Apostlene blandt folk
Havde apostlene folkets yndest, eller yndest til folket? Maleriet "Apostles" er af Pieter Aartsen. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvem har hvis yndest?

Jacob undrer sig over en dansk oversættelse i Bibelen, og professor Mogens Müller hjælper med et svar.

Kære Bibelselskab,

Jeg er under læsning af Apostlenes Gerninger stødt på en i mine øjne misvisende oversættelse i den danske oversættelse. Jeg er amatør både på det græske og det teologiske, og der kan være grunde til den valgte oversættelse, som jeg ikke kender til. I så fald vil jeg være taknemmelig for at blive oplyst om dem.

Apostlenes Gerninger 2:46-47 lyder i Bibelselskabets oversættelse fra 1992:

"De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst”.

Den gamle oversættelse har tilsvarende “havde yndest hos hele folket”. I den græske udgave, som anvendes i Perseus-basen gengives det sidste stykke: ἔχοντες χάριν πρὸς ὅλον τὸν λαόν

I Vulgata fra samme kilde: habentes gratiam ad omnem plebem. Men χάριν πρὸς ὅλον τὸν λαόν kan ikke betyde “folkets yndest”. Når πρὸς styrer akkusativ betegner det bevægelsesretning mod noget, på samme vis som ad på latin. 

Jeg tænker derfor, at den korrekte oversættelse af ἔχοντες χάριν πρὸς ὅλον τὸν λαόν  derfor må være noget i retning af “følte kærlighed for hele folket”, jf. artiklen om χάρις i Liddell & Scot, Greek-English Lexicon, specielt sektion II.1. 

Jeg synes også min oversættelse giver bedre eksegetisk mening; men der kan som nævnt være gode grunde til den valgte oversættelse, som jeg ikke kender. I så fald vil jeg som nævnt være taknemmelig for at blive oplyst om dem.

Venlig hilsen

Jacob W

******************************

Kære Jacob W

Det er et yderst berettiget spørgsmål, du stiller vedrørende oversættelsen af Apostlenes Gerninger 2,47. Stedet hører til i den række af oversættelsesproblemer, der ikke rigtig bliver drøftet i fortolkningen. Men selvfølgelig er der undtagelser, og i et par nyere kommentarer berøres det da, at vendingen ἔχοντες χάριν πρὸς ὅλον τὸν λάον også kan oversættes i den retning, som du foreslår det, og som også den latinske bibeloversættelse Vulgata har valgt, nemlig med ”idet de lovpriste Gud og havde velvilje mod hele folket”. I fagtidsskriftet New Testament Studies vol. 34 (1988) s. 604-610 har T. David Andersen (med hjemsted i Bangkok, Thailand) bidraget med en undersøgelse ’The meaning of ΕΧΟΝΤΕΣ ΧΑΡΙΝ ΠΡΟΣ in Acts 2.47’, hvor han argumenterer for oversættelsen ”praising God and having goodwill towards all the people”. Problemet er opstået ved, at udtryksformen med χάρις πρός er enestående i NT, og at præpositionen πρός faktisk godt kan angive kilden, dvs. ”hos”, selv om det ikke er det naturligste. Og går man ikke til meget ældre græske kilder, men til samtidige som Filon og Josefus, har de to jødiske forfattere tilsammen seks eksempler med χάρις πρός, hvor der tydeligvis gælder adressaten for ”velviljen”, eller hvordan man nu vil gengive χαρίς. Og det er måske nok så nærliggende at inddrage sådanne nærmest samtidige kilder.

Man kan sige, at den traditionelle måde at gengive på, passer udmærket i sammenhængen, men det samme kan siges om den foreslåede oversættelse, idet de foregående vers skildrer – andre af – de troendes egenskaber, og at selve udsagnet så kommer til at sige, at mens Gud er modtager af lovsang, er folket det af velvilje.

Den nu gældende oversættelse med genitiven ”folkets yndest” er selvfølgelig ikke helt sprogligt korrekt, men må forklares som en omskrivning af den valgte forståelse i et mere mundret sprog.

Med venlig hilsen

Mogens Müller

Mogens Müller er dr.theol. og professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Og hvad er så Vulgata?

Vulgata, der betyder ”den almindelige”, blev i 1500-tallet betegnelsen for den latinske bibeloversættelse, der især forbindes med kirkefaderen Hieronymus (347/48-420 e.Kr.). Selvfølgelig fandtes der også oversættelser til latin af bibelske bøger før Hieronymus. De går i forskningen under samlebetegnelsen Vetus Latina (”den gamle latinske”). De gik for Det Gamle Testamentes vedkommende ud fra Septuaginta, den græske oversættelse, som blev foretaget i tiden fra omkring 250 til 100 f.Kr., og som var af svingende kvalitet. I forlængelse af en revision af eksisterende oversættelser af evangelierne, som pave Damasus (366-384) havde opfordret Hieronymus til, begyndte han også at revidere og nyoversætte dele af Det Gamle Testamente, til at begynde med på grundlag af Septuaginta. Men fra omkring 390 begyndte han at lægge den hebraiske tekst til grund og i de følgende år fik han skabt en komplet bibeloversættelse, hvor han naturligvis også byggede videre på de foreliggende. Først efterhånden blev Hieronymus’ bibeloversættelse den almindelig foretrukne, og da den katolske kirke skulle konsolidere sig efter reformationen, hvor Luther og andre var begyndt at nyoversætte efter grundsprogene, blev det endegyldigt denne latinske tekst, der blev gjort til den sande bibeltekst og derved ”den almindelige”. Det skal dog bemærkes, at Vulgata, som den kom til at foreligge i slutningen af 1500-tallet, nok i det store og hele går tilbage til Hieronymus’ arbejde, men også har undergået forandringer. Blandt andet kom den mod hans vilje til også at indeholde Det Gamle Testamentes Apokryfe Skrifter.