Labib Madanat
"Bibelselskaberne i Israel og Palæstina er enige om, at Bibelen er og bør være en bog, som fordrer fred og forsoning, håb og frihed samt nåde og sandhed uden at gå på kompromis med nationale overbevisninger", siger Labib Madanat. Foto: De Forenede Bibelselskaber

22.06.2017 Anna Sofie Casse

Stifter Bibelen virkelig fred?

I årtier har der været konflikt i det hellige land. En konflikt, der især har rødder i religion og i Bibelen, mener Labib Madanat, som er koordinator for de tre lokale bibelselskaber 

Konflikten Israel-Palæstina er efterhånden lang og blodig. Jøder og arabere kæmper om retten til land, og stridighederne har taget en mere og mere religiøs drejning. Koordinator for det hellige lands tre bibelselskaber, Labib Madanat, fremhæver, at selv om Bibelens skrifter er én af rødderne til den store konflikt mellem folkene i Palæstina og Israel, kan de hellige skrifter være med til at stifte fred:

”Passager som ’Elsk jeres fjende’, ’Husk på, at I selv var fremmede’, ’Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre’, ’Forlad os vores synder’, ’Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig’ og mange flere har direkte og daglige konsekvenser for dem, som siger, at det er Guds ord og evige sandhed. Det er Guds ord, der lever videre hos de kristne i Israel-Palæstina,” fortæller Labib Madanat og spørger retorisk:

”Kan Bibelen være håbets og frihedens bog for både palæstinensere og israelere? To folk i en bitter konflikt, som har varet ved i årtier, og som har rødder i religion, inklusiv Bibelen. Er det bedre at holde Bibelen ude af det for at undgå at kaste benzin på bålet?”

Her er svaret et klart: Nej! Labib Madanat understreger, at Bibelen er en fredsbog, og at folket i Palæstina og Israel kan finde inspiration til fred, håb og medfølelse i de bibelske skrifter – inspiration, der kan være med til at stifte fred:

”Bibelselskaberne i Israel og Palæstina er enige om, at Bibelen er og bør være en bog, som fordrer fred og forsoning, håb og frihed samt nåde og sandhed uden at gå på kompromis med nationale overbevisninger,” forklarer han.

Bibelselskabet støtter fredsarbejde

Det Danske Bibelselskab samarbejder med alle tre bibelselskaber i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder om et intensiveret fokus på forsonings- og fredsarbejde ved hjælp af Bibelen.

Labib Madanat er team-koordinator for Bible Lands i de israelske og palæstinensiske bibelselskaber og seniorrådgiver for mellemøstlige anliggender hos Det Amerikanske Bibelselskab. Han var leder af Det Palæstinensiske Bibelselskab fra 1993-2007.

Labib Madanat og andre internationale bibellæsere på besøg

Labib Madanat var i Danmark den 2.-8. november 2017 for at holde foredrag om Bibelen som fredsstifter. Det skete som en del af initiativet Skriftens stemmer, hvor danske menigheder mødte internationale bibellæsere.