"Lady Lilith" fra 1867 af Dante Gabriel Rossetti (1828-1882). Findes på The Metropolitan Museum of Art.
Lilit malet i 1867 af kunstneren Dante Gabriel Rosetti. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Havde Adam ikke en kone før Eva?

Var Adam ikke gift med Lilit før Eva? Sådan spørger B, og Søren Holst kommer med et svar.

Til Bibelselskabet

Jeg har læst Søren Holsts svar om, hvor længe Adam var alene i paradis, før Eva kom til. Med Adam var da gift med Lilit, inden han mødte Eva, så han var da ikke alene i paradis, før han mødte hende. Eller hvad?

Hilsen

B

*******************************

Kære B

Den bibelske fortælling, som er den ældste, vi har om Adam og Eva i Paradiset, og som alle andre fortællinger om emnet er inspireret af, kender ikke noget til, at Adam havde en første kvindelig partner, som hed Lilit.

Fortællingen om Lilit fik jødiske rabbinere i middelalderen idéen til, fordi de undrede sig over, at der i 1 Mos kap. 1 vers 27 står, at Gud skabet mennesket som mand og kvinde – selv om Eva jo først bliver til i kap. 2 vers 22. Der måtte altså have været en kvinde før Eva, tænkte de. Navnet tog de fra Esajas’ Bog kap. 34, vers 14 – det er vistnok navnet på en slags dæmon, der færdes på øde steder om natten.

Bibelforskere vil som regel i stedet forstå dét, at kvindens tilblivelse omtales to gange, på den enklere facon, at kap 1 og kap 2 er to selvstændige fortællinger om det samme emne, som senere er blevet samlet i ét skrift.

Mvh

Søren Holst

Søren Holst er ph.d. og lektor i teologi på Københavns Universitet og en af oversætterne bag "Begyndelsen og Tænkeren" - Bibelselskabets nudanske oversættelse af Første Mosebog og Samuels Bog. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

Første Mosebog, kapitel 1, vers 26-27.

Læs mere om skabelsen her.