Bibelen har meget af det hele – også genrer

Normalt finder man ikke en lovparagraf i et kærlighedsdigt eller salmer i en historisk roman. Men i Bibelen møder man det hele, for Bibelen er fuld af forskellige genrer. Her kan du lære Det Gamle og Det Nye Testamentes genrer bedre at kende, så du er godt klædt på til at give dig i kast med Bibelen

Ligesom en boghandel har Bibelen også en hel masse forskellige bøger. Men hvor boghandelens hylder bugner af top ti-titler inden for svenske krimier, kærlighedsromaner, kogebøger og selvhjælpslitteratur, ser genrerne anderledes ud i Bibelen. I Det Gamle Testamente finder man henholdsvis lovstof, historiske skrifter, visdomsbøger og profetier. I Det Nye Testamente udvides der med en endnu mere speciel genre – evangeliet. Her finder man også en lang række breve, et historisk skrift og den helt særlige type - apokalypsen. Man kan sagtens gå i gang med Bibelen uden at kende noget til genrerne, men det letter læsningen at vide noget om, hvad man skal forvente fra henholdsvis en domsprofet og et menighedsbrev.

Loven eller Mosebøgerne

De fem Mosebøger er en sammenhængende fortælling, som undervejs præsenterer den lov, som israelitterne skal leve efter, hvis de vil overholde deres aftale med Gud om at være hans udvalgte folk. Den mest grundlæggende regel for jødedommen findes i Første Mosebog: Alle drengebørn skal omskæres, når de er otte dage gamle. I Anden Mosebog følger den vel nok mest kendte af alle love, nemlig de 10 bud, som både handler om, hvordan man skal opføre sig i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker. Jødedommen er baseret på de religiøse regler og love, som man finder i Mosebøgerne. De handler om hvad man må spise, hvordan man skal dyrke Gud, og hvordan samfundet skal indrettes. I alt regner man i jødisk tradition med, at der er 613 regler og love i Mosebøgerne. I jødedommen kalder man de fem Mosebøger for Loven.

Bøger, der hører til denne genre: Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog

Historiske skrifter

Historieskrifterne er den stribe af bøger i Det Gamle Testamente, som fortæller israelitternes historie. Den begynder da de indtager det landområde, som Gud tilbage i Første Mosebog lovede skulle være deres. Man skal ikke forvente at kravene til god historieskrivning var de samme dengang som i dag, og det Bibelens historieskrifter er ikke en nøjagtig fremstilling af historiske begivenheder. Men formålet er nu helt klart – at fortælle folkets historie om storhed og fald.

Bøger, der hører til denne genre: Josvas Bog, Dommerbogen, Ruths Bog, Samuelsbøgerne, Kongebøgerne, Krønikebøgerne, Ezras Bog, Nehemias Bog, Esters Bog.

Visdom og poesi

Her finder vi Det Gamle Testamentes skrifter om det universelt menneskelige og ikke kun om israelitternes historie og forhold til Gud. Visdomsbøgerne og de poetiske bøger trækker den menneskelige tilværelse helt frem i billedet: kærlighedsliv, trosliv, hverdagsliv, familieliv, voksenliv og livskrise. Det er digte, sange, leveregler og tanker om, hvordan det er at være menneske i den verden, Gud har skabt.

Bøger, der hører til denne genre: Jobs Bog, Salmernes Bog, Prædikerens Bog, Ordsprogenes Bog og Højsangen. Klagesangene er også poesi, men den er traditionelt blevet grupperet med profetskrifterne, fordi man har set den som en sammenhæng med profeten Jeremias’ Bog.

Profeterne

Ørkenen skal blomstre med liljer og roser! Eller: Hele landet bliver ædt op af insekter! Profetbøgerne i Det Gamle Testamente bruger ofte et meget voldsomt - eller meget smukt - billedsprog. Sproget er stærkt, fordi budskabet er det, for en profet er udvalgt af Gud til at være hans talerør. Når noget er galt i samfundet, stiller profeten op overfor kongen eller folket og taler direkte på Guds vegne; f.eks. med en heftig kritik af social uretfærdighed og undertrykkelse i samfundet eller med religionskritik – israelitterne dyrker måske Gud rigtigt ifølge Loven, men de har ikke hjertet med. Profeten kan også trøste med Guds løfter om en lysere fremtid, når det ser sort ud. Og ikke mindst advarer profeten om at dyrke andre guder. Bibelens profeter forudsiger altså ikke bare fremtiden. Det særlige ved dem er, at det er Guds ord, planer, vilje, vrede, kærlighed og trøst, som de fortæller videre.

