Læs evangelielæsningen til 4. søndag efter trinitatis (første række)

Jesus lægger os i søndagens tekst på sinde, at vi skal være barmhjertige mod andre på samme måde som Gud er barmhjertig over for os. Vi skal være som Gud! Det er vi skabt til. Vi er disciple hos Jesus, Ham står vi i lære hos. Det skal vise sig i, at vi ikke dømmer og fordømmer andre, men i stedet giver til dem. Lever vi i den barmhjertighed, vil andre og vi selv erfare velsignelsen ved det.

Hvad mener Jesus med, at vi ikke skal dømme? Han tænker ikke på samfundets dom over og straf til en spritbilist eller fartsynder. Han tænker heller ikke, som mange i dag: ”Ingen kender sandheden. Ingen kan derfor tillade sig at sige, hvad der er sandt og løgn, rigtigt og forkert”. Gud har talt og Jesus har åbenbaret Guds vilje for os i det dobbelte kærlighedsbud og de ti kærlighedsbud som pejlemærker. I Jesus møder vi på ny og på ny sandheden og kærligheden. I Ham har Gud gjort sig kendt.

Det, Jesus gør op med i søndagens tekst, er den kærlighedsløse kritiksyge og dømmen andre ude. Han er ude efter dømme-sygen! Vi skal ikke gå op i andres fejl. Den er kun som en splint i hans øje sammenlignet med den bjælke, der er i vores eget øje. Et voldsomt billede, som siger, at vi i den grad trænger til en øjenoperation, så vi kan se klart på andre med et barmhjertigt blik! En sådan operation er umulig, men for den barmhjertige Gud er alt muligt. Han kan omforme et dømmende menneske til at være barmhjertig. Et møde med hans barmhjertighed har før forvandlet et menneske. Tænk f.eks. på kong David og apostlene Peter og Paulus og jeg kender nogle, jeg har set det hårde blik blive mildt hos.

Så får vi ikke så travlt med andre, mere med os selv og så kan vi få øje for nåden. Vore bjælker var det kors, han led på. Vore bjælker blev brugt til forsoning og til at udtrykke Guds barmhjertighed. Ad den vej kan den barmhjertige forme os til at være generøse og ydmyge. Og med det blik holdes vi fast på vores ansvar for hinanden, så vi ømt og nænsomt kan hjælpe hinanden. For vi har ansvar for hinanden! Og derfor skal jeg spørge mig selv: Hvad byder kærligheden mig at gøre over for ham i den her situation? For jeg må da gøre, hvad jeg kan for at få fjernet den splint i det øje!

Når vi fristes til at dømme et andet menneske, hvad vi så ofte fristes til, og når vi har fået et nyt syn og nye øjne, hvad vi hele tiden trænger til, er det godt at bede sådan med biskop Ambrosius fra det 4. århundrede:

”Giv mig frem for alt medlidenhedens nåde. Giv mig, at jeg i mit inderste hjertes dyb kan føle medlidenhed med syndere, for dette er den højeste dyd.

Giv mig, at jeg må have medlidenhed, hver gang jeg er vidne til en synders fald, så jeg ikke tugter ham med hovmod, men græder og lider med ham. Gør sådan, at når jeg græder over min næste, så græder jeg også over mig selv og tager dette ord som rettet til mig selv: for luderen er mere retfærdig end mig”.

Amen.

Flemming Baatz Kristensen er sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Han er desuden forfatter til bøgerne På pilgrimsrejse i kirkeåret I og II samt den lille guide Kirkeåret - en rytme for troen.