Sol og træ. Foto: Unsplash.
"Fra himlens ene ende går den ud og når rundt til den anden, intet er skjult for dens glød." Foto: Unsplash.

17. søndag efter trinitatis

12-10-2025

Tekstrække: Første række

Salmisten skriver: Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres; deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende. På himlen har han rejst et telt til solen, den går som en brudgom ud af sit kammer, den gennemløber sin bane glad som en helt. Fra himlens ene ende går den ud og når rundt til den anden, intet er skjult for dens glød.

Salmernes Bog 19,2-7

* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

Efeserbrevet 4,1-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Lukasevangeliet 14,1-11

Natten åbner sig som en port

Det Nye Testamente gendigtet som roman af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
natten
299,95

Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Sidetal: 272
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-293-3
Mål: 13,4 x 21,5 cm.