SAT-7, skolebørn, Libanon
Vær med til at sende børn i skole og giv dem adgang til større indsigt, så de kan tage bedre vare på sig selv, hinanden og kritisk stilling til en broget verden, der ofte er præget af vold, konflikter og krig. Foto: Les Kaner.

15.06.2020 Synne Garff, international chef

SAT-7 rækker ud til skolebørn under coronapandemien

Du kan hjælpe børn med at lære online og via TV ved at støtte SAT-7’s uddannelsesprogrammer.

Krisen har grebet ind i mange familiers liv. Danske børn oplevede eksempelvis pludselig at blive sendt hjem fra skole. Det blev noget af en udfordring for forældre, der måtte klare hjemmeundervisning selv. Det lykkedes dog nogle skoler at iværksætte online-undervisning.

Sådan omtrent er forholdene for millioner af flygtninge og fattige børn, blot året rundt. De modtager ustabil eller ringe undervisning i skolesystemet, men mange har heldigvis mulighed for alligevel at få kvalificeret uddannelse, fordi SAT-7 tilbyder gratis undervisning online og via TV. Lige nu sidder rigtigt mange hjemme foran TV-skærmen og computeren pga. Corona. SAT-7 har oplevet en fordobling af interaktion på Facebook i marts.

TV-undervisning SAT-7. Foto: Les Kaner
Sådan foregår Graces undervisning online. Du kan selv få indblik i undervisningen ved at besøge SAT-7 ACADEMY på YouTube.

Mange års erfaring med undervisning på TV og online

I efteråret besøgte jeg SAT-7’s TV-studier i Beirut. Jeg var med til optagelser og havde mange gode samtaler både med deltagere og ansatte over flere dage. Jeg mødte blandt andre lærerinden Grace, som igennem fem år har været studievært på undervisningsprogrammet Min Skole. Sikke en ildsjæl! Ikke overraskende er hun højt skattet af mange unge seere – nogle af dem fik jeg mulighed for at tale med i en flygtningelejr i Bekaa-dalen.

Hos SAT-7 har man efterhånden mange års erfaring med undervisning på TV og online. I forbindelse med tv-stationens programmer er der produceret en ny online uddannelses- og udviklingspakke, der også gives gratis til specialister inden for både faglig og sundhedsfremmende uddannelse af arabisktalende børn i skolealderen. De særlige programmer inkluderer oplysning om pandemien COVID-19, sundhedsforebyggelse og hjælp til at lindre stress blandt forældre og primære omsorgspersoner.

Synne i SAT-7's studier i Beirut. Foto: Les Kaner
International chef, Synne Garff, fik lejlighed til at møde lærerinden Grace og flygtningebørn, der ser Min Skole i Bekaa-dalen. Grace er blevet en institution igennem de forløbne fem år. Hun underviser på fire undervisningstrin. Hun har tidligere undervist flygtningebørn i en skole. Foto: Les Kaner.

Uddannelse ruster børn til at træffe bedre beslutninger

Som kristen TV-station har SAT-7 produceret programmer via satellit på tværs af Mellemøsten og Nordafrika i mere end 20 år, inklusive programmer for børn på kanalen SAT-7 KIDS. Du kan selv få indblik i undervisningen ved at besøge SAT-7 ACADEMY på YouTube.

Du kan hjælpe børn med at lære online og via TV ved at støtte SAT-7’s uddannelsesprogrammer. Det kan hjælpe mennesker til at få større indsigt, så de kan tage bedre vare på sig selv, hinanden og kritisk stilling til en broget verden, der ofte er præget af vold, konflikter og krig. Det koster penge at producere kvalitetsprogrammer, og det er dyrt at få sendetid.