Lys. Foto: Unsplash.
Der er ingen forkert måde at bede på. Men de konkrete ritualer – som at tænde et lys – kan hjælpe med at samle sindet, så tankerne ikke flyver for vildt. Foto: Unsplash.

25.04.2018 Cecilie Ahlmann Raaberg

Hvad er bøn - og hvordan skal jeg bede?

Hvordan beder man? Er der nogen rigtig eller forkert måde? Her får du en kort, praktisk introduktion til, hvordan du kan bede

Når man står på kanten af livet, kommer trangen til at bede en bøn ofte næsten ud af det blå. Også selvom man ikke rigtig har nogen erfaring med bøn eller har talt særligt med eller om Gud indtil da. Kriser kan både føre til taknemmelighed, raseri og tavshed og bønnens sprog rummer alt dette. Men hvordan gør man, hvis bønnen er fremmed for en? 



Helt konkret kan man slå korsets tegn for sit bryst enten til start eller slut, man kan folde hænderne, lukke øjnene, man kan tage dybe vejrtrækninger. Man kan tænde et lys og knæle, men man kan også ligge ganske stille i sin seng, sidde i bussen, gå på gaden og rette sine tanker mod Gud. Bøn er det, dit hjerte flyder over med, og derfor er der ingen forkert måde at bede på. Men de konkrete ritualer kan hjælpe med at samle sindet, så tankerne ikke flyver for vildt.



Bøn er en samtale med altings ophav, det er en hengivelse, en påkaldelse, det kan være et skrig, en klage, en tak. Det kan være befriende at bede, fordi man giver slip på ting ved at formulere dem. Fordi man overlader det, der ikke længere er plads til i kroppen og i sindet, til Gud. Og fordi man minder sig selv om, at man hører til et sted og at man har en at klage til, klage over, en at tale med, uanset hvor dybt ensomheden skærer eller hvor tavs ens stemme i livet er blevet.

Salmernes Bog giver sprog til vores følelser

Man kan også bruge andres ord. Salmernes Bog i Bibelen er en bønnebog og de flere tusinde år gamle bønner giver sprog til vores stærkeste følelser, også de svære, de desperate, de grimme. Derfor er de ofte gode at læse, når man ikke har flere ord selv:



Jeg er sammenkrøbet, dybt nedbøjet,

dagen er kun sort.

Det brænder i mig,

jeg er skadet fra top til tå.

Jeg er udmattet, knust,

mit hjælpeløse hjerte græder.



Herre, du kender mine ønsker ud og ind,

du ved, jeg græder.

Mit hjerte hamrer, mit livsmod er væk,

mine øjne har mistet deres glans.

Mine venner og familie holder sig væk, 

de vil ikke se min pine,

mine nærmeste holder sig langt væk.



Lad mig ikke i stikken, Herre, 

hold dig ikke væk!

Skynd dig, Gud, hjælp mig,

red mig!




– Fra Bibelen 2020, Salme 38, vers 7-12 og 22-23

Bøn – helt enkelt

Man kan også finde enklere ord og lade ens vejrtrækning, dybe åndedrag ind og ud, være bønnens sprog. En klassisk meditation i den kristne tradition er at gentage ordene:



Herre, forbarm dig over mig 



Eller den græske udgave: Kyrie eleison

Ånd ind på

     "Herre"

Ånd ud på

     "Forbarm dig over mig"

Ånd ind på

     "Kyrie"

Ånd ud på

     "Eleison"

Men det kan også være endnu enklere: 



Hjælp

Red mig

Find mig

Elsk mig




Og det kan være endnu enklere endnu. Den helt tavse bøn er også en bøn. At være stille sammen med Gud kan være en dyb og inderlig bøn, som kan give ro og trøst og en følelse af samhørighed. 



Og så er det ikke mindst stærkt og varmt at bede sammen. For eksempel Fadervor, kristendommens vigtigste bøn, hvor Jesus lærer os at kalde Gud for far. 



Vor Fader,

du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød;

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen

Når livet gør ondt

Hvor kan man gå hen for at få svar og trøst?
Når livet gør ondt
39,95

Desværre udsolgt

Sidetal: 48 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-877-4