Det Gamle Testamentes profetbøger er vigtige i kristendommen, fordi man flere steder kan finde løfter om, at Gud engang vil sende en Messias, der skal redde sit folk. Kristne tror, at det løfte går i opfyldelse med Jesus, og at profeterne i Det Gamle Testamente forudsiger Jesus’ fødsel, død og opstandelse.

Bøger, der hører til denne genre: Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog, Ezekiels Bog, Daniels Bog, Hoseas’ Bog, Joels Bog, Amos’ Bog, Obadias’ Bog, Jonas’ Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habakkuks Bog, Sefanias’ Bog, Haggajs Bog, Zakarias Bog, Malakias Bog

Evangelium

Jesus blev henrettet på et kors, men tre dage efter gjorde Gud ham levende igen. Selvom denne sætning er kort, er den faktisk et helt evangelium. For et evangelium er nemlig en fortælling om Jesus’ liv, død og opstandelse. Evangelium kommer fra det græske ord euangelion og betyder et godt budskab. Derfor var det et oplagt navn til genren for de første generationer af kristne, som så det som det bedste budskab i verden, at Jesus havde overvundet døden. I Det Nye Testamente hører Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet til denne genre. De første tre har så meget til fælles, at man kalder dem de synoptiske evangelier. Det betyder, at deres indhold er så sammenfaldende, at det giver mening at stille dem op i kolonner ved siden af hinanden, så man kan undersøge forskelle og ligheder. Det fjerde evangelium, Johannesevangeliet, er helt anderledes både i forhold til, hvad det fortæller om Jesus’ liv, og måden det bliver fortalt på. Men alle fire evangelier har det grundlæggende til fælles: fordi de er evangelier, handler de om Jesus’ liv, død og opstandelse.

Skrifter, der hører til denne genre: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, Johannesevangeliet

Breve

Endnu en særlig og måske lidt overraskende genre i Det Nye Testamente er brevene. Hvis man er født før smartphonen, så har man det været helt naturligt at skrive og modtage breve. På Det Nye Testamentes tid var breve den primære kommunikation over større afstande, og 21 af Det Nye Testamentes 27 skrifter er faktisk breve. De fleste af dem er sendt til specifikke kristne menigheder i kristendommens tidligste år. De har først og fremmest Paulus, en af de mest markante skikkelser i kristendommens historie, som afsender. Han fortæller de nye kristne, hvordan budskabet om Jesus skal forstås og hvordan de skal indrette sig og leve sammen i menigheden med udgangspunkt i deres særlige problemer og udfordringer. Brevene til de konkrete menigheder kaldes de apostolske breve. Det Nye Testamente indeholder også en række breve, som er mere generelle og handler om mere overordnede emner indenfor kristendommen. De hedder de katolske breve, for katolsk betyder almindelig på latin.

Brevene er for det meste bygget op på samme måde og har forskellige træk til fælles, på samme måde som de breve (eller emails), man skriver i dag. Der er fx en modtager og en afsender og forskellige høflige hilsener.

Skrifter, der hører til denne genre:

Apostolske breve:

Romerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolosserbrevet, 1. og 2. Thessalonikerbrev, 1. og 2. Timotheusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet, Hebræerbrevet

Katolske breve:

Jakobsbrevet, 1. og 2. Petersbrev, 1.-3. Johannesbrev og Judasbrevet

Læs mere om, hvorfor det lige præcis er de her skrifter, der er med i Bibelen

Læs mere om Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente

Bibelen består af to dele

Det Gamle Testamente, som kristne og jøder er fælles om. Jøderne kalder det bare ikke for Det Gamle Testamente, for dem er det Gamle Testamente selve Bibelen. Det Gamle Testamenter handler om hvordan Gud skabte alt levende, og om israelitternes historie. Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk og består af 39 forskellige bøger.

Det Nye Testamente, som hører til i kristendommen. Det handler om Jesus, Guds søn, hans liv, henrettelse og opstandelse fra de døde og hvordan dem der troede på at han var Guds søn dannede en kirke og fandt ud af hvordan de skulle tro og leve. Det Nye Testamente er skrevet på græsk og består af 27 forskellige skrifter.