"Det er et kærligt blik, men dermed vil jeg ikke sige, at det er et konfliktsky blik. Kærligheden kalder også på konflikter nogle gange," siger han.

En plads hos kroværten

Under et besøg hos organisationen Faros i Athen bevidnede Niels Nymann Eriksen, hvor svært det kunne være at få kræfterne til at række. Patricia og Dan Biswas havde startet arbejdet med uledsagede flygtningebørn, lige før flygtningekrisen brød ud, og mange syriske flygtninge kom til Athen. De fortalte ham om børn, der sov i parkerne, nogle uden telt. Nøden var stor, ressourcerne beskedne.

En morgen læste de sammen lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I Jesus’ fortælling går en præst og en levit forbi en mand, som røvere har efterladt halvdød. En samaritaner forbinder hans sår og bringer ham til et herberg. Han betaler værten for at passe manden og lover at dække yderligere udgifter.

I Athen virkede det umuligt at følge samaritanerens eksempel og tage sig af alle dem, der havde brug for hjælp.

"Vi genopdagede en gammel tolkning af den barmhjertige samaritaner, som har været en hovedtolkning i oldkirken og middelalderen. Det er Jesus, der er samaritaneren. Det er ham, der samler os op," siger Niels Nymann Eriksen.

Selv hæftede han sig ved kroværtens opgave med at tage imod den sårede. Her kunne han genkende en opgave for sig selv.

"Det her kolossale problem skal jeg ikke løse. Jeg skal ikke forløfte mig på det. Det må samaritaneren tage sig af. Jeg står, hvor jeg står, med de ressourcer, jeg har," siger han.

I bogen knytter han buddet om at elske sin næste sammen med budskabet om selv at være elsket.

"Solen skinner på både dig og mig. Guds kærlighed findes, og du er elsket af den samme kærlighed, som jeg er elsket med," siger han.

Egne begrænsninger kan dog også blive en undskyldning for at undlade at hjælpe. Det må han fortsat være opmærksom på.

Hvad får jeg ud af dig?

Niels Nymann Eriksen mener, at markedstænkning præger vores forhold til hinanden. Han peger på reklamer, der lover nærhed og gode stunder, hvis vi køber en bil, en rejse eller et køkken. Intimitet bliver fremstillet som noget, vi kan købe os til.

Med inspiration fra sociologen Eva Illouz peger han på, at det, der ser ud som frigørelse, ofte indebærer, at markedet overtager områder, der tidligere har hørt under fællesskabet.

"Det har givet os frihed, men ensomheden har været frihedens pris," siger han.

Med inspiration fra Søren Ulrik Thomsen skelner han mellem syn og blik. Synet registrerer og placerer mennesker i kategorier, vi mener at kende. Med blikket kan vi få øje på den, vores første vurdering overså. Han har selv måttet ændre et fordomsfuldt indtryk, når han kom tættere på et menneske.

I lignelsen hæfter han sig ved, at samaritaneren kommer hen til den sårede og får medynk.

"Så det sidder i benene, før det går til hjertet," siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt en travl hverdag gør det vanskeligt at give mødet den tid, det kræver, svarer han bekræftende.

"Det kræver nemlig tid og tålmodighed at komme tæt på hinanden, så man kan udvikle dybere følelsesmæssige bånd og dermed medfølelse," afslutter han.