Brevkassen: Hvor kommer "Lov og tak og evig ære..." fra?

Kære Bibelselskab

Jeg leder efter oprindelsen af den liturgisk vanlige lovprisning efter prædiken:

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Jeg kan ikke finde et tilsvarende tekststed. Kan I opklare det for mig?

Bedste hilsner

Stinne H

*************************

Kære Stinne H

Det korte svar er, at lovprisningen efter prædikenen ikke er knyttet til et bestemt skriftsted i Bibelen.

I folkekirkens højmesseordning er der flere faste led, der er knyttet til bestemte bibelsteder. Det gælder fx Fadervor (Matthæusevangeliet 6,9-13), den aronitiske velsignelse (Fjerde Mosebog 6,24-26) og den apostolske velsignelse (2. Korintherbrev 13,13). Man kunne formode, at en tilsvarende bibelsk tilknytning også gælder lovprisningen efter prædikenen, men det er ikke tilfældet. Den stammer fra den senere kristne tradition, og den bibelske tilknytning er indirekte.

De nærmeste bibelske paralleller er de lovprisninger, der blandt andet findes som afslutning på bønner eller breve. Med et fremmedord kaldes en sådan lov-prisning en doksologi efter det græske ord doxa (ære).

Et eksempel på en doksologi fra Bibelen er afslutningen på Fadervor: »For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen« (Matthæusevangeliet 6,13). Et andet eksempel er Davids lovprisning af Herren: »Lovet være du, Herre, vor fader Israels Gud, fra evighed til evighed. Din er storheden, magten, æren, herligheden, glansen og pragten, Herre, ja alt i himlen og på jorden; dit er riget, og du er ophøjet som overhoved over alle« (Første Krønikebog 29,10-11). Et tredje eksempel er afslutningen på Romerbrevet: » – ham, den eneste, vise Gud være ære ved Jesus Kristus til evig tid! Amen« (Romerbrevet 16,27).

Der kan anføres flere andre eksempler på doksologier fra Bibelen. Et fællestræk for de anførte doksologier er, at de er rettet til Gud Fader, mens lovprisningen efter prædikenen er rettet til den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. Og det er blandt andet dette træk, der viser, at lovprisningen hører hjemme i den senere kristne tradition.

I folkekirkens højmesseordning er der to muligheder for lovprisning efter prædikenen. Den anden lovprisning lyder: »Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen«. Denne lovprisning kaldes det lille gloria efter det latinske ord gloria (ære) og er også rettet til den treenige Gud. Den blev oprindelig brugt som afslutningsvers på bibelske salmer, når de blev sunget i gudstjeneste eller tidebøn. Det lille gloria kendes fra oldkirkelig og middelalderlig liturgi. Den blev også brugt på latin i det første århundrede efter reformationen, fx i biskop Niels Jesperssøns graduale fra 1573. Men heller ikke denne lovprisning er et direkte citat fra Bibelen.

Lovprisningen efter prædiken har muligvis rødder tilbage til oldkirken, hvor prædikenerne ofte blev afsluttet med en tilsvarende lovprisning; men det er ikke lykkedes for mig at finde en sikker linje fra den aktuelle danske brug tilbage til oldkirken. I de officielle danske liturgiske bøger har jeg indtil videre ikke fundet lovprisningen længere tilbage end til alterbogen fra 1901, hvor den er anført som indledning til kirkebønnen.

Med venlig hilsen,

Holger Villadsen

Holger Villadsen er provst emeritus og tidligere liturgisk sekretær for biskopperne. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.