”Bibelen kan ikke leve uden sin læser”

Det lå ikke oprindeligt i kortene, at Marianne Gaarden skulle være teolog, ej heller præst, og slet ikke biskop. Det er hun så nu; alle tre ting, og dertil også nyslået medlem af Bibelselskabets bestyrelse.

Inden det blev teologien på Københavns Universitet, der vandt, skrev hun så forskellige ting som konkurrencesvømmer, kunstner og rådgiver i Kræftrådgivningen på cv’et. Da hun blev biskop i 2017, fortalte hun i et interview til TV 2 Øst, at erkendelsen af sin egen tro opstod i kølvandet på en samtale med nogle gode venner om at slippe kontrollen i sit voksenliv:

”Vi snakkede om tillid, og her sagde jeg, at hvis man har tillid til Gud, kan man slippe kontrollen. Mit svar kom egentlig lidt bag på mig selv, men samtidig gav det hele pludselig mening. Det var det, der blev startskuddet til at læse teologi.”

Marianne Gaarden blev færdig som cand.theol. i 2005 med sidefag i retorik. Siden studietiden har hun været optaget af mødet mellem gudstjenestens ydre ord og det enkelte menneskes indre erfaringer. Hun pointerer, at der, ligesom i gudstjenestens ord, aldrig vil være én mening i Bibelens tekster. Og det leder hende til, hvad hun håber på at kunne bidrage med i Bibelselskabets bestyrelse:

”Bibelen kan ikke leve uden sin læser og kan ikke forstås uafhængig af sin kontekst. Derfor skal vi også være optaget af, hvordan vores samtid hører Bibelen, hvordan Bibelen taler til mennesker i dag, og også, hvordan vi som bibelselskab kan bidrage til at sætte rammer for læsernes møde med Biblen.”

I 2014 blev Marianne Gaarden ph.d. med en interviewundersøgelse af menighedens oplevelse af prædiken og gudstjeneste, som viste, hvordan ’noget tredje’ kan opstå, når ydre ord møder indre erfaringer: 

”Det kan lyde banalt, men ikke desto mindre essentielt. Når vi sidder på kirkebænken og lytter, så forstår og fortolker vi helt konkret ud fra egne erfaringer og den livssituation, vi står i; det kan være skilsmisse, jobskifte, bekymringer eller glæder. Og når vi lytter, og ordene taler ind i os, kan der opstå et tredje rum, Guds rum, en ny mening eller et overskud af mening. Dét rum optager mig. Og det er ikke blevet mindre relevant i en tid og et informationssamfund, hvor vi alle hele tiden bombarderes med ord, der forbliver udvendige.”

Marianne Gaarden har ikke én favorittekst i Bibelen. Også for hende har Bibelen igennem årene talt, og samtalt, forskelligt til og med hende:

”Da min første mand døde, fandt jeg trøst i ordene ’Se, jeg gør alting nyt’ i Johannes Åbenbaring, kapitel 21. Og da jeg blev biskop, var det Marias ord i Lukasevangeliets kapitel 1: ’Se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord’, der talte til mig. For tiden er det de ord, vi hører igen og igen i Det Nye Testamente: ’Frygt ikke!’, der taler til mig. Jeg ser frygt som kilden til onde handlinger. Frygten kan i værste fald blive til had, der fører til vold og terror, hvad enten det er i Christchurch, Sri Lanka, blandt kristne i Mellemøsten eller udsatte befolkningsgrupper på mere hjemlige breddegrader. Så vi har brug for at sige til hinanden: Frygt ikke! Vi skal turde at handle med frimodighed og uden angst for det ukendte og fremmede. Måske har vi i dag brug for at høre netop de ord mere end noget andet.”