PÅSKELÆNGSEL: Her under coronakrisen skal vi stå sammen ved at holde afstand. I sig selv et paradoks, men Paulus hjælper os med at fokusere på fællesskabet, selv når vi er fysisk afskåret fra hinanden
Paulus skriver til sin menighed i Thessalonika i Grækenland:
”Kære venner, vi har været tvunget væk fra jer et stykke tid, men kun fysisk. I tankerne har vi hele tiden været hos jer. Vi længes efter jer, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for snart at se jer.” (Første Thessalonikerbrev 2,17)
Paulus længes efter sin menighed, men kan ikke komme til dem, derfor skriver han dette brev, for at fortælle dem, at de stadig er sammen i tankerne. På den måde minder vores situation lige nu om den, Paulus stod i dengang. Det er, som om Paulus i denne situation bliver mere nærværende, end jeg nogen sinde før har oplevet det.
For jeg har aldrig før i mit liv oplevet at være afskåret fra dem, jeg holder af, på sådan en definitiv måde. Jeg har heller aldrig før oplevet, at jeg ikke kunne gå i kirke til påske, hvis jeg ville.
Men så er der altså fortilfælde for denne situation i Bibelen. Og her er Bibelen 2020 med sin mundrette oversættelse en hjælp til at forstå, hvad det er Paulus skriver.
Han er tvunget væk fra sin menighed. Vi ved ikke af hvad. Det kan være sygdom, det kan også være, at han sidder i fængsel eller anden isolation. Han har flere gange prøvet at komme, men ”Satan stillede sig i vejen.” Det er stærke ord. For os er det en virus, men stadig lige djævelsk.
Men så er det, at Paulus giver dem og os et håb. Han længes, ligesom vi længes. Det er længslen, der gør det. Fysisk er vi adskilte, men ikke i tankerne. Det er en mulighed, han her giver os, at vi er hos hinanden i tankerne.
Hvordan? Paulus skriver igen og igen til thessalonikerne, at de har et ståsted. Det er Jesus Kristus. De står sammen i tro, kærlighed og håb til Gud, Jesus’ far.
Det er ikke nyt for os - vi er vokset op i en kristen kultur med kirker på land og i by. Det nye for os er, at vi ikke kan mødes der fysisk, men vi kan mødes i tankerne.
Vi kan være i kirke – hjemme og alene. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle kunne sige. Som de fleste, er jeg opdraget med, at det er i det sociale fællesskab, at vi trives og vokser. Og det er det også, og jeg længes, længes meget efter igen at kunne være sammen med jer, de nære og kære og alle andre.
Paulus hjælper thessalonikerne ved at fortælle, hvordan de allerede har etableret et fællesskab. Kristusfællesskabet er et kærlighedsfællesskab. Evangeliet om Jesus handler ikke om hans forkyndelse, hvad han sagde og gjorde, sådan som vi ofte gør det til. Evangeliet, forkyndelsen, handler om hans person. Det er Jesus’ død og opstandelse, der er kernen i budskabet.
Det er påskelængsel, og det er den længsel, der forener os – trods afstand. Paulus skriver til thessalonikerne om, at de er i et kærlighedsfællesskab. Og han skriver vel at mærke ud fra et ensomhedsperspektiv. Det er ham, der længes. Og han prøver at skabe et fællesskab trods afstand.
Og her er sønnen – Kristus – ankermand. Paulus kan forstå, at de er ved at miste modet, der er nogen i menigheden, der er døde, og hvad med dem? Og de er også selv bange, hvad hvis de dør, før Jesus Kristus kommer igen?
Det er i denne situation af modløshed og tvivl, at Paulus skriver sig frem til et fællesskab med Kristus, der rækker ind i døden og ud i evigheden. (Første Thessalonikerbrev 1,9-10)
Paulus skriver, at det går godt med deres tro og tillid og indbyrdes kærlighed, men der er noget, der mangler. Han nævner ikke deres håb, det er som om, det kun er ham, der håber.
”Vi håber, at Gud og Jesus vil sørge for, at vi kommer frem til jer. Vi ønsker, at Jesus vil få jeres kærlighed til at vokse sig stærk, så I alle sammen elsker hinanden, ligesom vi elsker jer.” (Første Thessalonikerbrev 3,11-12)
Kærligheden forbinder dem med Kristus, ligesom den forbinder Paulus med dem. Det er som en kærlighedsstrøm. Og det er denne strøm, der åbenbart er ved at blive brudt.
Paulus prøver at få dem til at blive stående i tilliden til Jesus og Gud. Det fælles ståsted trods afstand. Bevidstheden om at være fælles i Kristus. I et fællesskab, der bliver ved, også når vi dør. Kristus og Gud, hans far, er der stadig.
”Vi tror på, at Jesus er død og opstået igen, og derfor ved vi også, at Gud vil føre de døde kristne op til sig, på samme måde, som han gjorde med Jesus.” (Første Thessalonikerbrev 4,14)
Selv oplever jeg nadveren, som det sted, hvor fællesskabet mellem levende og døde – i Kristus – er mest virkeligt. Og med Paulus in mente, gælder dette fælleskab også, når vi ikke er fysisk sammen – for vi er det stadig mentalt – i tankerne. Derfor er det godt, at transmissionen fra Domkirken i København hver søndag kl. 10 også har nadveren med.
Lisbet Kjær Müller er tidligere sognepræst i Lindevang Kirke på Frederiksberg og forfatter til flere bøger, blandt andet Bibelleksikon. Hun er desuden redaktør for Bibelselskabets brevkasse.
Bibelcitaterne i artiklen er fra Bibelen 2020.
