Paulus skriver breve. Maleri af Valentin de Boulogne.
Paulus' breve er stadig en af grundstenene i den kristne teologi. Ved at arbejde med Paulus og hans breve har store teologer fået en ny forståelse af, hvad kristendom er. Maleri af Valentin de Boulogne.

Tine Lindhardt og Cecilie Vestergaard Raaberg

Bibelens personer: Paulus

Paulus er en sammensat karakter i Det Nye Testamente. Han starter som forfølger af de helt nye kristne menigheder, men ender med at være den mest kendte og udbredte missionær og forkynder af den kristne tro

Første gang, vi møder Paulus, er i Apostlenes Gerninger. Her nævnes han nærmest i en bisætning ved beskrivelsen af steningen af Stefanus (Apostlenes Gerninger kap. 6-7).

Stefanus er en af de første kristne, og han stenes af en gruppe jøder, som mener, at han spotter Gud ved at tro og udbrede, at Jesus er Guds søn. Imens står Paulus, som endnu hedder Saulus, - en ung jødisk mand - og passer på kapperne, der tilhører vidnerne til mordet (Apostlenes Gerninger 7,58).

Forfølgeren

Saulus eller Paulus, som han kommer til at hedde senere, beskrives i begyndelsen af Apostlenes Gerninger som en meget ivrig forfølger af de nye kristne menigheder; han beder således selv om bemyndigelse fra ypperstepræsten i Jerusalem til at tage til Damaskus for at arrestere de kristne (Apostlenes Gerninger 9,2).

Men på vejen til Damaskus oplever Paulus en åbenbaring; han får et syn, hvor han ser et stort lys og hører en stemme, som spørger: "Saul, hvorfor forfølger du mig? Det er Jesus, der taler."

Paulus bliver ikke alene blændet af lyset; han bliver blind – måske som tegn på, hvor blind han før har været. Han lader sig føre til en kristen mand i Damaskus, og først da han lægger hænderne på ham, får Paulus sit syn tilbage og bliver omvendt til at tro på Kristus. Det kan man læse om i Apostlenes Gerninger 9,3-9.

Forkynderen

Herefter fortæller Apostlenes Gerninger, at Paulus lader sig døbe og bliver lige så optaget af at forkynde kristendommen, som han tidligere var af at bekæmpe den. Han tager på lange rejser i hele Middelhavsområdet fra Syrien til Makedonien og Italien, hvor han forkynder budskabet om Jesus Kristus og danner nye menigheder.

Det sidste Apostlenes Gerninger fortæller om Paulus, er, at han sidder i fangenskab i Rom (Apostlenes Gerninger 28). Traditionen fortæller, at han blev henrettet under en af Kejser Neros kristenforfølgelser, men det er altså ikke noget, man kan læse i Bibelen.

Hedningeapostlen

Det helt centrale ved Paulus er, at han udbreder det kristne evangelium til ikke-jøder. Det er betydningsfuldt, fordi kristendommen i begyndelsen formentligt var en særlig udgave af jødedommen eller det, som man nogle gange kalder for en jødisk sekt. Dermed være sagt, at hverken de første kristne selv eller det omgivende samfund har betragtet kristendommen som en ny tro, men altså som en særlig fortolkning af jødedommen.

Men ikke mindst med Paulus, fortæller Apostlenes Gerninger, begyndte man altså også at forkynde om Kristus til mennesker, der ikke var jøder; 'hedninger som ikke-jøder,' som det ofte kaldes i Det Nye Testamente.

Snart blev kristendommen til en selvstændig religion, som nok har forbindelse til jødedommen, men altså er noget andet end jødedom, og gradvist voksede den til den verdensomspændende tro, som kristendommen er i dag. Med god ret kalder man derfor Paulus for kristendommens grundlægger, fordi det i høj grad er hans fortjeneste, at den bliver etableret som en selvstændig tro, der udbredes også uden for jødiske kredse.

Paulus fortæller således i sine breve, at det ikke er nødvendigt for den kristne at blive omskåret eller leve efter særlige religiøse spiseregler eller lignende, som er en del af jødedommen. Ja, i det hele taget behøver de kristne ikke at leve efter den jødiske moselov, fordi Kristus’ død og opstandelse betyder, at man som kristen er sat fri fra loven. Det er et meget markant tema i både Galaterbrevet og Romerbrevet.

Brevskriveren

Vi har en række breve fra Paulus’ hånd, som han har skrevet til de menigheder, han har grundlagt, og som derfor er opkaldt efter dem: Romerbrevet er altså skrevet til menigheden i Rom. Der findes også breve i Det Nye Testamente, som bærer Paulus’ navn, men hvor det er mest sandsynligt, at det ikke er Paulus, der er afsender.

De breve i Det Nye Testamente, som man mener, at Paulus selv har skrevet, er Galaterbrevet, Romerbrevet, Første Korintherbrev, Andet Korintherbrev, Filipperbrevet, Filemonbrevet samt Første Thessalonikerbrev.

Brevene er skrevet ca. i midten af det første århundrede e. Kr. og er således de ældste tekster, vi har i Det Nye Testamente, idet det ældste evangelium (Markusevangeliet) menes at være skrevet omkring 70 e.Kr.

I brevene fortæller Paulus også om sin fortid, hvor han forfulgte de kristne og levede som meget lovtro jøde, der tilhørte farisæerne.

Teologen

Paulus er kendt som den første teolog i den kristne kirke. Det vil sige, at han i sine breve har formuleret, hvad han mener, det betyder, at Jesus er Kristus, og hvad det betyder, når kristne siger, at Jesus er opstanden fra de døde. Disse breve og formuleringer er stadig en af grundstenene i den kristne teologi, og store og banebrydende teologer i de sidste to tusinde år - ikke mindst Martin Luther - har ved at arbejde med Paulus og hans breve fået en ny forståelse af, hvad kristendom er.

En af de allermest kendte og brugte tekster fra Bibelen, Kærlighedens højsang, stammer fra Paulus’ Første Korintherbrev 13,13:

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden”.

Redskabet

Paulus er altså på mange måder et eksempel blandt mange i Bibelen på, at Gud finder redskaber for sin mening med verden mange steder – og ikke mindst steder, som ikke nødvendigvis forekommer indlysende eller forståelige. Paulus skriver selv, at han er den mest uværdige af alle og ser det som et under, at han kan bruges af Gud til at udbrede evangeliet.

Og det kan også siges at være udtryk for en guddommelig ironi, at en forfølger af alt det, som de kristne står for, bliver den person, som frem for nogen udbreder kendskabet til Kristus og kristendommen.

Paulus fangenskab

Paulus bliver arresteret i Jerusalem, hvor han er rejst til for at give penge til de fattige. Her bliver han overfaldet af jøder og derefter bragt i sikkerhed af romerne på en borg udenfor byen.

Statholderen Festus sender Paulus til Rom, hvor han tilbringer to år i husarrest. 

Hans videre skæbne kendes ikke, men traditionen fortæller, at han bliver henrettet under Kejser Nero.