Gud skaber Adam
"Gud skaber Adam" - Freskomaleri fra Vittskövle Kirke i Skåne. Foto: Wikimedia Commons

20.01.2017

Brevkassen: Hvorfra stammer urfortællingen?

Jacob spørger til, hvor urfortællingen stammer fra. Hvem har fortalt den og hvornår? Professor emeritus i Det Gamle Testamente Kirsten Nielsen giver et svar i Bibelselskabets brevkasse

Til brevkassen

Hvorfra stammer urfortællingen? Hvis vi antager, at fortællingen om Adam og Eva er sand, hvem har så fortalt den og hvornår? Og hvorfra ved mennesket, hvordan Gud har skabt mennesket og jorden?

Med venlig hilsen Jacob

*********************************

Kære Jacob!

De første elleve kapitler af Første Mosebog (Urhistorien) er vanskelige at datere. Det fremgår forholdsvis tydeligt, at der er to forskellige fortællere i disse kapitler. Den ene er stort set ansvarlig for den første af de to skabelsesberetninger (Kap. 1,1-2,4a) samt stamtavlerne og dele af syndflodsfortællingen, mens den anden stort set er ansvarlig for den anden skabelsesberetning, syndefaldsberetningen, fortællingen om Kain og Abel, dele af syndflodsfortællingen og Babelshistorien.

Forskerne har længe ment, at den, der er ansvarlig for anden skabelsesberetning m.m. er den ældste, mens den, som er ansvarlig for første skabelsesberetning m.m. er den yngste og også den, der har været med til at samle de traditioner, der udgør Urhistorien. Men der er ikke enighed om det.

Vi ved heller ikke præcis, hvornår Urhistorien har foreligget i den form, vi kender den i. Mange vil mene, at det er sket forholdsvis sent, i hvert fald efter det babylonske eksil (dvs. efter 539 f.Kr.) Men bag de enkelte fortællinger kan der meget vel ligge ældre mundtlige traditioner, som først er blevet skrevet ned på et senere tidspunkt.

Fortællerne siger ikke noget om, hvorfra de ved, at det er gået til på den måde, de beskriver. Og kunne vi spørge dem, ville de nok blot sige, at det har de selv fået fortalt. De skriver fx ikke, sådan som vi kan finde det formuleret i profetbøgerne, at Herrens ord kom til dem.

Det er altså begrænset, hvad forskerne kan sige om Urhistoriens tilblivelseshistorie. Men det er jo heller ikke det, der afgør, om Urhistorien taler sandt om, hvad det vil sige at være skabt af Gud og leve i den verden, han har skabt.

Med venlig hilsen

Kirsten Nielsen

Kirsten Nielsen er professor emeritus i Det Gamle Testamente. Læs mere om hende her

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk