Bøn. Foto: Unsplash.

06.05.2021 Af Eskil Simmelsgaard Dickmeiss, provst

Tricket er at bede i Jesu navn

Jesus peger på bønnen som et rum for den allerstørste glæde. Og han giver os også nøglen til, hvordan vi skal bede 

Læs evangeliet til 5. søndag efter påske

Jesus forudsætter bønnen. Holder den forudsætning i dag? Nok ikke helt.

En fast, religiøs praksis er ikke så udbredt i dag som dengang, Jesus levede. På godt og ondt. Man kan godt bede på en forkert måde. Jesus havde et skarpt blik for, hvor meget hykleri og selvbedrag, der kunne gemme sig i bøn og udvendig fromhed. Men det er vel næppe en overhængende fare i dagens Danmark? Her er det nok mere modernitet og sekulari­se­ring, der præger billedet. En dagligdag uden en fast rutine med bøn.

Men bønnen er alligevel aldrig langt væk fra noget menneske. Jeg tror, at den ligger som en slags disposition i os. En medskabt disposition, som for mange aktiveres, når vi rives ud af hverdagen. Ved en fødsel. Ved alvorlig sygdom og ulykke. Hospitalspræster siger, at de største bedehuse ikke er kirkerne, men sygehusene.

Sommetider skal man måske hjælpes lidt i gang. Mindes om sit Fadervor.

En kvinde har fortalt, hvordan hun som voksen genfandt sin barnetro. Hun var i en meget vanskelig periode af sit liv. Hendes far var død. Hun var blevet skilt. Hun sav­nede sine børn forfærdeligt, når hun ikke havde dem. Og bebrejdede sig selv den situation, hun havde sat dem og sig selv i. Kunne ikke sove om natten.

Da sagde en veninde til hende: Jeg ville ønske, at du kunne folde dine hænder og være stille. Dét prøvede hun. Hun foldede sine hænder og var stille. Og så ople­vede hun det store, at der kom en fred til hende. En enfoldig tro på, at Gud passede på hendes børn og på hende. En oplevelse af ikke at være alene. At Gud altid var hos hende.

Hun blev fyldt op. Forvandlet. Ikke af egen kraft. Ikke gennem de rigtige ord. Det handlede ikke om at gøre noget rigtigt. Ikke en­gang om at tro rigtigt. Det hand­lede mere om at tømme sig. Mere om ikke at gøre. Bare at folde sine hænder og være stille.

Tænk at der kan ligge så meget i at være stille! Mon ikke der ofte er en sammenhæng mellem manglende stilhed i sit liv og manglende plads til bøn? Travlhed og tusinde gøremål er ikke befordrende for den stille modtagelighed, du må finde ind i, når du skal bede.

Jesus forudsætter bønnen. Og han peger på bønnen som et rum for den allerstørste glæde: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Det kræver ingen formel uddannelse at bede. Man skal ikke certificeres til det. For bønnen er ikke et redskab eller en særlig kunstform, man skal lære at mestre. Tricket, siger Jesus, er at bede i hans navn. Det vil sige, at du skal lade din bøn tage form efter ham. Lade din kærlighed til ham lede dig i bønnen. Lade ham være døren ind til Gud, som er i himlen og på jorden. Gå igennem ham. Da får du hul igennem til Gud.

Læg mærke til, at Jesus forbinder bøn med glæde. Det skal ikke være surt og slidsomt at bede, men det modsatte. Du indlemmes i kærlighedens cirkulation. Himlen rejser sig over dit liv som en regnbue. Du forvisses om, at du ikke er alene om dit liv, men er elsket, fulgt og ventet af Gud.

En stille stund til glæden. Et Fadervor som daglig rutine. Flere gamle mennesker har fortalt mig, at Fadervor ikke kan slides op. Hvorfor ikke lade det komme an på en prøve?

Eskil Simmelsgaard Dickmeiss er provst i Frederikssund Provsti og præst ved kirkerne i Stenløse og Veksø.

Kirkeårets læsninger fra Bibelen 2020

Første række
kirkeårets læsninger
349,95

Sidetal: 250 sider
Indbinding: indbundet, lærred
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-200-1
Mål: 13,4 x 20,5 cm.
Andet: med læsebånd