Hvilke slags skrifter er der i Bibelen?
Der er mange forskellige genrer i Bibelen, ikke mindst i Det Gamle Testamente, hvor flere forskellige genrer kan være repræsenteret i et enkelt skrift. F.eks. er der både lovstof og fortællestof i Mosebøgerne, skriver teolog Ane Kirstine Brandt i brevkassen. Foto: Pixabay

Brevkassen: Hvilke slags skrifter er der i Bibelen?

Til Bibelselskabet,

Jeg vil gerne spørge, hvilke slags skrifter der er i Bibelen, og hvad kalder man de forskellige genrer?

Hilsen

AS

********************************************************

Kære AS

Dit spørgsmål retter sig imod, hvilken slags tekster vi har med at gøre i Bibelen, altså både i Det Gamle og Det Nye Testamente. Overordnet kan man sige, at i Det Nye Testamente findes der en helt særlig genre nemlig evangeliegenren, som samler både lignelser, belæring, stridssamtaler og apokalyptik. En anden meget fremtrædende genre i Det Nye Testamente er brevgenren. Kristendommen er den eneste religion, hvor breve indgår i de hellige skrifter. Ud over disse to genrer, evangeliet og brevet, som fylder langt det meste af Det Nye Testamente har vi henholdsvis et historisk værk, Apostlenes Gerninger og et apokalyptisk værk, Johannes Åbenbaring.

Hvor vi i Det Gamle Testamente hverken finder evangeliegenren eller brevgenren, så findes der både historiske og profetiske værker. Fortællinger om Israels historie finder vi i både Mosebøgerne og de følgende bøger inklusiv Kongebøgerne. At Mosebøgerne også indeholder lovmateriale er blot ét blandt mange eksempler på, at bøgerne her i Det Gamle Testamente typisk består af flere forskellige genrer. En anden genre, som er rigt repræsenteret i Det Gamle Testamente, er profeterne, fx Esajas´ Bog og Jonas´ Bog. Poetiske værker som Højsangen, Salmernes Bog og Ordsprogenes Bog er endnu en fremtrædende genre i de gammeltestamentlige skrifter.

Det gælder generelt, at mange af teksterne i Bibelen indeholder flere forskellige slags genrer, hvilket giver et mindre ensartet billede, end man måske forventer. Samtidig er der mange direkte og indirekte referencer imellem teksterne og dermed også mange forbindelseslinjer, som er med til at gøre billedet komplekst.

Venlig hilsen

Ane Kirstine Brandt

Ane Kirstine Brandt er seminarielektor på Læreruddannelsen Blaagaard og cand.theol. Se hendes andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.