
11.02.2022 Synne Garff, international chef
Religions- og trosfriheden under pres i Kina
Strenge regler og skrap kontrol styrer alle religiøse aktiviteter i Kina, også bibelarbejdet.
Medier rapporterer om stadige stramninger, det samme gør Bibelselskabets kilder. Kristne hjemmesider og apps er blevet lukket ned. Mine kolleger må navigere under vanskelige forhold. Men vi har lige nu et unikt vindue i Kina. Vi har adgang til et af verdens største trykkerier i Nanjing, som er klar til at trykke bibler.
Det er nemlig stadig lovligt at uddele papirbibler, og kirkerne vil gerne hjælpe med distributionen ude i landsbyerne, så snart restriktionerne som følge af pandemien ophæves. Og så gælder det om at handle hurtigt, inden prisen på papir stiger, og bibelkvoterne falder.

I lyset af pandemien er efterspørgslen på bibler steget blandt Kinas fattige, kristne befolkning. Jeg glemmer aldrig den glæde, jeg oplevede hos både børn, unge og ældre, da jeg uddelte bibler i en landsbykirke langt ude på landet i provinsen Henan.
Vil du være med til at bidrage med papir til nye bibler, så Kinas kristne kan få lov til at læse Bibelen på deres modersmål?
På forhånd tusind tak, fordi du bringer fornyet håb til kristne i Kina. Det er der brug for.

Har du overvejet at tegne et gavebrev og få flere skattefordele?
Et gavebrev på 15.000 kroner svarer til bibelpapir til 1000 bibler i Kina!
En enkelt bibel læses ofte af mange, så din donation har stor betydning.
Et gavebrev giver os mulighed for at planlægge og få Bibelen ud til flere forfulgte og fattige kristne. Når du opretter et gavebrev, forpligter du dig til at støtte Bibelselskabets arbejde i 10 år med et fast årligt beløb eller en fast procentsats af din årlige indtægt. Det står dig frit for at betale beløbet én gang om året eller i rater, og dit bidrag kan trækkes fra i skat. Ordningen kan med fordel tilmeldes Betalingsservice.