Læs teksten til midfaste søndag: Bespisningen af de fem tusind

Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen fortæller et sted en historie, der vist nok lyder noget i retning af dette: ved en gudstjeneste skulle præsten prædike over bespisningsunderet hos Johannes. Han kom til at kludre i teksten, og kom til at sige, at Jesus bespiste fem mand med fem tusind brød. Så lød der en sindig røst nede bagfra i kirken fra gamle Johannes: ”Det ku’ a os’ ha’ gjort!”. Det vakte almindelig munterhed. Ved eftermiddagstjenesten samme dag gik gamle Johannes i kirke igen. Nu skulle han lige høre, om præsten fik det rigtigt denne gang. Det gjorde præsten, der havde været lidt irriteret over fejlen, og Jesus bespiste nu fem tusind med fem brød og to fisk. Præsten kiggede da fra prædikestolen triumferende ned på gamle Johannes, og spurgte: ”Kunne du også have gjort det?”. Johannes svarede: ”Ja, hvis jeg havde haft lidt til overs fra i morges …”.

Sådan taler dagens evangelium om en forunderlig overflod. Og den overflod, som kun kærlighed kan have, for det er det eneste i verden, der bliver mere af ved at blive delt. Og kærligheden er konkret i brød og fisk. Kærlighed kan ikke være uden tegn. Og kærlighedens tegn er kærtegn, der siger os, at den er til stede. På samme måde er dåb og nadver kærtegn, der fortæller os, at Gud er til stede.

Der er en praktiskhed i dagens evangelium. Filip kan ikke få det til at gå op. Det rækker ikke. Og da mændene, som det udtrykkes, sætter sig ned, får vi at vide, at ”der var meget græs på stedet”. Denne meget praktiske oplysning, er for mig en af de mærkeligste oplysninger, vi får i Det Nye Testamente. Hvad i alverden skal vi bruge den oplysning til? Nogle har set, at det er en allusion til ordene fra Salme 23,2, at ”han lader mig ligge i grønne enge” og videre ”dækker bord for mig” (23,5). Det er nok lidt søgt. Måske er de praktiske henvisninger til brødet, fiskene og det meget græs på stedet, udtryk for, at kærligheden ikke er abstrakt, men konkret? Kærligheden virker i den virkelige verden. Jeg tror det.

Der er også en leg med tal: fem brød, to fisk, tolv kurve. Man kan hastigt forvilde sig ud i symbolik. Fiskene forsvinder i beretningen, men brødet bliver tilbage.  Menneskene bliver ved spisningen af brødet et legeme, og intet må da gå tabt. Ikke en af dem, der hører Jesus til, må gå fortabt. De samler det sammen igen.

Der er meget symbolik. Men det væsentlige er nok dette, at kærligheden er konkret. Den erfares af skaren på sletten neden for bjerget, og den erfares af os ved dåb og nadver. Det er kærtegn. Gud kan ikke bare sige, at han er kærlighed. Han må også kærtegne os. I dåb og i nadver. Kærligheden er konkret.

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst for Hjørring søndre provsti, og formand for Bibelselskabets stiftsudvalg i Aalborg stift.