06.10.2017 Synne Garff
Velkommen til Sodoma og Gomorra!
I en kirke langt ude på landet, i flygtningelejren Nakivale, mødes en gruppe enker jævnligt for at holde modet oppe hos hinanden. Metoden hedder bibelsk sjælesorg
En af søerne blinker venligt i horisonten. Der er flokke af børn alle vegne. Mange er forældreløse og må tigge sig igennem dagen. Flygtningelejren Nakivale ligger ved grænsen til Rwanda. Det er ikke et sted, man ønsker at bo, det er et ufrivilligt eksil, hvor mareridtet til tider fortsætter, fordi der mangler jobs og mad og håb. Kirkerne er et frirum, hvor præster midt i deres egne trængsler løfter andre op og indimellem formår at åbne en dør ud til livet igen. I dette frirum kommer flygtninge til kræfter efter ufattelige lidelser.
Jeepen jager skrumlende videre ud ad den røde landevej fyldt med dybe huller efter et insisterende regnvejr. En flok køer beslutter sig for uden varsel at sætte over vejen. Chaufføren hugger bremserne i. En landmand passerer langsomt ruden med en kroget stok i hånden. Blikket er mørkt, det hvide i øjnene gulligt. Han fortrækker ikke en mine, men sender mig et uudgrundeligt blik. Var han offer for oprørere? En brutal regering? Dræbte de hans kone? Bortførte de børnene? Er han fra DR Congo? Sydsudan? Rwanda? Burundi? Landmanden fastholder mit blik, siger intet, men nikker blot resigneret: Velkommen til Sodoma og Gomorra!
Jeg er på feltstudier. De næste dage er pakket med interviews med flygtninge, der har været på kursus i bibelsk sjælesorg. I Den Anglikanske Kirke møder jeg en gruppe enker. Deres voldsomme historier minder om hinanden. En af dem er Dorcas, der er blevet udpeget som leder for enkerne. Dorcas er blid, har markerede kindben og et vindende væsen, der smiler imødekommende med et smukt, kridhvidt tandsæt. Hun fortæller om den dag, hendes liv forandrede sig for altid.
Mørket var for længst faldet på der i nærheden af regionen Goma i DR Congo. Familien sov, da det bankede på døren. Dorcas tænkte, at det måtte være naboen. Da hun åbnede, blev hun tvunget tilbage af en gruppe oprørere.
”Giv os penge. Vi ved, I har penge,” råbte de.
Dorcas mand og børn blev vækket af de høje råb og kom løbende til.
”Vi har ingen penge,” svarede Dorcas’ mand.
Oprørerne truede med våben og greb fat i Dorcas. Mens hendes familie desperat så til, voldtog den ene oprører efter den anden Dorcas. Bagefter greb de fat i hendes ældste søn og bankede ham med skaftet fra et gevær.
”De blev ved med at slå ham lige her,” forklarer Dorca og peger på sit hoved. ”Men vi havde ingen penge, vi kunne give.”
Oprørerne hev derefter fat i faderen. Dorcas yngste datter var dengang 9 år. Hun så det hele ske. I tiden efter kunne hun ikke sige et ord. Det rokkede kurset i bibelsk sjælesorg ved. Hun fik mod til at sætte ord på kaos og de forfærdende omstændigheder omkring farens død.
Oprørerne bortførte Dorcas to ældste døtre. Familien tog flugten til Uganda med hjælp fra en præst. Sønnen døjer stadig med hovedpine. Nogle gange hæver hovedet, så han må gå med kasket af frygt for at skræmme sine omgivelser. En dag dukkede de to søstre op i lejren og blev genforenet med familien. Den ene medbragte en baby; hun var blevet gravid under voldtægten. De kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen. Der er ingen jobs og mange problemer. Dorcas lejer et stykke jord og dyrker nogle afgrøder. Med Ugandas frugtbare jord skal der trods alt ikke meget til for at overleve.
Enkerne er bevidste om, at de har dybe sår på sjælen, og at det tager tid og kræfter at bearbejde oplevelserne. Dorcas ved, at intet nogensinde bliver det samme. Men enkerne holder modet oppe hos hinanden, synger, danser, beder, reflekterer over bibeltekster, sætter igen og igen ord på de smertelige tab, græder og besøger sammen fængslede, syge på hospitalet og andre enker. Gruppen får hele tiden nye medlemmer og tager forældreløse børn under deres vinger. Så der skal en del mad på bordet. I Nakivale er hver dag en kamp for at overleve. Intet kommer af sig selv. Men i det åbenhjertige fællesskab finder Dorcas og de andre enker nogle af kræfterne.
